I sorg og søster­kærlighed

Normalt handler interview med forfattere ikke om penge. Men Rosamund Lupton lægger ikke skjul på, at det også var penge, der fik hende til at gå forfattervejen. Efter en karriere som manuskriptforfatter til tv og film var hun blevet mor på fuld tid, mens lægemanden knoklede for at få pengene hjem.

For Rosamund Lupton var alternativet et deltidsjob på en skole eller i et supermarked. Men så var der også bogen – og det skulle være en roman, ”for digte er der ingen penge i”.

”Det er min første bog. Det er en, jeg længe har villet skrive. Jeg har haft historien i mit hoved, og jeg kendte de to søstre ganske godt, før jeg overhovedet begyndte at skrive,” beretter hun.

Mange træk i handlingen har hun hentet fra sit eget liv.

”Der er det meget personlige som det tætte forhold mellem to søstre. Jeg har en halvandet år yngre søster, som jeg er tæt knyttet til, og jeg ville fejre styrken og de positive aspekter i søsterskabet og ikke beskrive et med jalousi og konkurrence mellem et par strigler, som der ofte skrives om søstre.”

Søstre er også genetisk forbundne, og generne spiller en vigtig rolle i handlingen, som blandt andet handler om en kur mod cystisk fibrose.

”Jeg vidste, at genet for cystisk fibrose var opdaget i 1989. Siden har der været et kapløb om at finde den genetiske kur. Så jeg ville have noget, der var troværdigt. Det er stadig fiktion, men det er ikke science fiction. Det ligger ikke uden for det sandsynliges rammer, og forhåbentlig vil man finde en kur mod cystisk fibrose,” siger Rosamund Lupton.

På den led er bogen også et bidrag til debatten om genteknologi og designer­babyer.

”Jeg mener, at det skal være en debat, som ikke kun videnskabsfolk, men hele samfundet har. Min personlige holdning bliver udtrykt af videnskabsmanden i bogen, som siger at ’sunde mennesker allerede er perfekte’. Genterapi til syge er nærmest mirakuløst. Men at tage nogle, som allerede er sunde og raske, og så forsøge at gøre dem bedre gennem genterapi er en meget foruroligende tanke,” understreger Rosamund Lupton og henviser til særligt USA, hvor der er et pres for at bruge genterapi på sunde mennesker.

”Søster” er en bog, som det er svært at sætte i bås. Genrebetegnelsen skifter konstant fra litteratur over thriller til krimi.

”Da bogen udkom i USA, tog New York Times den seriøst og behandlede den som litteratur. Men da den kom som paperback, så hoppede den over i thriller-genren. Jeg er dog meget bevidst om, at folk ikke skal tro, at det er en krimi. Krimilæsere vil kede sig, fordi de skal gennem en masse om søstre, sorg og litterære referencer,” erkender forfatteren, som netop har brugt sin uddannelse i litteratur fra Cambridge i bogen – noget, hun egentlig aldrig havde regnet med at få konkret brug for.

Sorgen er også central for hovedpersonerne.

”Jeg har forestillet mig, hvordan det vil være, hvis man mister en, som man elsker rigtig højt. Alle, der har været til en tårevædet begravelse, ved, at det er vigtigt med de små praktiske ting som at have papirlommetørklæder. Så jeg brugte de små detaljer, som er meget fysiske, og der har været en stor respons på det fra læserne. Folk har skrevet, at de ikke troede, andre forstod deres sorg.”

I bogen bliver et maleri af Marc Chagall billedet på, hvad der sker i døden, hvor sjælen flyver bort.

”Vi ved ikke, hvad der sker ved døden, og det gælder ikke mindst, hvis vi ikke er særligt religiøse. Så er litteratur, malerier eller skulpturer en måde, hvorpå vi forsøger at forstå døden. For hovedperson bliver billedet af Chagall symbolet på søsterens død, og jeg finder, at Chagall er en meget spirituel maler. Netop det billede var min bedstemors yndlingsmaleri, så der er også en lille personlig hilsen til hende.”

I bogen får søsteren en katolsk begravelse, og præsten er beskrevet som godheden selv.

”Jeg ville have, at præsten var en stærkt sympatisk person, som giver de sørgende noget, som de ikke var klar over, de havde behov for. Vi har en meget god ven, som er katolsk præst, og han er ufattelig mild og god, og karakteren i bogen er baseret på ham,” forklarer Rosamund Lupton, som ikke selv er aktivt troende.

”Jeg vil gerne have en tro. Jeg er håbefuld. Min mand er katolik, og mine børn bliver opdraget som katolikker, og denne fantastiske præst har gjort meget for, at jeg har en tro – og jeg tror, når jeg er i hans kirke. Så det er noget, jeg arbejder på, og det vil være vidunderligt rent faktisk at have en tro,” fortæller succesforfatteren som selv er opdraget i den anglikanske tro.

Læs Kristeligt Dagblads anmeldelse af ”Søster” på

k.dk/kultur

Forfatter. 46 år. Læste litteratur på Cambridge Universitet og arbejdede efterfølgende som manuskriptforfatter på radio og tv. Gift med lægen Martin Lupton.

Blev husmor på fuld tid, da de to sønner Joe og Cosmo på nu 10 og 11 kom til. Gav sig selv et år til at vise, at hun kunne skrive en bog. Resultatet er ”Sister”, som blev udgivet i England for halvandet år siden, hvor den toppede bestsellerlisterne. Bogen kommer nu på dansk under titlen ”Søster”. Har siden udgivet bogen ”Afterwards”, som kommer på dansk senere på året. Lige nu holder hun en tænkepause, hvor ideer til næste bog får lov til at rumstere rundt i hovedet.

Hendes litterære inspiration rækker fra Steig Larsson til Tolstojs ”Krig og Fred”, en bog, hendes ældste søn netop har fået sin første udgave af. Men hendes personlige top-ti toppes af Yann Martels ”Pi’s liv”. Hvorfor, står klart, når læseren når til slutningen i ”Søster”.