OPDATERET 22. FEBRUAR Privatskole eller folkeskole? Følg mail-debat mellem Kurt Ernst, formand for Danmarks Privatskoleforening, og Jan Andreasen, socialdemokratisk skolepolitiker

"Folkeskolen er det eneste sted, hvor danskerne stadig mødes på tværs af sociale, økonomiske, kulturelle og religiøse skel".

Sådan lyder det ofte i debatten om folkeskolens betydning for fællesskabet. Men er det rigtigt?

STORT TEMA:Kløften - eksisterer der stadig et dansk fællesskab?

Og er privat- og friskolerne så udtryk for en egoistisk tilgang, hvor den ressourcestærke del af befolkningen kan placere deres børn, langt væk fra folkeskolens svage elever og sociale problemer?

I forbindelse med Kristeligt Dagblads store artikelserie "Kløften" vil Kurt Ernst, formand for Danmarks Privatskoleforening, og Jan Andreasen, socialdemokratisk folketingskandidat og lektor i samfundsfag, krydse klinger i en mail-debat om skolens betydning for fællesskabet.

Debatten kører løbende i den kommende tid. Følg den herunder med de nyeste indlæg nederst.

"Privatskolerne udviser social forståelse" Kære Jan Andreasen,

I den politiske verden fyger for tiden nedskæringer og fejlagtige forestillinger over den frostklare og kolde himmel. Snart rammer det folkeskolen (og ikke bare dén i København), snart de frie grundskoler – privatskoler og friskoler (eller hvad de nu kalder sig).

Der bliver ikke sparet på de løse formodninger, og i en opskruet og skinger tone sker det så, at det er selve forholdet eller det manglende imellem de to skolesektorer, der sammen med fordomme og misforståelser kommer til at fylde det hele.

Her i det nye år har debatten ofte fået mig til at tænke på Kierkegaard, som vist nok har sagt, at ” naar Tanken mangler i den larmende Tale, saa er det Tankeløsheden der slaaer sig løs i Udtrykkets Løsagtighed”.

Det er ærgerligt, for jeg er overbevist om, at du og jeg langt hen tænker det samme om den grundskole, vi har i dagens Danmark.

Jeg er sikker på, at også københavnske skolepolitikere alene er optaget af at skabe det bedst tænkelige skoletilbud til vores børn.

Ja, jeg er sikker på, at alle lærere og ledere på alle landets skoler er engageret og optaget af at løfte denne væsentligste opgave overhovedet: ”Teach your children well”, som Graham Nash så smukt udtrykker det på Déjà Vu – og fortsætter han - ”feed them on your dreams”.

Der er trange forhold for drømme i disse tider. Igen ærgerligt, for lige nu har vi mest brug for dem. Nu er vi jo i skoleverdenen, og jeg vil gerne lægge op til en anerkendende og pædagogisk dialog mellem parterne. Vi vil jo et eller andet sted det samme.

Så lad os da tage fat. De frie skoler ødelægger folkeskolen, vi gør det for vanskeligt for dem, hedder det. De ressourcestærke forældre curler rundt i systemet og efterlader en forslået folkeskole. Vi splitter folkeskolen, og allerværst ødelægger vi sammenhængskraften i samfundet og forplumrer det store fællesskabsprojekt!

Det kan nok ikke undre dig, at jeg ser det på en lidt anden måde. At fællesskabet er truet, kan vi hurtigt blive enige om, men at det er de frie skolers skyld er bare forkert.

Eller er det så forældrenes skyld? – de forældre, der ligesom du og jeg bare vil det bedste for deres børn.

Jeg vil sige tværtimod. I al fredsommelighed vil jeg hævde, at det er forældrenes politikere, der har hovedansvaret, når man for eksempel lukker en i øvrigt velfungerende folkeskole ned.

Jeg tror ikke, at politikerne har været tilstrækkeligt opmærksomme på, at også forældretypen og –rollen har ændret sig i de senere år. Det er privatskolerne meget opmærksomme på.

Hver eneste frie skole er konstant i overvejelser omkring, hvordan det lige er, at vi håndterer vores lille holdningsskole, når vi i øvrigt i det store samfund grupperer os i små smagsfællesskaber?

