”Den ene dag har jeg det okay, den næste dag er jeg dårlig. Det svinger også med humøret. Jeg er ikke sikker på, at jeg helt har fattet, hvad der er sket,” siger Peter Mols og remser op, hvad han havde kørende for blot et år siden:

Sammen med sine to sønner drev han i Vonge nord for Vejle et stort landbrug på 550 hektar, hvoraf de selv ejede 430 hektar. Det svarer til mere end 500 fodboldbaner. Der var syv ansatte ud over ham selv og sønnerne. Familien producerede 16.000 slagtesvin om året. Grisene stod fordelt på forskellige ejendomme, der også husede 825 søer.

Familien havde mange millioner i egenkapital og en aktieformue på et tocifret millionbeløb. Pengene var placeret i polsk jord og grise i Ukraine.

Forretningen gik godt, syntes de. Kornet stod flot, det gik godt i stalden. Sammen med sønnerne investerede Peter Mols i ejendomme og opkøbte jord. Markedet udviklede sig dog anderledes end forudset. De røde tal lurede forude, og økonomien begyndte at vakle. Finanskrisen, høje foderpriser, lav afregning og især krakket i Fionia Bank fik økonomien til at kollapse, forklarer Peter Mols.

”Den uge, hvor banken krakkede, havde vi solgt grise for en million kroner, og vi havde sat regninger til betaling for samme beløb. Banken beholdt indtægten og lod være med at betale regningerne. Og så stod vi pludselig der og skyldte penge til mennesker, som vi aldrig før havde skyldt penge.”

Syv gårde, deriblandt slægtsgården og de fædrene jorder, blev sat på tvangsauktion den 31. marts 2011.

”Vi troede og håbede lige til det sidste, at vores yngste søn kunne få lov til at købe gården, men det kunne han ikke,” siger Peter Mols og tager en slurk sort kaffe.

Parret fik en måned til at rømme deres hjem gennem 30 år. Stedet, der havde været barndomshjem for deres to sønner og datter og dannet rammen om masser af liv og leben med elever, ansatte i marken og staldkarle.

Peter Mols føler sig svigtet af landboforeningens politik og af de bankrådgivere, der rådede ham til at opkøbe mere jord og flere ejendomme.

”Der var kun én eneste landbrugskonsulent, der sagde, at vi ikke skulle opkøbe mere og nøjes med det, vi havde. Vi troede derfor, at det var en god investering.”Den tidligere svinebonde er i dag afhængig af sin hustrus indtægt. Hun underviser i hjemkundskab og kemi på en efterskole ved Give. Juridisk set har hun aldrig været en del af landmandsforretningen. Derfor er hun heller ikke omfattet af fallitten. Sommerhus og bil stod i hendes navn. Det er alt, hvad parret har tilbage i dag – foruden deres møbler og tøj.”Peter er på spanden, hvis jeg dør. For han kan hverken arve sommerhuset eller arve sin mor. Det kan vores sønner heller ikke,” siger Inga Mols.

Uden for sommerhuset på 53 kvadratmeter står familiens Toyota pickup truck og ser helt fejlplaceret ud ved siden af det lille hus. Før stod bilen i Vonge ved Vejle på gårdspladsen uden for svineproducentens 325 kvadratmeter store røde murstensgård. Parret er flyttet fra en bolig med seks værelser og tre stuer. Deres møbler og ting er pakket sammen og står stablet i den ældste søns spisestue.

”Jeg synes, det er svært at bo så småt,” erkender landmanden og kigger ned på gårdhunden Dolly, der veltilpas tager sig en skraber på gulvtæppet.

Peter Mols fortæller om en dag, hvor han kom til at græde foran en sagsbehandler fra Vejle Kommune, der foreslog ham at sygemelde sig med stress. Billedet af en uarbejdsdygtig, konkursramt landmand passede ikke lige ind i hans selvbillede.

”Det er jo ikke kun pengene. Det er også min identitet som landmand og min rolle som sådan i lokalsamfundet. Det er mit fag, mit job og familiens bolig. Det er meget at miste på én gang,” konkluderer Peter Mols.

Han stod forleden i en butik og skulle betale for et køkkenskab til 800 kroner. Men købet blev afvist, fordi butikkens automat ikke ville lade ham betale med Visa Electron. Betalingskortet udstedes normalt til 13- til 14-årige og folk uden kreditværdighed.

