Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


Send artiklen Danmark har været i hård mesterlære som en nation i krig til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Danmark har været i hård mesterlære som en nation i krig

Fakta

Om forfatteren

Kim Kristensen er oberst og forsvarsattaché i Paris. Han var udsendt i internationale missioner i...
Læs mere
flexblock
4 debatindlæg Hold mig opdateret

Siden midten af 1990’erne har Danmark haft 26.000 soldater udsendt i verdens brændpunkter. Danskerne har gradvist vænnet sig til, at soldaternes opgaver har ændret karakter, og samfundets interesse for at støtte op omkring soldaterne har derfor også ændret sig – i positiv retning, fastslår forsvarsattache Kim Kristensen

JEG STÅR I KASTRUP LUFTHAVN januar 2008. Jeg er på vej tilbage til Afghanistan efter en kort ferie hjemme i Danmark. I lufthavnen kommer en lidt ældre herre hen og ser på mig og min ørkenuniform.

”Er du ikke ham, der har ansvaret for vores soldater i Afghanistan?”.

”Jo,” svarer jeg, ”det er mig, der er chef for de danske styrker i Afghanistan.”

Herefter lægger han en hånd på min skulder og siger:

Annonce
”Vil du ikke hilse dine soldater og sige til dem, at vi er stolte over det arbejde, de gør for Danmark.” Han smiler, vender rundt, og jeg aner ikke, hvem han er.

Meget har ændret sig, siden jeg i midten af 1980’erne begyndte min tid i Forsvaret – herunder befolkningens syn på os soldater. Jeg vil i min kronik vende tilbage til den ukendte herre i lufthavnen og hans hilsen til mine soldater. Der var nemlig et eller andet ”forkert” ved den, men det fandt jeg først ud af efter nogen tid.

I denne kronikserie har jeg fået mulighed for at sætte ord på de observationer og refleksioner, jeg har gjort mig omkring nationen Danmark og vores krigsdeltagelse. Mit bidrag skal læses med baggrund i de udfordringer, jeg har haft sammen med soldaterne og deres pårørende, og de mangeartede møder, foredrag og diskussioner, som jeg har deltaget i rundtom i landet.

Med udgangspunkt i de voldsomme udfordringer, som forsvaret har stået over for i Afghanistan-missionen, har jeg oplevet, at den danske befolkning gradvist er blevet hærdet og langt mere robust i forhold til at håndtere udsendelse af soldater i krig.

En sådan robusthed kommer ikke som et magisk trylleslag. Nej, den oparbejdes over lang tid, og det er kernen i mine observationer igennem de seneste 10-15 år.

Hvis det vitterlig er rigtigt, hvad skyldes så denne større robusthed og modning, hvordan har den udviklet sig, og hvordan viser den sig i praksis?

Jeg var indsat som kompagnichef i Krajina (Kroatien) i 1995. Med ansvaret for lidt over 150 soldater blev vi fanget imellem kroatere og serbere under det kroatiske angreb ”Storm”. Da vi kom hjem til Danmark efter disse – for mange – traumatiske oplevelser, blev vi mødt af et Danmark, som reelt på ingen måde vidste, hvordan man skulle tage imod os soldater. Mange forsøgte at gøre ”noget”, men vi var som nation ikke klar til at håndtere skadede soldater – fysiske som psykiske.

Vi fik en brat opvågning i 1995, og her skal det være mit postulat, at Danmark langsomt, men sikkert, begyndte på den lange, hårde mesterlære.

Siden midten af 1990’erne har cirka 26.000 soldater været udsendt i internationale operationer for Danmark. Lad os lave et lille regnestykke, som for mig har stor betydning for pointen i denne kronik.

Hvis hver udsendt soldat har omkring 100 personer i sin omgangskreds (familie, venner, skolekammerater, naboer på vejen og så lige dem ovre fra fodboldklubben), ja, så vil en hurtig udregning give et svimlende tal på 2,6 millioner i omgangskredsen.

