Mennesker, der spiser sammen, taler sammen

Kaya Shekho, til venstre, og Louise Madsen er begge forældre tilknyttet Børnehuset Resenlund i Brøndby Strand. Mens de to forældre forbereder lasagnen til familiegruppen, lærer deres sønner, Miran og Jeppe, hinanden bedre at kende. –

- Søren Staal.

Læs også

flexblock

Tema

Kløften

flexblock

Emneord for denne artikel

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Morten Mikkelsen | 18. februar 2012

Forældreinddragelse i børnehaven er ifølge pædagoger og forskere en effektiv metode til at hjælpe udsatte børn godt videre mod skolelivet. Derfor har Børnehuset Resenlund i Brøndby Strand besluttet, at fire gange om året er det hele familien, der skal i børnehave

Kødsovsen syder og bobler på komfuret, og Louise Madsen rører flittigt i gryden. Hendes yngste søn, Jeppe, render omkring sammen med de andre børn på gangene, der fører ned til stuerne. Imens er Thomas Bentsen og hans datter Maj optaget af at køre serveringsvognen med glas, tallerkner, bestik og skålene med hakket salat, tomater og tzatziki ind på Stjernestuen. Her er Rinas She-kho, hans kone Kaya og deres børn, sønnen Miran på to år og datteren Even på tre et halvt, netop ankommet. De ser sig lidt generte omkring og går så i gang med at forberede måltidet.

LÆS OGSÅ: Uheldige mønstre skal brydes tidligst muligt

"Det er da hyggeligt, det her. Så kan vi lære hinanden at kende," lyder kommentaren fra Rinas Shekho, der er kurdiskfødt indvandrer, om aftenens arrangement. Der er fællesspisning i en af forældregrupperne i Børnehuset Resenlund i Brøndby Strand syd for København.

I alt seks forældrepar med tilhørende børn i alle aldre er inviteret til at komme, lave mad, spise sammen og snakke lidt sammen på tværs af, hvad der måtte være af modsætninger. Børnehuset har på denne måde opdelt alle familier med børn på stuerne i grupper på tværs. Hver gruppe har én pædagog tilknyttet, som har ansvar for, at gruppen mødes fire gange om året i børnehaven for at være sammen.

Annonce

"Vi har spekuleret meget over, hvad vi kan gøre for at få familierne mere med. Der er altid nogle familier, som smutter mellem fingrene på os og ikke har lyst til at komme til vores arrangementer, og det er ærgerligt. Så fandt vi på, at kan vi ikke invitere 100 familier til middag på én gang, så kan vi dele dem op i små enheder," forklarer Elsebeth Olsen, souschef i Børnehuset Resenlund.

Institutionen har i flere år arbejdet aktivt med såkaldt udsatte familier, hvor der er en risiko for, at børnene kan få sociale og faglige problemer i skolen og det videre uddannelsesforløb. I det seneste år har institutionen sammen med andre institutioner i Brøndby og tre andre kommuner indgået i det stort anlagte daginstitutionsprojekt VIDA – Vidensbaseret indsats over for udsatte børn i dagtilbud.

Projektet går ud på at undersøge, hvilke typer pædagogiske tiltag og hvilke typer forældreinddragelse der giver de bedste resultater i forhold til at hjælpe alle børn godt videre til skolen og tilværelsen. I udgangspunktet mener forskerne nemlig, at det er disse to håndtag, der skal skrues på, hvis de udsatte børn skal klare sig bedre. Familiegrupperne i Brøndby Strand er blot et blandt mange forskellige tiltag, som netop nu bliver prøvet af på 120 daginstitutioner i de fire kommuner, og som forskere fra Aarhus Universitet løbende følger og deltager i evalueringer af.

"Da vi først meldte ud, at vi gerne ville gøre en forskel for udsatte familier, fik vi så mange henvendelser, at vi var ved at drukne. Det er afgørende for at kunne gøre en indsats, at vi har en passende blanding af familier, så familierne kan hjælpe hinanden," siger Elsebeth Olsen.

Hun tilføjer, at familiegrupperne bevidst er sammensat på en måde, så meget forskellige familier bliver bragt sammen og får noget at være fælles med hinanden og institutionen om. Når først man har spist sammen, er det en mindre overvindelse at skulle tale sammen – også hvis der skulle opstå et problem.

Kødsovsen er ved at være klar. Louise løfter gryden og hælder indholdet over i bradepanden til lasagnepladerne. Kaya assisterer med at drysse revet ost på, og imens snakker Louise med et par af børnene:

"Kan I huske sidste gang, da I opdagede, at I godt kan lide blæksprutter?"

Louise har tre børn, hvoraf de to ældste har forladt institutionen for at gå i skole. Hun er kommet i børnehuset i årevis og regerer hjemmevant i køkkenet. Men hun er helt på det rene med, at ikke alle har det på samme måde.

"Institutionen er så stor, at vi ikke automatisk lærer hinanden at kende. Vi bor alle lige i nærheden, og så er det rart og praktisk at have et socialt netværk, som gør, at børnene for eksempel får legeaftaler. For mig er det ikke et problem at gribe fat i nogle af de andre, men det kan det være for andre. Når vi har haft spiseaften, er isen brudt," forklarer hun.

Candy Crillesen er lige ankommet og falder i snak på engelsk med en af de andre forældre. Hun stammer fra Canada, men har boet fire et halvt år i Danmark sammen med sin danske mand, Dennis. Sammen har parret børnene Riley, Tristan og Kaden, som er tosprogede, og hele familien har glædet sig til at være med til spiseaften.

"Det er meget vigtigt, at daginstitutioner og skoler er med til at bringe familier sammen. Når man kommer fra et andet land til Danmark, fremstår I som et meget koldt og lukket folk. Jeg personligt taler ikke med andre familier, måske på grund af sproget. Jeg taler ikke ret meget dansk, og jeg oplever, at de andre er bange for at tale engelsk," siger Candy Crillesen, der fra Canada er vant til, at forældre involveres meget mere, for eksempel i forbindelse med skolefester.

I Børnehuset Resenlund har cirka hver femte af de 100 familier indvandrerbaggrund, og 26 forskellige kulturer er repræsenterede. På den baggrund skulle man måske ikke tro, at en engelsktalende forælder bliver sat uden for fællesskabet. Men måske handler det ikke så meget om sprog. Måske handler det om, at forældre har travlt og derfor vælger de nemme løsninger. Herunder at finde sammen med dem, der ligner dem selv og taler som de selv. Hvis det mønster skal brydes, skal forældrene inviteres indenfor.

"Dengang jeg blev uddannet, var daginstitutioner indrettet sådan, at forældrene afleverede deres børn, så arbejdede vi med det pædagogiske, og så blev de hentet igen. Men verdenerne hang ikke sammen. Nu ved vi, at børnene bliver mere trygge og glade, hvis verdenerne hænger mere sammen," siger Elsebeth Olsen.

Hun tilføjer, at det seneste hold børn, Børnehuset Resenlund overførte til folkeskolen, var usædvanligt skoleparate. Indtil videre kun en lokal iagttagelse, men samtidig et blandt mange bidrag til det store forskningsprojekt.

Lasagnen er ved at være parat. Bordet er dækket. Louise, Kaya og den pædagog, som står for spiseaftenen, Soz Salih, gør klar til at forlade køkkenet. Imens leger børnene på kryds og tværs, og Kaya siger til sin søn:

"Miran, kan du sige: 'Jeppe'?"

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Del Hold mig opdateret

flexblock