Sokrates skrev ikke fil jeg at vide i
folkeskolen i 1950'erne, men jeg fik
alligevel hans forsvarstale leveret,
hvor denne måske var skrevet af Platon
(hvad véd jeg).
Han tabte til datidens romerske prag-
matiske (som jeg endnu ikke har fået
betydningen af) statsimperium, hvor
jøder sandsynligvis har udgjort toppen
af den pragmatiske forsamling, ligesom
de gør i ROMtraktatlandets danske fol-
keting i nutiden.
Sokrates fandt sin død ved at drikke
skarntydesaft, vel efter at han havde
holdt sin forsvarstale formoder jeg?
Sådan blev Sokrates henrettet af det
jødisk/romerske pragmatiske "folketing"
dengang.

Vi bruge jo ikke kun sproget når vi skal kommunikere med hinanden men også til, at forme tanker, idéer og begreber - man kunne også sige; uden sprog ingen tanker og ingen tanker uden sprog – men sproget kan jo også bedrage: tryllesang, som det hed på Platons tid. I conversations (dialektik) fra 1970. udtrykker Krishnamurti sig således” sproget er altid falsk idet det jo nok kan beskrive verden, men det kan aldrig blive ét med den verden, som det beskriver”. Når mennesket taler, taler´det, altid med sig selv! Hvorfor? Jo, for ellers bliver samtalen meningsløs... man kan jo ikke sige, at jeg ikke selv var til stede under min tale; underforstået menneskets begrebsverden er bygget op omkring den indre samtale – tankernes og ideologiens verden (metafysikkens verden).

Jeg mødte engang en filolog (sprogforsker), han forklarede, at der findes ca. 300 sprog og hver gang et sprog uddør, mister vi en verden; nemlig sprogets beskrivelse af verden, med andre ord findes der 300 sproglige beskrivelser af hvordan verden ser ud, set i denne sammenhæng er verden blot en sprog konstruktion. Vi har jo kun sproget til at beskrive verden med; en verden, der jo ikke i sig selv er sproglig. Dette besynderlige paradoks har optaget mennesket lige siden Platons tid – for er det mennesket, der er i verden? Eller er verden i mennesket?

Bevidsthedens evolution tager sit udgangs punkt med Platons homo generosus - det generøse og fornuftbaserede menneske. Menneskets mentale bredbånds forbindelse er meget høj og bred målt i informations data per. sekund bit se: Mærk verden, men er dog begrænset dvs. der forgår mange informationer, som vi ikke er os bevidst om, uden for jeg´et sfære hersker en overfladisk subjektivitet dvs. det som vi ikke kan gribe og forstå og , som derfor ikke kan verificeres i en målbar rationel forstand.
Spydige tunger har kaldt alt den morderne filosofi for - blot fodnoter til Platon; en sandhed med visse modifikationer, men aksiomerne dvs. grundsætningerne, er Platons. Platon (427-347 fvt.) er den første systematisk tænker, som vi har historisk kendskab til, desværre er mange af hans værker gået tabt. For Platon var verden noget, der hang sammen – noget sammenhængende, der af systemmastikken.Hos Platon finder vi de fire elementer – 1. Sprogets verden – dét, som sproget kan udtrykke og beskrive. 2. Tingenes verden – det, som vi kan røre ved. 3. Følelsernes verden – dét, som vi ikke kan røre ved, men som kan føles. 4. Tankernes verden – metafysikken, dét, som vi former vores begreber med. Ifølge Platon er disse elementer altid tilstedeværende i vores opfattelse af verden. For Platon var verden – idéernes verden og kreativitetens verden, og dermed også den morderne idéverden så som film, musik, design og kunst tager sit udgangspunkt med Platon idéverden. Der syntes da også, at hersker en indlysende analogi mellem Platons idéverden,
Darwins evolutionsbiologi, Einsteins relativitetsteori og Stephen Hawkings - universet i en nøddeskal. Med Platons” ånd” skabtes frihed, kreativitet og morderne tækning dvs. refleksion og selvkritik. Platons linje kaldes derfor idealismen i modsætning til hans elev Aristoteles (384-322 fvt.), som tænkte i fænomener, hans linje kaldes derfor materialisme.
(et gammelt kinesisk ordsprog siger: hvis du har et æg, og jeg har et æg, og vi bytter, ja, så har vi begge et æg; altså, der er lige lang vej over åen - status quo. Men hvis jeg har en idé og du har en idé og vi bytter, så har vi begge - to idéer). Altså udveksles der idéer og verden vokser. Når det kommer sig til erkendelsesteori komme vi ikke uden om den skotske filosof David Hume(1711-76), hans vigtigste læresætning lyder ”om det som vi ikke har nogen personlig erfaring med, om dette kan vi aldrig vide” hermed mener Hume det sanselige, det der kan erfares igennem sanserne dvs. det vi kan se, høre, smage, lugte og mærke. Hermed er vi igen tilbage i Platons verden.Det skal dog tilføjes, at Humes lov også omfatter naturvidenskabelig erfaring altså, at slutte fra årsag til virkning dvs. det vi kan erfare igennem kontrollerede forsøg og undersøgelser, som altid føre til det samme resultat, er også erfaring.