Hvordan kan vi give forældre og børn et holdnings- og værdibaseret lærings- og dannelsestilbud, der på en og samme tid opfylder de enkelte forældregruppers (livsstilssegmenterne) - divergerende opfattelser af og forventninger til tidens skole og samtidig tilgodeser hensynet til det store fællesskab: ”samfundet/nationen/byen/kvarteret/næsten”?

De frie skoler er holdningsskoler, men de er også – som folkeskolerne – dét, jeg vil kalde for ”segmentskoler”.

Mit ærinde er ikke at nedgøre segmentskoler i forhold til klassiske holdningsskoler. Tværtimod. Jeg vil bare fortælle, at segmenteringsbølgen rammer både folkeskolen og mange frie grundskoler.

Jeg nævner det kun, fordi dette forhold i høj grad er med til at vanskeliggøre nødvendige reformer i folkeskolen. Men det kan da aldrig være de private skolers skyld. Og at man fra politisk side har kritiseret især vores københavnske skoler for at være segmentariske og for kun at henvende sig til ganske bestemte forældregrupper, er en urimelig beskyldning mod disse skoler, der i lige så høj grad som de øvrige skoler giver begrebet ”diversitet” indhold og mening.

Enhedsskolen har således vanskelige vilkår, sådan vil det være, når der er ”en million måder at leve på”. Livsstilstænkning er bare en anden og mere kompleks og raffineret kategorisering af mennesker – en kategorisering, som til alle tider har fundet sted.

Det er vores påstand, at de private skoler ikke er ringere end folkeskolen til at ”tænke” på tværs af kategorierne. Faktisk tænker vi nok netop mere horisontalt end vertikalt. Vi tænker ikke høj og lav status. Vi udviser stor social forståelse. Man kunne også sige det på den måde, at diversiteten kommer til udtryk i en horisontal forståelse. Og vi siger ikke, at vi er bedre, vi siger, at vi er alternative.

Her er det så vigtigt at pointere, at diversiteten er et udtryk for de frie skolers samlede tilbud. Den enkelte skole kan godt rumme diversiteten og eksempelvis indgå i forpligtende samarbejdsrelationer med fx kommunen. Men det er afgørende, at friheden til at bestemme graden af samarbejde ligger hos skolen.

Frie skolers vilkår og rammer er i det hele taget et godt udtryk for den stabilitet og det tillidsniveau, der præger det demokratiske samfund (civilsamfundet). Der er ikke frie skoler i diktatursamfund, siger det ikke alt?

Hvordan kan vi så hjælpe folkeskolen? Ved at vise kollegerne respekt og ved lokalt at indgå samarbejdsaftaler. Der er mange muligheder, men fasthold forskelligheden!

Det største overordnede ansvar har imidlertid politikerne, og vi peger gerne på en række muligheder. Start med at give ejerskabet tilbage til lærerne i folkeskolen! Ophør med den stramme styring, tro på lærerne, vis tillid og lad forældrene og lærere få bedre samarbejdsvilkår.

Sørg for mere hjælp til elever med vanskeligheder. Stop for ensidige inklusions- og eksklusionsøvelser. Modificér forestillingen om enhedsskolen. Stop for rigide registrerings- og dokumentationsafrapporteringer.

Dette var en start på en forhåbentlig lang og god debat, der kan flytte fordomme og skabe en bedre skole for alle.

I mit næste ”brev” til dig vil jeg fortælle mere om, at de frie skoler ikke er truslen mod fællesskabet, tværtimod. Vi sikrer det og er herudover en vigtig brik for udviklingen af folkestyret. Det er egentlig meget enkelt: De små fællesskaber i samfundet konstituerer det store!

Venlig hilsen

Kurt Ernst, Danmarks Privatskoleforening.

"Folkeskolen er velfærdssamfundets salt"  
 
Kære Kurt Ernst,

Mange tak for din mail.

Jeg har altid troet på at folkeskolen er det bedste sted for mine børn at gå i skole. Derfor har mine 4 børn også alle gået i folkeskolen. Det har vi aldrig fortrudt.

Alligevel er der ingen grund til at lægge skjul på, at folkeskolen ind imellem har tæret på tålmodigheden. Også kostet hårde kampe. Jeg har da heller ikke altid været enig i skolens dispositioner. Langt fra.

