Mens de arabiske lande tilbagekalder ambassadører fra Syrien, træder Kina og Rusland til i forsøg på at finde en løsning, der kan bevare præsident, Bashar al-Assad ved magten
Sanktionerne mod Syrien er begyndt at gøre ondt. I går trak Egypten sin ambassadør tilbage fra Damaskus, som andre arabiske lande har gjort tidligere for at øge presset på den syriske ledelse. Syriens hovedstad har de seneste dage været ramme om de største demonstrationer i mere end et år, og kampene mellem militær og opposition brager videre.
LÆS OGSÅ: "Syriens venner" kan næppe nøjes med at sende åndelig støtte til oppositionen
Den syriske opposition erklærer, at den vil boykotte den planlagte folkeafstemning om en ny forfatning. Menneskerettighedsorganisationer har ikke længere præcise dødstal og taler om mellem 7000 og 8200 døde.
Men trods den tilspidsede situation og som modvægt til de gentagne opfordringer fra vestlige ledere til Assad om at træde af, er både Rusland og Kina fast besluttede på at gøre en indsats for at stabilisere situationen og på den måde redde den syriske præsident. Samtidig har det iranske præstestyre sendt to krigsskibe til Syrien for at vise solidaritet med Assads styre.
Ifølge den israelske tænketank, Debka, der beskæftiger sig med sikkerhedsrelaterede emner, er de iranske skibes tilstedeværelse et signal til Vesten om, at både Iran og Rusland er parate til at bruge militær magt for at forhindre Assads fald. I løbet af weekenden holdt den særlige kinesiske udsendning, vicepræsident Zhai Jun, møder med regeringen og dele af oppositionen i Damaskus i forsøg på at overtale parterne til at påbegynde en dialog.
Diplomatiske kilder i Mellemøsten mener, at Rusland er i færd med at sammenstrikke en diplomatisk løsning på konflikten, som alle parter skal kunne acceptere, og som samtidig vil værne om russiske, kinesiske og iranske interesser.
”Kina mener, som mange andre, at der stadig er håb for, at den syriske konflikt kan løses gennem en fredelig dialog mellem oppositionen og regeringen i modsætning til vestlige regeringers advarsler om, at der ikke længere er tid til at løse konflikten,” skriver det kinesiske bureau, Xinhua efter Zhai Juns besøg i Damaskus.
Ifølge Zhai Jun har visse dele af den syriske opposition vist villighed til at indgå forhandlinger med regeringen. Det benægtes af en række af de mange forskellige syriske oppositionsgrupper, samtidig med at Den Arabiske Liga opfordrer den syriske opposition til at samle sig under ét flag for at stå stærkere i kampen mod den syriske præsident.