Den tyske sprogfilosof Ludwig Wittgenstein (1889-1951) skal have det sidste ord i denne syntese - hans meste berømte sætning lyder således” Det, hvorom man ikke kan tale, om det bør man tie”. Med andre ord hvornår styrter sproget ned i afgrunden (ravnerok) – i dets forsøg på, at beskrive verden? Wittgenstein havde omhyggeligt undersøgt hvad sproget kunne bære og magte og hvad, der var dets begrænsning. Sproget er som en bold, og med en bold kan man jo, som bekendt spile mange forskellige spil men, det er alene reglerne der sætter betingelserne.

Den fremragende danske filosof Peter Thielst sig et sted om sproget” Tanken/sproget, er som et lokomotiv; nok i stand til at bruse lidt frem og tøffe baglæns, men er dog altid bundet til sine skinner”.
Man kunne tilføje, at gud – døden og paradis er alle uinteressante spørgsmål idet, der ikke gives nogle klarificeret svar; så det bør man overhovedet ikke beskæftige sig med.
Lad mig slutte med et citat Buddha, som var en god tænker:

" Vi er, hvad vi tænker. Alt hvad vi er, opstår med vores tanker. Med vores tanker, skaber vi verden".

En eminent artikel, og to kommentarer holder niveauet oppe.

Tak er kun et fattigt ord, men ikke desto mindre: Tak.

Platon er evigt aktuel, og relevant. I disse nutidige interessante tider, er Platon mere aktuel end vanligt.

At se Platon som filosof, mener jeg dog er fejlagtigt. Hans tankegang var i høj grad pragmatisk. Ser man Platon som alene filosof og idealist, misser man formodentligt nogle vigtige og vægtige pointer.

Er man interesseret i samfundsforhold, kan "Lovene" anbefales.

Filosofi betyder sandhedssøger uden kalorietomme, spekulative luftkasteller og julemandshistorier. Men straks mærker vi, at ordet sandhed bliver lidt problematisk. Det bliver ligesom firkantet i første led - for hvad vil dét sige?
Sandheder er sjælende(?). Videnskaben giver sig af med kendsgerningerne, filosofien med spekulationen. Samtidig må man skelne mellem filosofi og andre arter af spekulation. I sig selv har filosofien ikke som mål at løse vore problemer eller frelse vore sjæle. Den er, som grækerne udtrykte det, en slags turistrejse, som man foretager sig alene for rejsens skyld. I princippet er der således ikke tale om dogmer eller ritualer eller hellige begreber af nogen art. Filosofien begynder, når nogle stiller et alment spørgsmål, og det samme gælder i videnskaben. De første, der udviste denne form for nysgerrighed, var grækerne.
Filosofien og videnskaben, som vi nu kender dem, er af græsk oprindelse.
Den græske opblomstring, der frembragte dette udbrud af åndsaktivitet, er en af historiens mest iøjnefaldende begivenheder Der er ikke før eller siden sket noget lignende. Inden for så kort et tidsrum som blot to århundrede frembragte grækerne inden for kunst, litteratur, videnskab og filosofi m.m. en forbløffende strøm af mesterværker, der endnu udgør den almindelige standarder for den vestlige kultur. Man kunne måske her tilføje, at USA på blot 250 år er blevet verdens supermagt nummer ét, og at Grækenland i dag ikke er nogen supermagt. Men så igen; romerriget var ved magten i mere end 500 hundrede år, og dog blev det bragt til fald. Platons skole varede ved i næsten 1000 år. Den filosofiske evolution fra Thales til Schopenhauer er et enestående kapitel i den europæiske historie, som man bør forholde sig til.
( For nærmer oplysning, se: Den vestlig verdens filosofi, af Bertrand Russell.1961 og den danske filosof Peter Thielst. Man bør tvivle om alt – og tro på meget. 1996.