Selvom der selvfølgelig er en del gengangere, så tror jeg, vi med rimelighed kan sige: ”Enhver dansker kender en i sin omgangskreds, der har været udsendt.”

Jeg har netop været med i en følgegruppe til et meget spændende projekt ved Socialforskningsinstituttet omkring soldater før, under og efter mission. Projektet viser, at vi soldater er helt ualmindeligt almindelige sammenlignet med den danske befolkning som helhed. Det langvarige projekt kan man selv nærlæse, når delrapporter med videre offentliggøres, men én ting vil fremstå klart: Vi er ikke specielt underlige, mærkelige, interessante med videre. Nej, vi er ualmindeligt almindelige.

MED UDGANGSPUNKT I, at Danmark har haft 26.000 ualmindeligt almindelige medborgere udsendt i verdens brændpunkter de seneste cirka 15 år, føler jeg mig overbevist om, at Danmark gradvist har vænnet sig til, at soldaternes opgaver har ændret karakter, og at samfundets interesse for at støtte op omkring soldaterne derfor også har ændret sig.

”Jamen det er jo naboens Jesper, der har været i Afghanistan.” Det skaber en fornemmelse af, at vi alle kender de indsatte og ofte udsatte soldater.

Vi officerer er meget bevidste om, at vi som ledere tager ansvar for det dyrebareste i familierne. Det være sig en far, mor, bror, søster, kæreste, søn eller datter. Jeg oplever, at også Danmark ønsker at tage ansvar – og det i en grad, som gør mig stolt, når jeg drøfter emnet med andre landes officerer med flere.

Når jeg har deltaget i diskussioner, møder og foredrag, er der altid et spørgsmål, som bliver stillet – altid: ”Føler du, at I får den støtte, hjælp og opbakning, som I har brug for?”.

I 1995 kunne jeg svare: ”Nej.” I februar 2008 kunne jeg svare: ”Til en vis grad.” I dag kan jeg svare: ”Ja!”.

Er alt så i skønneste orden? Nej; vi lærer kontinuerligt, og det skal vi blive ved med. Det gør lande som USA, Storbritannien og Frankrig også – på trods af deltagelse i mangeartede og kontinuerlige konflikter over hele verden.

Den robuste danske befolkning – hvor oplever jeg den mest udtalt? Det gør jeg faktisk i de situationer, hvor alt netop ikke er så smukt, som det kunne være. Da vi alle kender en soldat, som har været udsendt, og har lyttet til de udfordringer, han/hun har stået over for, så har vi også gradvist fået en større fornemmelse af, at krig er uskøn, præget af kaos og angst.

I DET MILJØ GØR VI DET som soldater så godt, som det overhovedet er muligt, og vi gør det etisk og moralsk ansvarligt. ”Du skal kunne leve med dig selv resten af dit liv,” plejer jeg at sige til de officerer og sergenter, der skal træffe mange vanskelige beslutninger. Jeg har respekt for de ledere, der netop tør tage det ansvar på sig, for det er udfordrende, og det gør ondt.

Jeg føler, at den danske befolkning forstår det miljø, vores soldater indsættes i, og derfor også har forståelse for det kaos, en krig også er. Vi skal som soldater være taknemmelige for den støtte og opbakning, vi oplever fra befolkningens side – og den forpligter.

Man lærer af at være i krig – og det er til tider smerteligt. Jeg har ofte argumenteret for netop accepten af krigens dynamik, som er under konstant udvikling. Da jeg blev sendt til Afghanistan med mine soldater i august 2007 – hvor vi skulle indsættes i de første længerevarende kamphandlinger, som danske soldater havde været indsat i siden 1864 – var vi da klar til alt? Svaret er nej!

Vi havde eksempelvis ikke en veteranpolitik på plads, hvilket nogle kunne anfægte. Hvordan kan man gå i krig uden at have en politik på plads for de veteraner, der kommer hjem fra krig?

