Katrine Barslev |
14. februar 2012
NYHEDSANALYSE Topmøde i Stockholm mellem statsledere fra ni nordeuropæiske lande er blandt andet udtryk for en stigende interesse for den nordiske velfærdsmodel, som også borgerlige partier ønsker at profilere sig på
Da ni stats-ledere fra de nordiske og baltiske lande og Storbritannien i sidste uge mødtes i Stockholm til Northern Future Forum, var formålet på overfladen at tale om fremtidens udfordringer, og hvordan landene bedst ruster sig til at møde dem. På papiret skulle der udveksles erfaringer om at få flere kvinder og ældre på arbejdsmarkedet, men ikke mindst krisen i eurozonen kunne ikke undgå at komme i fokus.
LÆS OGSÅ: Undersøgelse: Velfærdsbalancen tipper blandt de rigesteTopmødet var en fortsættelse af et initiativ fra den britiske premierminister, David Cameron, som sidste år inviterede de otte ledere til London.
David Cameron markerer gerne afstand til styrkelsen af EU-samarbejdet, og når den tyske kansler, Angela Merkel, og den franske præsident, Nicolas Sarkozy, taler om ansvaret for samarbejdet, holder stormagten Storbritannien sig helst uden for diskussionen.
Til gengæld kan den britiske deltagelse på topmødet i Stockholm godt udlægges som de spæde tegn på en slags ny nordeuropæisk klub inden for EU. Noget, der i parentes bemærket indebærer en risiko for, at ellers EU-positive Danmark og Sverige kan ende som outsidere under kommende svære forhandlinger i EU-regi.
Camerons interesse i at knytte tætte kontakter til de nordiske lande er dog generelt set ikke overraskende, for Danmark, Norge og Sverige rangerer gang på gang højest på lister over lande med de mest tilfredse indbyggere. Desuden er de ni lande på topmødet nogle af dem, der har klaret sig relativt stabilt igennem den økonomiske krise. Mødet i Stockholm illustrerer derfor også en stigende interesse for den nordiske samfundsmodel. Modellen er berømt verden over for sit høje velfærdsniveau, fokus på udligning af ulighed, høje skatter og stærke fagforeninger.
Den stærke stat var engang præget med et tydeligt socialdemokratisk vandmærke, men borgerlige ledere som Fredrik Reinfeldt i Sverige og Jyrki Katainen i Finland har i stigende grad bevæget sig ind mod midten og er ligesom Venstre i Danmark repræsentanter for et nyt europæisk højre, der ikke har en negativ indstilling til en magtfuld stat.
Den borgerlige offensiv får socialdemokraterne til at røre uroligt på sig, og op til topmødet samledes socialdemokratiske ledere fra Norden med landets fagforeningsledere til møde i SAMAK, samarbejdsorganisationen for de nordiske arbejderpartier og fagforeninger.
Den danske statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og hendes kolleger initierede forskningsprojektet Den Nordiske Model, der frem til 2030 skal undersøge truslerne mod den nordiske velfærdsstat, og hvordan den kan overleve i fremtiden. Symbolikken i forskningsprojektet understreges af en debatartikel i den svenske avis Dagens Nyheter, hvor partilederne skriver, at ”under et antal socialdemokratiske regeringer og i samarbejde med de faglige organisationer har Norden gået sin egen vej og skabt økonomisk tilvækst.”
Kampen om ejerskabet over den succesfulde nordiske velfærdsmodel er i fuld gang, og David Camerons interesse viser, at det nordiske varemærke fortsat har stor tiltrækningskraft – ikke bare på den politiske venstrefløj.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad