Øvelser i væren

Vi følger Siv, hendes tanker og forestillinger, og måske er de kig, vi får ind i Pip, Leo og veninden Sally i virkeligheden også Sivs forestillinger om, hvordan det er at være dem; mennesker, der evner at leve på en mere flydende måde.

Det ville ikke være Hanne Ørstavik, hvis ikke man iblandt fik lyst til at løbe skrigende bort fra det klaustrofobe rum med stive Siv. Alligevel vender man tilbage. Sært suget ind i dette univers, den hvide by med Pavillonen, der ligger som en funklende hemmelighedsfuld juvel midt i parken, de uudgrundelige eksistenser Pip og Leo, havet der slår ind mod kysten og sender hilsner fra den franske forfatter Marguerite Duras, som skrev fra den anden side. Man vil gerne være der.

”Hyænerne” skiller sig ud fra Ørstaviks øvrige bøger, blandt andet ved at turde bruge humor. Som når Siv tænker på ekskæresten som ét stort krav, et stort erigeret lem: ”der var så mange måder den ville ind i hende på, så meget den ville med det, og den tittede frem overalt, fra hver en krop og hvert et hjørne i lejligheden, når han var der sammen med hende”.

På smudsomslaget af den norske udgave er et fotografi af den danske kunstner Jørgen Haugen Sørensens hundeskulpturer.

Forvredne, aggressive, lystne dyrekroppe som en fin parallel til synerne fra Sivs dyb og til hendes optagethed af hyænen.

Nuttet og sød på overfladen, men et rasende rovdyr indeni. Den lydefri danske oversættelse, som forlæggeren Charlotte Jørgensen selv har stået for, har et spind på forsiden, og det er netop netværket, spindet Siv slutteligt visualiserer som model for sin kommende roman. Også ”Hyænerne” er et sådant spind, et fletværk af refleksioner over, hvad det vil sige at være et menneske. Med yderside og inderside, med ånd og krop, lyst og afsky, tyngde og tanke, latter og lethed.