Evnen til at gribe det eventyrlige nu

En af de mere originale originaler er Lars Kræmmer, der er besat af tallet syv. Han er kendt for at have tilbragt syv uger i mørke i en kasse og syv måneder i en sort kutte. Alt sammen kunstprojekter med tallet syv. Han har også opfundet en håndmalet valuta, som han kalder for ”art money”. Når man nu ikke har mange penge at rejse for, kan man vel male sin egen valuta. Og den kommer han langt med. I denne bog krydser han på motorcykel igennem USA og møder de spøjseste mennesker, nogle endda lidt for vilde for selv ham, der efterlader en alt for energisk kammerat, der påstod kun at have indtaget vand i fire år.

Tore Grønne var kun 21 år, da han var landet i Pakistan på en enkeltbillet, men med sin cykel. Han rejste igennem Kina og ind i det forbudte Tibet. Men den største oplevelse var mødet med de ovenud gæstfrie iranere, hvor rare mennesker skændtes om, hvem der skulle huse ham og kammeraten. Efter ti måneder vendte han cyklen mod Danmark og cyklede såmænd 3600 kilometer fra Istanbul til Viborg.

Personligt falder jeg altid for John Andersen, der er en guddommelig fortæller. Man må nære den dybeste respekt for hans professionalisme, hans indsigt i lokalforhold, hans evne til at opleve og videregive oplevelserne. I sit kapitel er han atter i Grønland, denne gang i det allermest nordvestlige. Han er alene som 65-årig i sin kajak i flere uger og vågner en nat ved øgruppen Qeqertaaq ved lyden af menneskestemmer og harmonikamusik. Der er intet, da han kigger ud af teltet. Og så lægger han sig til at sove igen.

Atter menneskestemmer og musik. Det er lige før, man bliver vanvittig, og først senere, da han falder i snak med kvinden Emilie, får han at vide, at netop dette sted er befolket af magiske stemmer, og at mangen en kajakmand er druknet der.

John Andersens på en gang rationelle og ærbødige tilgang til fremmede kulturer er atter forenet. Han slutter sit kapitel med en dejlig beskrivelse af 20-30 narhvaler, der nysgerrigt kredser om hans skrøbelige kajak.

Som altid aftvinger også Jacob Holdt respekt. Denne mand, der igennem 40 år stædigt og hjerteligt har fortalt historier om de udstødte, de tilsyneladende usympatiske, de marginaliserede skæbner, har valgt at vie sit kapitel til to lesbiske piger i Namibia. Han deler for en tid seng med disse kvinder, men han har et princip, som han altid har holdt fast ved: ikke at have et seksuelt forhold til kvinder i den tredje verden. Ikke af racistiske grunde, men netop fordi han derved ville føle, at han udnyttede sin hvide races overlegenhed. Og her løfter han sløret for mangelen på kvindelige medlemmer af Eventyrenes Klub: eventyrenes trang til frit at kunne udforske visse intime sider af menneskelivet.

Man undrer sig stadig. Hvorfor skulle det være en forhindring for at optage kvindelige eventyrere? Hvad med Nina Rasmussen, der alene rejste i Iran og ikke lagde skjul på sit forhold til en mand der?

Hvad med Birgitte Aller og hendes nordpolsekspeditioner? Hvad er den egentlige grund til, at kvinder ikke kan blive optaget i ”Eventyrernes Klub”?

Alt andet lige er det en ren fornøjelse at rejse med disse 27 rejsebeskrivelser. Modige folk, der forstår at bruge deres sjette sans, intuition, intelligens, udholdenhed – og deres evne til at gribe dagen og nuet.

Ole Lindboe og Bjørn Harvig (red.): Udlængsel. 27 nye fortællinger fra Eventyrernes Klub. 317 sider. 299, 95 kroner. Gyldendal.