Blot en lille fodnote.
Om filosofi se også: Buddha, Tao og Krishnamurti.

Vesten har endnu ikke forstået Østens filosofi men det er jo, aldrig for sent, så her kommer der nogle forslag.

1). Den Tibetanske dødebog. Tomothy Leary.

2). Lao Tes, Tao Te King. By Vigtor Dantzer 1971.

3). The texts of Taoism. The Tao Te Ching of Lao Tzu. Translated by James Legge 1962.

4). Taoism. The road to immortality. By John Blofeld 1978.

5). Yin & Yang. The Taoist Harmony og opposites. By J. C. Copper 1981.

6). Chuang Tus. By Gia-fu Feng and Jane English 1972.

7). Forstanden drager nord på. Tre Kapitler af filosoffen Chuantes.

8). Oldmester og hans bog. Ernst Møller 1909.

9). Visdommens bog. Tao Te King.

10). The way of Zen - ZenBuddhism Alan Watte. 1957.

11). The Good Heart. Dalai Lama.

12). The Impossible Question. Krishnamurti 1972.

13). The last talks Krishnamurti 1988

14). Lao Tzu - Tao Te Ching. Translated by Arthur Waley 1997.

15). Vedisk filosofi og religion. Satsvarupa dasa Gosvami 1977. ( ca. 5.000 år gammel).

16). Tao Te Ching - The book of Meaning and Life. Richard Wilhelm 1978.

17). Conversations. Krishnamurti 1970.

18). Frihed i nu´et. Krishnamurti 1972.

19). Bhagavadgita. Poul Tuxen.

20). Tao Te King. Poul Tuxen.

21). Dhammapada. Poul Tuxen.

22). The Philosophy of the I Ching. By Carol K. Anthony 1981. ( ca. 5.000 år gammel).

Allan Hansen skrev:

Vistnok en sandhed med modifikationer :-)

Hvis det modificeres til "græsktalende" (dvs. store dele af Middelhavsområdet), passer penge vist lidt bedre. Men anakronistiske betegnelser bør Egypten, Kypern, Kreta og Grækenland nævnes som væsentlige kulturområder.

Andre sprogområder og geografiske områder var også vægtige. Det aramæiske var måske lige så vægtigt? Før en vis makedoner underlagde sig verden, havde andre gjort det samme nogle hundrede år tidligere. Der var kulturel udveksling helt fra Italien til Kina, med væsentlige centre for læring. Vederne og kinøjserne var bestemt ikke bagud af dansen; heller ikke den gang.

Dertil kommer alle de områder vi ikke ved så meget om. Spanien, Frankrig, de britiske øer, de tyske områder. De var næppe barbarer (heller).

Dertil kommer det forhold, at den orale overlevering formodentligt var vigtigere end den skriftlige. På mange måder er oral overlevering stadig mere meningsfuld end den skriftlige. Det er jo langtfra således, at analfabeter intet forstår. Virkeligt afstumpede personer, er ofte personer der kan læse ordene, men ikke er lykkedes med at omsætte det til noget meningsfuldt ;-)

Interessant er det, at opblomstringen af åndvidenskab (der er bevaret på skrift) dukker op alle disse steder nogenlunde samtidigt, for ca. 2700 år siden. Men højkulturer er ældre end det. Pyramiderne er ældre, og der findes pyramider de mest utrolige steder. Syd og mellemamerika har flest, og den største pyramide ligger i Europa (Kroatien). Sphinxen er muligvis 1.700 år ældre end Giza pyramiderne. Anlæg a la Stonehenge findes der en del af rundt omkring.