At vi må lære af at være i krig og derfor acceptere, at alt ikke er 100 procent på plads, før vi indsættes, er et forhold, som vi soldater er bevidste om. At vi bliver klogere af at være i krig, som soldater og som nation, er derfor en hård kendsgerning. At en krig – og endnu vigtigere: en fred – ej heller vindes med et trylleslag, er nok også en realisme, som vi soldater og nationen som helhed har erkendt. Vi skal være åbne og ærlige omkring læringsprocessen – også i krig. Det er min erfaring, at der altid er to sider af en sag, ja, ofte flere. Udtaler man sig derfor for bastant på et alt for løst grundlag, risikerer man at miste tillid og troværdighed.

Jeg lovede at vende tilbage til den ukendte mand, som ønskede, at jeg skulle hilse mine soldater. Jeg fandt efter nogen tid ud af, hvad der var ”galt” med hans hilsen. Det er jo netop ikke mine soldater, men vores soldater. Her mærker jeg den største forskel. Nationen har taget soldaterne til sig – støtter og beskytter soldaterne. Vores soldater indsat i de internationale missioner ved det og påskønner det.
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

Trådet overblik  |  Fladt overblik

...nation i krig.

shansen4, publiceret d.18/02 13:05 (for 3 mnd. siden)
Læs artiklen bag debatten her: Danmark har været i hård mesterlære som en nation i krig
Nation i krig.

I kronikken den 18. februar 2012 kan man læse en engageret militærmand fortælle om sine oplevelse og fornemmelser. Han er sikkert omgivet af folk, som har samme indstilling, som han selv. Derfor forestiller han sig, at sådan må det også være i hele nationen. Soldaterne er ikke længere ”dine” ,”mine”, men ”vores”.
Jeg er ikke helt ukendt med forsvaret, idet jeg blev hjemsendt som løjtnant efter to års tjeneste + nogle års beredskabstjeneste. Min holdning var derfor klart for et forsvar af det danske territorium. Vi var værnepligtige, som i givet fald skulle forsvare Danmark.
Når forsvarsattache Kim Kristensen fornemmer en voksende sympati og ejerskab til de pågående krigshandlinger, tror jeg det skyldes, at sådan er det i hans omgangskreds. Sådanne følelser har jeg også haft i andre tilfælde, hvor jeg var omgivet af ligesindede. Man bliver let snydt, når man kommer uden for denne kreds, og opdager forskellen.
Personligt kender jeg ingen person, som har været udsendt. Det er vist Kim Kristensens oplevelse, at alle kender en. Det er heller ikke sikkert, at jeg ville ændre holdning, fordi jeg kendte en, som havde været udsendt. Jeg mener også, at de ledende politikkere i sin tid manipulerede befolkningen. Hvis det virkeligt var sandt, at der var tale om et forsvar for dansk suverænitet, hvorfor udsender man så kun frivillige? Hvorfor gælder den almindelige værnepligt ikke her?
Hvis det er sandt, at det er største delen af den danske befolkning, som står bag de omtalte krigshandlinger, hvorfor har det så været så svært at få en veteranpolitik på plads. Det er dog en skandale, at hærledelsen ikke har kunnet skaffe politisk vilje hertil. Uanset, at jeg ikke er enige i den førte krigspolitik, så fortjener de mennesker, som dog udsættes for død og lemlæstelse da en hjælp til at vende tilbage til et ”normalt” samfund.
Men meget tyder på, at den danske hærs ledelse slet ikke har haft fornødent kundskab til at føre en aktiv krig. Sådan har da læst og hørt om rapporter. Det har gennem de sidste år også været nødvendigt at skifte ukvalificerede topchefer ud i ”forsvaret”. Det er da for amatøragtiget at sende soldater i krig, med en ukvalificeret ledelse, som overlader ansvaret til soldaterne i frontlinien.
Det er sikkert ikke populært at være modstander af den danske aktive udenrigspolitik, som den har været ført, men nu hænger vi (regeringen/folketinget) på den, og heldigvis er der da tegn på, at vi nærmer os afslutningen på den måde at være aktive på.
Søren Hansen
Del Link

Sv. ...nation i krig.

britt, publiceret d.18/02 13:43 (for 3 mnd. siden)
Læs artiklen bag debatten her: Danmark har været i hård mesterlære som en nation i krig
shansen4 skrev:
Nation i krig.

