Humanisten og kynikeren

Houellebecq uddyber den kritik af det moderne samfund, der optager alle hans romaner.

”Menneskerettigheder, menneskelig værdighed, politik, alt det giver jeg ikke noget for. Jeg har ingen teoretisk ammunition, intet, der tillader mig at tro på den slags fordringer,” skriver Houellebecq, der beskriver sig selv som ”en nihilistisk, reaktionær kvindehader”; men også fortæller Bernard-Henri Lévy, at han er ”en skam for alt, inklusive de hvide skjorter, (han) altid har på.”

”De er en filosof uden tanker, men med masser af kontakter. I fællesskab symboliserer vi fransk kulturs og intelligens’ skræmmende fornedrelse.”

Bernard-Henri Lévy taler belærende til den mindre belæste Houellebecq. Sammen kommer de rundt om både filosofi og poesi, krig, fred og Putin, Aragon, Spinoza, Nietzsche og Schopenhauer.

Houllebecq fortæller om sin far, der har påvirket hans misantropiske kulturpessimisme, Bernard-Henri Lévy om sin bedstefar og sin jødiske opvækst og om ”den dobbelte frygt for ikke at være og kun at være sig selv”.

Men hvorfor titlen ”Samfundsfjender”?

Fordi de begge deler følelsen af at være fransk litteraturs paria.”Vi er de største syndebukke i dagens Frankrig”, klager Houellebecq, der giver de franske litteraturanmeldere med grovfilen og blandt mange andre skældsord kalder dem for ”bændelorme” .

Rent koketteri fra to af Frankrigs mest omtalte og mest solgte skribenter, replicerer de franske anmeldere.

Bernard Henry-Lévys og Michel Houellebecqs brevveksling er både morsom og tankevækkende. Men der kommer ikke en fortsættelse. De har ikke talt sammen siden.

På denne plads skriver vi hver onsdag om nye bøger fra udlandet, der handler om tro og værdidebat

Bernard-Henri Lévy og Michel Houellebecq: Public Enemies: Dueling Writers Take On Each Other and the World. 320 sider. Atlantic Books