Man kan kun forbløffes, over den begavelse og foretagsomhed der ligger bag gamle kulturen. Og ærgre sig over, hvor lidt der er bevaret, og hvor lidt vi har forstået.

Den stor-europæiske kulturarv begynder rigtignok i klassisk tid, og varer ved indtil sidst i det 19. århundrede, hvorefter hjernedødheden satte ind. Det begynder at gå galt efter den italienske renaissance, men holdes på afstand af åndseliter forskellige steder.

Det er trist, at så få aner hvilken rig tradition der ligger til grund for Europas claim to fame.

Du nævner Wittgenstein. Som jeg ser det, er han den væsentligste tænker i nutidigt perspektiv, hvad angår det rent (strengt) filosofiske. Forordet til hans Tractatus outliner hvad han mener filosofi går ud på. Jeg mener, har har ganske ret. Både i hans opfattelse af filosofiens natur og formål, samt i at han (med Tractatus) lagde et klippefast grundlag at "filosofere" ud fra.

Allan Hansen skrev:

Mange tak for listen.

Du har ret med uvidenheden; på det område er jeg på bar bund (næsten). Uagtet at jeg har flere af bøgerne stået; det kniber med at finde tid til at læse alle det gode bøger der eksisterer.

Et værk jeg varmt kan anbefale, er Leo Tolstoy sidste projekt. Hans bestræbelser på at lave visdomskalendere, men "daglige tekster" hentet fra (al)verdens fremmeste tænkere til alle tider. Tolstoy største bidrag og gave, til eftertiden. Denne/disse er vist ikke udgavet på dansk, men der findes flere på engelsk. Det er det pureste guld, kondenseret til en side pr. dag.

For kristne en bonus oplysning: Den er masser af sublime referencer fra Ny-testamentelige tekster, fra kirkefædre, fra gammel-testamentelige profeter, fra Torah og Talmud tekster. Man risikerer at blive markant klogere af sådan en lille fiks kalender.

Verden som vilje og forstilling, af Arthur Schopenhauer ( 1788- 1860 ) udkom 1818 og findes nu endelig i sin fulde udstrækning på dansk. Måske den mest helstøbte filosofiske afhandling denne verden endnu har set (siden Platon). Man forstår hvorfor Schopenhauer blev så stor en inspiration for så mange - ikke blot for andre filosoffer som F. Nietzsche, J. P. Sartre, M. Heidegger, K. Marx, J. Habermas. Villly Sørensen, også S. Kierkegaard læste Schopenhauer men han ( K )forstod ikke helt hvad S talte om. Men også mange forfattere så som Franz Kafka, August Strindberg, Thomas Mann, Per Lagerkvist, Hermann Hesse, Karen Blixen og mange mange andre var stærkt inspireret af A. Schopenhauer.

Også folk som Bohr, Einstein og Freud, Picasso og Dali var store beundre af Schopenhauer og i en vis forstand foregriber Schopenhauer både Darwins evolutionsteori og Einstein relativitetsteori og anden forstand også S. Freud psykoanalyse. Man kan måske sige den er lidt langhåret 644 sider vægt et kilo og 60 gram. Kompleksiteten dvs. dybden og bredden er støre end noget andet værk som jeg kender til mao. rig på dybe velformulerede tanker.

Biografi:

Arthur Schopenhauer er ikke nogen menneskeven.
Tværtimod: han afskyer menneskene ,, Menneskeforagter" kalder han sig selv.
Moderen, den engang så berømte forfatterinde Johanna Schopenhauer, klager bittert over sønnens mismod; hans evindelige ,,lamenteren over den dumme verden og den menneskelige elendighed" går hende på nerverne. Han lurer mistroisk på, hvad omverdenen kunne gøre ham.
Han har altid et våben parat i sit soveværelse, og han skjuler sine ejendele i lejlighedens mest afsondrede kroge.
Han lader sig aldrig rage hos en barber af frygt for, at denne kunne skære halsen over på ham med rage-kniven.