I kronikken den 18. februar 2012 kan man læse en engageret militærmand...

Selvom det ikke er populært at være modstander af den danske aktive udenrigspolitik, er det godt at stå ved sine meninger.
Folket har været udsat for 10-11 års manipulatorisk krigsretorik, og "ih hvor er det dog en god indsats, vi danskere gør". Lever højt på unge menneskers behov for at gøre en forskel. Hold da op: Behøver man at sætte livet på spil i krige i Langtbortistan, for at gøre en forskel?
Jeg erkender, at familier til dræbte soldater har brug for at tro på, at deres børn har sat livet til for noget, det er værd at sætte livet til for. Jeg har inderlig ondt af dem. Selv har jeg en ung mand i min nærmeste familie, der er ødelagt på sjæl og sind efter en tur i Irak. Han bliver aldrig sig selv igen - dybt traumatiseret som han er. Det er virkelig ikke noget at udsætte unge mennesker for, så længe Danmark ikke er under angreb.
Del Link

Sv. ...nation i krig.

Nederby Jessen, publiceret d.18/02 17:40 (for 3 mnd. siden)
Læs artiklen bag debatten her: Danmark har været i hård mesterlære som en nation i krig
britt skrev:
shansen4 skrev: Nation i krig.

I kronikken den 18. februar 2012 kan man læse en engageret...


Populært eller ikke populært - så er jeg modstander af, at Danmark sender det danske forsvar ud som angreb.

Vi har et forsvar og det skal ikke bruges som angreb uden for vore grænser. Det har været forkert, at sende danske soldater til Irak, Afgahnistan og Libyen. Det har været spild af ressourcer. Først og fremmest spild af menneskeliv og menneksers førlighed - fysisk og psykisk. Og så har det kostet enorme summer, som ikke har løst de grundlæggende problemer i de pågældende lande.

For mig er det helt ok at bruge det danske forsvar i fredsbevarende opgaver, når en våbenhvile eller fredsaftale ER indgået. Men vi skal ikke komme ude fra med vores militær til en krig eller et opgør, vi ikke noget at gøre med. Hold dog de danske soldater hjemme - og spar menenskeliv på den måde.

Bjarne Nederby Jessen
Del Link

Verdens frelser (Folketinget)

Clausny, publiceret d.19/02 20:41 (for 3 mnd. siden)
Læs artiklen bag debatten her: Danmark har været i hård mesterlære som en nation i krig
Jeg er selvfølgelig enig med Shansen4. Det er helt rigtigt set, at hovedet fordrejes, hvis man udelukkende færdes blandt ligesindede. Jeg kender efterhånden ikke mange, der var tilhænger af Danmarks imperialistske krige. Og ingen tilhængere af krigen i Libyen. Alle krigene har skadet Danmark mere end gavnet, fordi de hjalp med oprettelsen af islamistiske stater ved Europas grænser. Det er utilgiveligt, at vore politikere fra højre til venstre ikke har været klar over konsekvenserne. Det er endnu mere utilgiveligt, at de ikke vidste, at de intet vidste. De skulle have søgt råd og vejledning hos folk, der kendte disse lande og kulturer. Men som politikere var de selvfølgelig så selvovervurderende og arrogante, at de agerede uden at gøre det nødvendige hjemmearbejde.
De smed milliarder gode danske kroner ud til meningsløse krige, de ofrede unge menneskers liv på deres ideologiske alter, - og de bliver aldrig stillet til ansvar for det. Andre mennesker bliver fyret for mindre.

Politikerne burde kære sig om Danmark og danskerne istedet for at leve i vildfarelsen, at de skal redde hele verden. Det er de ikke valgt til. De er valgt til at tjene landet. Ikke til at frelse verden.
Del Link

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock

flexblock
flexblock
splitblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​