Fra klassekamp til nichefællesskaber

1 / 3

I dag er det i vid udstrækning massemedierne, der skaber de store begivenheder, som samler alle på tværs af skel. Som for eksempel DR’s ”X Factor”. –

- Scanpix.

Læs også

flexblock

Tema

Kløften

flexblock

Emneord for denne artikel

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Morten Mikkelsen | 20. februar 2012

Op gennem det 20. århundrede har Danmark forandret sig fra et klassedelt samfund til en mere sammenhængende velfærdsstat. Men vi har stadig dybe samfundskløfter, og solidariteten inden for de enkelte samfundsgrupper er udfordret, påpeger historikeren Niels Finn Christiansen

Den 21. oktober 1885 omkring klokken 17 affyrede en 19-årig typograf, Julius Rasmussen, to revolverskud mod Danmarks konseilspræsident, Jacob Brønnum Scavenius Estrup, i porten ud for Estrups bolig i Toldbodgade 26 i København. Det ene skud prellede af mod Estrups frakkeknap, det andet ramte slet ikke, så den danske regeringschef slap uskadt fra attentatet.

LÆS OGSÅ: Familieforhold afgør, om børn når til tops

Begivenheden er et oplagt sted at begynde, når man vil fortælle historien om klasser, kløfter og sammenhængskraft i det danske samfund gennem de seneste godt 100 år, for den unge typografs desperate mordforsøg illustrerer til overflod, hvor dyb samfundskløften var på det tidspunkt.

Danmark var et klassesamfund opdelt i fire-fem klasser, som havde vidt forskellige værdisæt, og som aktivt bekrigede hinanden. I 1885 var situationen tilmed så tilspidset, at historikere taler om, at landet var på randen af borgerkrig. Estrup og hans højre-regering, der repræsenterede godsejerne og det bedre borgerskab, holdt bønder og arbejdere uden for indflydelse – på trods af, at disse klasser udgjorde flertallet i befolkningen. Ude i landet rustede man op ved at danne riffelforeninger og organisere skatte-nægtelse som protestaktion – og det var i dette eksplosive samfundsklima, den danske regeringschef nær blev myrdet.

Annonce

Ifølge Niels Finn Christiansen, historiker og adjungeret professor ved Syddansk Universitet, er det værd at huske, hvor store modsætninger der tidligere har været i Danmark, når man i dag debatterer, om sammenhængskraften er for nedadgående, og kløfterne bliver dybere.

”Dengang var samfundet meget klassedelt mellem bønder, arbejdere, husmænd, borgerskab og småborgerskab med håndværkere og handlende. Der var meget langt mellem en ’Gud, konge og fædreland’-højremand og en socialdemokrat. Så voldsomme modsætninger har vi ikke mere. Vi har stadig dybe kløfter i Danmark, men der er sket en betydelig harmonisering, så det ikke kommer til åbne klassesammenstød som i gamle dage,” forklarer Niels Finn Christiansen, som for tiden er tilknyttet et stort forskningsprojekt om velfærdsstatens historie.

Han påpeger, at velfærdsstaten har givet den enkelte dansker langt flere sociale og kulturelle muligheder. Men en del af de modsætninger, som fandtes for 100 år siden, er stadig aktuelle. For eksempel konflikten mellem by og land og mellem Storkøbenhavn og resten af landet.

”Der er også fortsat en kløft imellem de uddannede og de mindre uddannede. Nogle ville kalde det en dannelseskonflikt. Den går ud på, at en del af befolkningen har et dannelsesberedskab, som betyder, at de ikke behøver fodnoter, der forklarer hvem for eksempel P.S. Krøyer eller Carl Nielsen var. Men den sociale mobilitet er blevet meget større, og mange af de kulturelle referencer er blevet mere fælles på tværs af klasser, for eksempel populærkulturelle fænomener som ’X Factor’ eller EM i håndbold,” siger han.

Den første store kløftudjævning siden Estrups regeringstid blev markeret med Systemskiftet i 1901, som var et gennembrud for egentligt folkestyre, i Rigsdagen såvel som i kommuner og menighedsråd. Det var også her, kimen blev lagt til folkeskolen som en kommunal skole, der fungerede som danskernes fælles referenceramme. I 1915 fulgte en ny grundlov, der gav kvinder valgret, og samlet set betragter Niels Finn Christiansen kvinders stærkt forøgede frihed til at opnå indflydelse og arbejde uden for hjemmet som det 20. århundredes vigtigste politiske og sociale forandring.