Det tror da pokker, for vi lever – som du skriver - i et mangfoldigt samfund, hvor vi alle sammen har en mening om alting. Ikke mindst om skolen. På det område er vi jo alle eksperter. Men for os – mine børn, min kone og jeg – har det været det rigtige. Og det er faktisk noget vi tit har snakket med børnene om i familien, også efter at de er kommet i gymnasiet.

Dertil kommer - og det er en politisk bekendelse: Jeg tror på velfærdssamfundet. Jeg tror at folkeskolen er velfærdssamfundets salt. Det er her vores børn møder andre børn og lærer at forstå dem, som er forskellige for dem selv. Både etnisk og socialt. Den meget omtalte kammeratskabseffekt giver alle elever en hel masse. Både fagligt og socialt. Uden en folkeskole med solide rødder i befolkningen, intet velfærdssamfund, som vi kender det i dag.

Heldigvis har vi også her i landet en lang friskoletradition, der altid har været et alternativ til folkeskolen for de familier der vil gå andre veje.

Når det fungerer allerbedst, inspirerer friskolerne og folkeskolerne hinanden på en fremragende måde. Friskolerne modtager meget store offentlige tilskud. 72 pct. af deres drift betales af skatteyderne.

Det har aldrig været meningen, at vi skulle have engelske eller amerikanske tilstande her i landet. Alle skal have en økonomisk mulighed for at vælge friskole til deres børn. I USA og England er dette privilegium kun forbeholdt folk med en meget solid økonomi.

Store offentlige tilskud til friskolerne indebærer selvfølgelig også, at friskolerne er en del af fællesskabet. (Betalte forældre - der vælger friskoler til deres børn - helt og holdent for børnenes skolegang ville det naturligvis forholde sig anderledes.) Fint nok at være en fri fugl, hvis man har lyst til at udfolde sin kreativitet og lave ”små smagsfællesskaber”, som du skriver.

Med til historien hører også at friskolerne har friheden til selv at vælge deres elever. Et privilegium friskolerne altid har værnet om. Jeg vil ikke her påstå, at den kriseramte folkeskole – for det er den, det kan alle se – ville være fri for problemer, hvis folkeskolen selv kunne vælge sine elever. Men alting ville være meget nemmere, for nu at sige det mildt. Det ved enhver der har beskæftiget sig med læring og undervisning.

Efter min mening er det kun rimeligt, at friskolerne påtager sig et socialt ansvar. Problemet i vores storbyer – især - er jo, at mange stærke familier har valgt folkeskolen fra, fordi mange folkeskoler - i nogle bydele - er ved segne under tyngden fra de store sociale problemer, som de er overbebyrdet med. Det ønsker de ikke at deres børn skal være en del af. Meget forståeligt.

Den store udfordring i de kommende år er - efter min opfattelse - at folkeskolen og friskolerne må finde ind i et samarbejde, så alle tager et socialt ansvar. Friskolerne må også med. Det betyder naturligvis også, at de friskoler, der påtager sig et socialt ansvar – og åbner op for elever med problemer – skal kunne modtage de ekstra ressourcer, som folkeskolerne i dag modtager til disse børn.

Bedste hilsner

Jan Andreasen,

Folketingskandidat (S), lektor i samfundsfag og historie
 
 

"Det er næsten som om, at friskolers børn ikke skal blive for dygtige"  
 
Kære Jan,

Tak for dit gode svar.

Jeg ser, at vi på de fleste områder ganske som forventet er ganske tæt på hinanden.

Det er heller ikke så underligt, for vi vil begge en god skole for børnene, og ingen af os kan vel acceptere eller anerkende en skole, der ikke kan finde balancen mellem på den ene side hensynet til individet/mennesket/eleven/forældren og på den anden side samfundets/statens fordringer.

Så du har ret i, at skolen betyder meget for velfærdssamfundets udvikling, ja, måske betyder det allermest, at samfundet kan tilbyde borgernes børn en grundskole, som de har tillid til, og som de ønsker at engagere sig i.

Her kan folkeskolen godt være det valg, som de fleste foretrækker. Det er ikke så afgørende for de frie skoler, om vi ”har” er 15 eller 30 % af børnene. Derimod betyder det alt, om vi har et tilstrækkelig stort frihedsrum? Og at vi bruger, det vi har – og på en ordentlig måde.