Arthur Schopenhauer, 22.2.1788-21.9.1860, tysk filosof, født i Danzig (nuv. Gdańsk) som søn af en storkøbmand. Efter faderens død i 1805 flyttede han med sin mor, forfatteren Johanna Schopenhauer, til Weimar og kom dermed i kontakt med Johann Wolfgang Goethe, og brødrene Schlegel mfl.
Han studerede i Göttingen, Berlin og Jena, hvor han 1813 blev doktor på afhandlingen Über die vierfache Wurzel des Satzes vom zureichenden Grunde. I 1816 udgav han Über das Sehen und die Farben, der var ment som et forsvar for Goethes farvelære, men som Goethe afviste. Arthur Schopenhauer virkede en tid som universitetslærer i Berlin, men uden succes, bl.a. fordi han var erklæret modstander af G.W.F. Hegels filosofi og den tyske idealisme i almindelighed.
Fra 1833 til sin død levede han som ensom særling i Frankfurt am Main. Med essaysamlingen Parerga und Paralipomena (1851) blev hans berømmelse grundlagt, og han nåede selv at se bøger om sin tankeverden udkomme.
I sit hovedværk, Die Welt als Wille und Vorstellung (1819; udvidet til 2 bd. 1844), fremlægger Schopenhauer en delvis Kantinspireret teori, ifølge hvilken verden blot er subjektets "forestilling", dvs. kun består af fænomener. Disse må dog have en dybere årsag, som Schopenhauer udpeger til at være viljen. Det forhold, at mennesket har en krop, som det i sit handlingsliv formår at kontrollere umiddelbart, lader ane, at viljen udgør menneskets inderste væsen og dermed også ligger til grund for fænomenerne. Arthur Schopenhauer beskriver viljen som en blind "livsvilje" eller "trang til eksistens", der imidlertid aldrig kan tilfredsstilles, men er årsag til lidelse hos alle bevidste væsener.
Det gælder derfor ifølge Arthur Schopenhauer om at bekæmpe livsviljen. De bedste midler hertil er den æstetiske betragtning, der udmærker sig ved at være "interesseløs" (Schopenhauer er her tydeligt påvirket af Immanuel Kants æstetik), eller askesen, ligegyldigheden over for verden, sådan som den kendes fra buddhismen. På denne måde er det muligt at opnå en tilstand af "ikke-væren", svarende til buddhismens begreb om nirvana. Selvmord er derimod ikke nogen løsning; det er ikke et radikalt brud med livsviljen som sådan, men blot en reaktion på de særlige omstændigheder ved ens eget liv.
I 1840 indsendte Arthur Schopenhauer sin besvarelse af en prisopgave, Über die Grundlage der Moral, til Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab, men den blev ikke prisbelønnet. Den indgik i Die beiden Grundprobleme der Ethik (1841) s.m. en norsk udskrevet og belønnet prisopgave om viljens frihed. I sin etik fremhæver Schopenhauer medlidenhed som det primære moralske fænomen. Jeget er en illusion; viljen er den samme i alle individer, og dette kan indses gennem medlidenheden, hvorimod egoismen er en lidelsesskabende illusion. Han afviser til gengæld alle forsøg på at forbedre verden, fx i form af konkret godgørenhed eller politisk handling.
Filosofihistorisk står Arthur Schopenhauer mellem på den ene side romantikken og den tyske idealisme (som han polemiserede voldsomt imod, men forblev stærkt påvirket af), på den anden side den egentlig moderne filosofi. Han var kritisk over for både den bestående verdensorden og de politiske ideologier, og han gik bag om det bevidste subjekt, idet han så menneskets tanker og handlinger som udtryk for en irrationel drift. Samtidig fastholdt han idealet om forløsning, om en udfrielse fra denne verden, ligesom hans kunstsyn forblev romantisk.
I 1870'erne blev Friedrich Nietzsche hans beundrer og hans kritiker, og han inspirerede Richard Wagner. Via Eduard von Hartmann fik han siden indflydelse på Sigmund Freuds teorier om det ubevidste. Schopenhauer skændes uafladeligt med sine forlægger, som han bebrejder, at de ikke gør nok for at udbrede hans bøger. Han tilbringer da også sine sidste leveår i trodsig tilbagetrukkenhed i Frankfurt, han omtaler sig selv som ,,misantrop" og har kun den elskede og tro puddelhund som husfælle.
Hans (had) gælder først og fremmest filosofiprofessorerne. Schopenhauger prøvede selv at få ansættelse ved universitetet. Da han var overbevist om, at studenterne tørstede efter at høre netop ham, henlægger han sin forlæsninger i Berlin til det tidspunkt, hvor den berømte Hegel forlæser, og han undrer sig over, at der er så ringe tilslutning, ja at tilhørerne til slut helt udebliver.Han opgiver da omsider lærergerningen og trækker sig tilbage til rollen som privat-docent. Sin manglende succes tilskriver han imidlertid ikke sig selv, men de andre filosofiprofessorers formodede had og misundelse, da han er af den formening, at han viser sig for dem om natten som en varulv. Han får luft for sin skuffelser ved at slynge om sig med skældsord, men han er dog forsigtig nok til at få juridisk vejledning med hensyn til ordvalget. Skældsorden er især rettet mod Hegel. Dennes lære er for ham ,,det absolutte vrøvles filosofi",galimatias" falsk visdom ,,dåresnak". Hegel selv er en ,,nonsenssmører" et ,,åndeligt uhyre. Og det går ikke bedre Fichte. Hvad denne frembringer, er ifølge Schopenhauer ,,sofisme" , ,,hokuspokus og sniksnak.