En anden central begivenhed var Kanslergadeforliget i 1933, som banede vejen for de store socialreformer og konsoliderede folkestyret i en tid, hvor demokratiet veg for totalitære kræfter mange steder i Europa.

Når han skal pege på de væsentligste kulturelle kløft-udjævnere, er han ikke i tvivl. Lige før Første Verdenskrig fik vi filmen, midt i 1920’erne radioen og fra 1950’erne fjernsynet.

”Jeg tror, massemedierne har haft en afgørende betydning for at udviske forskelle. De har skabt et fællesskab, vi ikke havde før. Det var ikke muligt for en politiker at samle nationen med en tale, før vi fik radioen,” konstaterer Niels Finn Christiansen, som ikke engang vil deltage i klagesangen om, at det er gået tilbage for tv som dannelsesmedie og fælles national referenceramme, siden TV 2 kom til i 1988 og brød Danmarks Radios monopol.

”Vi har jo stadig disse store begivenheder, som samler på tværs af alle skel. For eksempel når to en halv million danskere ser en håndboldfinale eller når Dronningens regentjubilæum markeres,” siger Niels Finn Christiansen.

Han tilføjer, at disse begivenheder ikke udgør et bredt dannelsesfællesskab, men nogle små nicher af fællesskab midt i al forskelligheden. Men det samme gjorde sig gældende, når Leif Panduros tv-spil lagde gaderne øde i 1960’erne og 1970’erne, som man siden har talt så meget om.

For 30 år siden, den 16. februar 1982, stod Thomas Nielsen, den magtfulde fagforeningsformand i LO, på talerstolen ved LO’s kongres. Efter 15 år overlod han magten til afløseren, Knud Christensen, og sammenfattede sin og kammeraternes indsats i den berømte sætning: ”Vi har sejret ad helvede til – godt”.

Ifølge Niels Finn Christiansen markerer begivenheden et punktum for klassekampen, som man havde kendt den, siden Estrup regerede Danmark. Det betyder ikke, at samtlige konflikter og arbejdskampe er forsvundet. Heller ikke, at danskerne er holdt op med at organisere sig fagligt. Faktisk er det kun LO, der taber medlemmer i stort tal, mens andre forbund vokser.

”Fagforeninger består, men ikke som den samfundskraft, de var i industriarbejderens storhedstid. I dag er man stadig fagligt organiseret, men solidaritet, som både blandt bønder og arbejdere engang var et stærkt begreb, betyder mindre. Og det faglige fællesskab er ikke vendt imod andre klasser. Hvis man skal finde ud af, hvad den svindende klassesolidaritet betyder, kræver det en større mentalhistorisk undersøgelse, men det er i hvert fald et opbrud i forhold til en lang historisk tradition,” siger Niels Finn Christiansen.

Samlet mener han altså ikke, at sammenhængskraften i det danske samfund er blevet mindre, men det er den muligvis inden for den enkelte klasse. Jo større muligheder man har for at bryde med sin klasse og slutte sig til en anden, jo mindre føler man sig solidarisk og forpligtet over for sin baggrund.

De store kløfter erstattes af de små. Men også på de store linjer er der opstået nye skillelinjer.

”Forskere peger på internationaliseringen og globaliseringen som de seneste par årtiers store forandringer. Disse forandringer sker med stor hast, og derfor tegner der sig nogle nye mønstre, hvor en gruppe mennesker, heraf mange fra de ældre generationer, føler sig kulturelt og uddannelsesmæssigt fortabt,” påpeger Niels Finn Christiansen.

Så måske kulminerede den danske sammenhængskraft for et par årtier siden, og nye kløfter er ved at åbne sig. Men set i det lange perspektiv er der ingen grund til at tro, at vi havde et stærkere fællesskab i fortiden. Og siden 1885 har kløften aldrig været så dyb, at nogen så en grund til at skyde regeringschefen.

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Del Hold mig opdateret

flexblock