Derfor ønsker også jeg det bedste for folkeskolen, den kan vi ikke undvære, det ville være det værste anslag mod diversiteten i uddannelsessystemet.

Vi er ikke ligeglade med de udfordringer, som rammer folkeskolen – og samfundet. Og her betyder pengene intet.

Hvis vi er ligeglade og respektløse, er der kun to muligheder for den frie grundskole, den ene mere skræmmende end den anden: Enten glemsel eller marginalisering eller en privatiseret og uniform folkeskole uden holdninger og ideer. Vi skal have lov til – og vi skal oven i købet turde noget mere, ellers er de frie skolers eksistens truet. Deres eksistensberettigelse er i hvert fald!

Så du siger, at samfund og sammenhængskraft er truet, hvis ikke folkeskolen bevares. Jeg siger, samfund og sammenhængskraft er truet, hvis ikke vi giver plads til holdningsskolerne – skoler, hvis virksomhed er baseret i et særligt pædagogisk, religiøst eller politisk værdisæt.

I den aktuelle debat handler det desværre mere om ideologiske end pædagogiske markeringer. Og nu – som så ofte før - er der så gået ”skolepolitik” i den. I partierne til højre har man haft patent på friheden og til venstre på ligheden. Nu er billedet ganske diffust.

Men jeg vil gerne slå fast, at de frie skolers bidrag til samfundet og dets udvikling bedst sikres, hvis frihedsidealet vægtes højest. Det er en fejlopfattelse, at en forskydning i retning af mere ”lighed” (forstå/læs det som ensretning) vil medføre, at de frie skoler i højere grad end i dag vil kunne løfte ansvaret i forhold til samfundet. En ensretning mellem skoleformerne vil gøre opgaven sværere. En uniform skole ødelægger et samfund.

Det er bare ærgerligt for både folkeskolen og de private skoler, at partiernes ”sociopædagogiske” holdninger ift. skolens opgave kommer til at skubbe opmærksomheden væk fra det, som det handler om.

Samfundet har brug for en grundskole, der lærer børnene at begå sig – og i faglig verdensklasse. I stedet underlægges skolens egentlige og primære opgave – undervisningsopgaven – andre opgaver. Lidt provokerende kan man sige, at på trods af den store fokusering på faglighed og fordybelse, er det næsten som om, de frie skolers børn ikke skal blive for dygtige.

Hvis I vil have kroner og legitimitet, skal I have de samme fag, den samme pædagogik, den samme organisation, den samme voucherordning, de samme problemer, børn og klasser som i folkeskolen. Og sørg så for at passe ungerne billigt – også de såkaldt ”svagere”, giv dem lidt opdragelse – I får hele dagen! Glem ikke lidt integration og hertil en knivspids kærlig omsorg.

Med sådan en entydig formel løses alt, og den ene 5 års-, undskyld 5 ugers-plan kan afløse den anden. Planerne er skam smukke. Først planlægger vi, at 95 procent af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Når vi så må opgive den plan, fastsætter vi nye fremadrettede mål. Sådan kan det fortsætte i det uendelige i dette ”big bang” mellem ligheds- og frihedsidealer.

Jeg tror, at det er vigtigt, at forældrene og de frie skoler markerer, at skolens primære/vigtigste opgave er undervisningen og ikke socialpædagogiske løsningsmodeller for alverdens problemer. Politikerne forlanger, at skolen skal løse, redde alt – boligproblemer, integration, sociale og psykiske problemer.

Det kan hverken folkeskolen eller de private skoler, og lærere og skoler i begge lejre mødes med en både urimelig og usaglig kritik. De frie skoler tvinges så oven i købet til at dokumentere deres sociale ansvarlighed – præcis den ansvarlighed, der netop formede skolerne fra deres oprettelse, gennem omskiftelige tider og frem til den moderne holdningsskoles befordrende ramme for det meningsfyldte samvær mellem børn og voksne.

Jeg er enig med dig i, at folkeskoler og privatskoler sagtens kunne finde ind i et bedre samarbejde.

Det er bare vigtigt, at det ikke sker ved at straffe de frie skoler tilskudsmæssigt – eller ved at indføre forskellige sociale kriterier for tilskuddet.