Schopenhauer undtager naturligvis sig selv fra denne fordømmelse af den samtidige filosofi. Hvad tidliger filosoffer har tænkt - med undtagelse af Platon, Aristoteles, Kant og nogle engelske filosoffer - synes han er ,,fladt" i forhold til sin egen tænkning. Han kalder sig ,,filosofiens" hemmelige kejser". Schopenhauers menneskeforagt udspringer af den dybe og omfattende pessimisme, der er så karakteristisk for ham. Den gennemsyrer hele hans tænkning; han taler om det ,,melankolske og trøstesløse" i sin filosofi. Menneskets liv er således betragtet komedie og tragedie i ét. Hertil kommer, at mennesker også gør livet til lidelse for hinanden. For ,,uretfærdighed, yderste urimelighed, hårdhed, ja grusomhed" kendetegner menneskenes handlemåde over for hinanden. De vilde æder hinanden, de tamme bedrager hinanden:det kalder man verdens gang. Da succesen og dermed også berømmelsen langt om længe indfinder sig, triumferer han: ,,Jeg er, på trods af samtlige filosofiprofessorers mangeårige fornede modstand, omsider trængt igennem".

VERDEN SOM FORESTILLING.

Schopenhauer var, hvad vi kalder "livsfilosof" ; og det vil sige, at selv døden fornægtes og betragtes som en del af livet. Livsfilosofien er vendt tilbage. Menneskets væsen er viljen og ikke fornuften. Verden er altså noget, vi forestiller os. Den er en forestilling ligesom et teaterstykke, men er der noget bagved forestillingen? Ja, der er viljen, og den er inden i os. Når vi kan erkende verden som andet end en forestilling, er det, fordi vi med vores krop er med i forestillingen, og kroppen kender vi. Den er viljen, og vi erkender verden gennem den. Sådan lyder i meget korte træk og helt ufuldstændigt Schopenhauers filosofi. "mennesket vil aldrig kunne opfatte/forstå verden - men kun dele af verden: foran os er kun intet". For at kunne forstå Schopenhauer, skriver han selv, skal man have studeret Kant grundigt og ikke kun læst om ham. Der er ikke langt fra Schopenhauer til hans to vigtigste elever, Nietzsche og Freud. Schopenhauer minder også lidt om Kierkegaard, og Johannes Sløk har faktisk skrevet om ham i en af sine sidste bøger, der meget betegnende hedder "Livets elendighed.