”Det var enormt ubehageligt pludselig at blive mistænkeliggjort som en, der ikke kunne betale. Jeg har altid kunnet købe på kredit. Jeg var en, man stolede på.”As Vig ved Juelsminde ligger få hundrede meter fra sommerhuset. Det er herude ved vandet, at Peter Mols forsøger at ryste ubehaget af sig. Han er begyndt at cykle, kondiløbe og vinterbade. Dog har en lungebetændelse sat en midlertidig stopper for det kolde gys. På gåture med sin gamle formel 1’er gårdhund Dolly bearbejder han de seneste to tumultariske år med retssager, inkassobreve, advokatopringninger, bankmøder, afvikling og tvangsauktion.Det, der piner Peter Mols mest, er, at hans to sønner er blevet trukket med i fallitten. De prøver begge at få gældssanering og arbejder i dag som fodermester og markmand.

”Jeg er ved at være gammel, og den dag jeg skal herfra, skal mine lommer alligevel være tomme. Men mine sønner er unge og har hele livet foran sig. Nu er det op ad bakke for dem, og det er synd. Samtidig er det et tab for samfundet, at vi ikke længere har mulighed for at skabe arbejdspladser, tjene skattekroner til Danmark og skabe de værdier, som landet har hårdt brug for.”

Fallitten er det første, han tænker på, når han står op, og det sidste han tænker på, inden han lukker sine øjne.

”Jeg havde regnet med, at jeg skulle blive ved med at arbejde, til jeg var 70. Hvorfor skulle det lige ramme mig?”, spørger han – og svarer selv:

”Jeg så ikke den økonomiske krise komme. Da Fionia Bank gik konkurs, var vi udråbt som elitekunder, og bankrådgiveren ringede til os og sagde: ’Køb!’ Men de to sidste gårde købte vi alt for dyrt. Det var det, der sammen med bankens konkurs slog os ihjel.”

Selvom der er byttet om på rollerne, så det nu er Inga Mols, der tjener flest penge, fastholder hun, at hun stadig betragter Peter som ”en rigtig mand”.

”Det siges, at når krybben er tom, så bides hestene. Men vi går ikke og bider ad hinanden. Vi holder sammen,” understreger hun.

Parret har aftalt, at efter klokken 21 tales der ikke om økonomi, for det starter bare et skænderi og ”så får Peter ikke sovet”.

Sætningen om, at ”i nøden finder man sine venner”, er sand, har parret erfaret.

”Nogle af vores venner har grædt sammen med os, andre har vendt os ryggen. Generelt har folk været søde, men vi har også været åbne omkring vores situation, og det tror jeg har hjulpet os,” siger Inga Mols.Sommerhuset, hvor parret bor i dag, ligger 50 kilometer fra deres tidligere adresse. Peter Mols er stadig medlem af menighedsrådet for Vonge og Øster Ny Kirke, hvor han boede før, men ellers holder han sig helst langt væk fra egnen. Det samme gør Inga Mols.”Jeg kan næsten ikke holde ud at køre forbi gården mere,” siger hun. Derfor vil parret heller ikke fotograferes i deres tidligere omgivelser ved gården og jorden. Det gør for ondt.

Peter Mols’ far døde for flere år siden, men moderen på 95 år er stadig åndsfrisk og rørig. Til spørgsmålet om, hvorvidt han føler skyld over for sin slægt, svarer han:

”Jeg ville ønske, at min mor ikke skulle have oplevet det her. Hun er så ked af det. På min mors og fars side har man altid været landmænd. Derfor var hun så stolt, da jeg overtog gården. Jeg er glad for, at far ikke ved det. Det var gået hans ære for nær.”

Peter Mols har været sendt ud i forskellige arbejdspraktikker på forskellige gårde, men han savner det udfordrende liv som selvstændig landmand. Nu er han ikke længere omdrejningspunkt for en stor bedrift, og telefonen tier. Der er heller ikke længere en mark, der skal høstes, eller dyr, der skal fodres.

”Da det regnede i høsten, sagde jeg til Peter, om han ikke var glad for, at han var fri for at skulle ud at høste, hvortil han svarede: ’Nej, for vi fik jo altid høsten i hus.’ Peter elskede udfordringerne som landmand, også selvom det var hårdt arbejde,” fortæller hustruen, der trods alt glæder sig over, at hun ser mere til sin mand i dag, end da han arbejdede.

Peter Mols aner ikke, hvordan han nogensinde skal kunne tilbagebetale sin millionstore gæld. For første gang i sit liv er han begyndt at spille lotto.

Men livet går jo videre. I weekenden skal de fejre Ingas 60-års fødselsdag med børnene og børnebørnene i Lalandia.