De frie skoler er i præcis samme omfang som folkeskolen parat til at påtage sig det sociale ansvar. Det gør de faktisk på alle målbare områder – ikke mindst i forhold til to-sprogede og specialundervisningsopgaven.

Men barnet ryger ud med badevandet, hvis du begynder at straffe de frie skoler ved at tage tilskuddet fra dem eller indføre tvangsindskrivninger eller mål for en autoriseret og standardiseret elevsammensætning på den frie skole.

Med bedste hilsen

Kurt

 

"Folkeskolen er det sidste store fællesskab, måske sammen med folkekirken"  
 
Kære Kurt

Mange tak for din mail, som også giver mig troen på, at det kunne være muligt at finde ind i et godt samarbejde mellem folkeskoler og friskolerne.

Mange steder i folkeskoleverdenen er der i dag en stor interesse for samarbejdet. Uden at antaste friskolernes måde at drive skole på. Hvorfor skulle vi dog blande os i det?  Det bestemmer I naturligvis selv, inden for lovgivningens rammer. Faktisk tror jeg, at der kunne komme rigtigt meget godt ud af et samarbejde, hvor vi alle lagde reservationerne på hylden og kastede os ud i det.

Når jeg snakker med forældre, der har deres børn i friskole, oplever jeg at rigtigt mange også ønsker dette samarbejde. Og de ønsker at friskolerne skal være med til at tage et socialt ansvar.

Jeg håber på at dialogen i den kommende tid vil dreje sig om at udvikle samarbejdsformer som vi alle kan stå inde for. Det er desværre ikke faldet så heldigt ud tidligere. Men jeg tror at der nu er en helt anden vilje tilstede fra begge sider. Og at vi kan komme videre.

Begge dine breve synes jeg dog bærer præg af at I står i et kolossalt dilemma. På den ene side vil I meget gerne modtage de store offentlige tilskud som I får. Selvfølgelig.

På den anden side vil I gerne være frie og selv bestemme hvilke elever I optager i friskolerne. I må – efter min opfattelse – også påtage jer et socialt ansvar.

Det er og bliver en samfundsmæssig opgave, som I også må tage alvorligt, så længe skatteyderne er med til at finansiere friskolerne. Det tror jeg også der er en forventning om overalt i samfundet. For nylig da diskussion dukkede op endnu engang, var det interessant at opleve at de store elever på en københavnsk friskole viste stor forståelse for, at der også påhviler friskolerne et socialt ansvar. Det var meget opløftende at høre.

Husk på, folkeskolerne står i en hverdag hvor de skal optage alle de elever der kommer til skolerne. De fleste kender beretningerne fra folkeskolelærere, der fortæller om, hvordan 3-4 udfordrende elever kan skabe store problemer i en hel klasse. Jeg skulle hilse at sige, at disse elever bliver der ikke færre af. Tværtimod. 

Men det drejer sig ikke om at friskolerne skal redde hele verden. Slet ikke.  Jeg deler din bekymring for at skolerne generelt pålægges så mange opgaver, som de ikke har en jordisk chance for at løse dem. Fri os for det.

Men vi står i dag i en situation hvor forældre fravælger folkeskolen fordi der er for mange sociale problemer. Eller fordi – som vi ofte oplever det i København og andre storbyer – at der er mange tosprogede elever. Folkeskolerne bliver i dag oftere et fravalg, snarere end at friskolerne bliver et aktivt tilvalg. Det har aldrig været mening. Derfor har vi i dag A og B skoler i nogle byer. Det er den sociale sammensætning, der især bekymrer mig.

Skolen er en kulturbærende institution med en kolossal betydning for børnenes udvikling. Heri er vi enige. Efterhånden er folkeskolen vel det sidste store fællesskab der er tilbage i det moderne samfund. Der hvor du også møder alle dem der er forskellige fra dig selv og din familie. Måske sammen med folkekirken, hvor kun de færreste danskere dog har eller har haft deres daglige gang.  Ærgerligt hvis det går tabt.

Og glem endelig ikke at folkeskolerne slet ikke er som i gamle dage. Folkeskolerne er i dag mangfoldige. Folkeskolerne har – hver i sær - i årenes løb udviklet deres egen kultur og pædagogik. Mange folkeskoler har ladet sig inspirere af friskolerne. Ikke mindst det forhold giver håb for fremtiden.

Bedste Hilsner

Jan