Johannes Sløk skriver bl.a. " I Schopenhauer vision er alt i tilværelsen dybest nede eller
i sit inderste væren ét og det samme, nemlig vilje. Alt er til, fordi det vil være til. Eller man kan sige, at viljen vil være til i et uoverskueligt antal manifestationer, grænseløst eller beder: uendelige mange. Det er genmen tid, rum og causalitet som kantske transcendentaler, individualiseringen sker. Man må i den forbindelse huske, at individualiseringens princip, principium individuationis, var et begreb, man havde drøftet og været uenige om lige siden den antikke filosofi og forstærket middelalderen igennem. Man kunne hævde, at individuationen skete gennem stoffet, materien; en platonsk idé, eksempelvis en rose, var abstrakt eller alment begreb, et rent åndeligt fænomen, men når denne idé forenede sig med stoffet, opstod den individuelle rose ude i min have. I senmiddelalderlige nominalisme blev begrebet meningsløst, eftersom det var individerne, de enkelte ting, der var til, mens det abstrakte ord rose blot var et navn. Schopenhauer, der tænkte i kantske baner, måtte igen stille spørgsmålet om principium individuationis, for hvad der i første række var til, var ikke de enkelte individuelle ting, men viljen til at være. Overgangen fra viljen til væren til de enkelts individulle ting skete følgelig gennem tid, rum og causalitet. Ifølge Schopenhauer var disse tre transcendentaler uendelige.
På det punkt tænker han anderledes end Kant, for efter Kants mening var der tale om anskuelsesformer og forstandskategorier, og at spørger, om de var endelige eller uendelige, var at stille et meningsløst spørgsmål. Men i Schopenhauers optik var det kun meningsløst i den forstand, at svaret var selvfølgeligt; de var, som Schopenhauer opfattede dem, naturligvis uendelige; tiden har ingen begyndelse eller afslutning, rummet ingen yder grænse, og at lade causalitetsrækken slutte med en årsag, der ikke selv var virkning af en tidligere årsag, var lige så meningst som at spørge om tidens begyndelse.
På den måde forklarer han, at viljen til væren bliver til alle tænkelige individuelle ting.
Men det rejser straks et nyt problem, for når det er den samme vilje til væren, der gennem individuationsprincippet bliver til de mange individuelle ting, hvorfor bliver da resultatet ikke en harmonisk verden, hvor alt passer sammen, eller det ene passer til alt det andet?".
( Livetes elendighed. Johannes Sløk 1997).

Thomas Mann har denne komentar:

"Ved dette åbenbare misforhold mellem arbejdet og lønnen synes viljen til livet os, objektivt taget en dumhed, eller subjektivt taget en illusion, der har grebet alle levende væsener, som derfor af alle kræfter arbejder hen mod noget som ingen værdi har. Men ved en nøjere undersøgelse vil man også her finde, at det snarere er en blind trang, en fuldkommen grundløs, umotiveret drift.
Motivationsloven strækker sig nemlig kun til de enkelte handlinger, ikke til viljen i det hele overhovedet. Heraf kommer det, at når vi opfatter menneskeslægten i den færd i det hele og almene, så fremstiller den sig ikke på samme måde for os, som når vi ser på de enkelts handlinger, nemlig som et spil af marionetter, der på sædvanlig måde bliver sat i bevægelse ved tråde, men så tager det sig ud som et spil af marionetter, der bliver sat i bevægelse af et indre urværk. Hvis man nemlig - som ovenfor gjort - sammenligner menneskenes rastløse, alvorlige og besværlige færd med, hvad de til gengæld får eller nogen sinde kan få, så kommer man til det omtalte misforhold, idet man erklærer, at det søgte resultat, taget som bevægende kraft, er absolut utilstrækkeligt til at forklare al denne bevægelse og dette rastløse jag.

For hvad er i virkeligheden en kort opsættelse af døden, en lille lettelse i elendigheden, en dulmen af smerten, momentan tilfredsstillelse af ønsket - ved siden af alle disse tings hyppige triumf og dødens visse sejr?
Kan den slags fordele være de virkelige grunde, som driver hele denne menneskeslægt, der er talløs, fordi den stadig fornyer sig, og som vi stadig ser styrte omkring, jages, trænges, pines sprælle og opføre hele den tragikomiske verdenshistorie, ja, hvad der er endnu mærkeligere, holde ud, så længe det blot er enhver muligt, i en sådan karikatur af en tilværelse?,,.
( Udødelige tanker - Schopenhauer. Thomas Mann 1949).