Personlige streger fra et plejehjem

Jeg er bange for plejehjem. Bange for snart at skulle se min mormor flytte ind i et. Bange for selv at skulle havne der en dag.

Sådan indleder My Buemann sin bog ”Plejehjem”. Bogen er et resultat af et bachelorprojekt i illustration på Danmarks Designskole i København, som for den 25-årige studerende kom til at handle om at konfrontere sin angst for stedet, hvor de fleste ender, når de bliver gamle.

LÆS OGSÅ: Øvelser i væren

Som indledningen siger, blev motoren bag projektet hendes mormor. My Buemanns forældre blev skilt, da hun var lille, og hun har ikke haft kontakt med faderen, siden hun var seks. Til gengæld udfyldte hendes mormor tomrummet, og My Buemann har altid set meget op til hende og elsket hendes historier om de syv år, hun boede i Afrika, eller om, da hun vandt sin mands hjerte, fordi hun drak øl direkte fra flasken. Men pludselig begyndte alderen at trænge sig på. Det seneste halve år oplevede My Buemann, at den 87-årige mormor fik problemer med hukommelsen og sloges med en blodprop. Og så begyndte snakken om plejehjem:

”Jeg havde simpelthen så svært ved at forestille mig min egen mormor på plejehjem. Vi ved jo godt, hvad et plejehjem er, og det kan vi godt forlige os med, men så snart det handler om nogle, vi selv kender eller os selv, er det bare så svært at skulle forholde sig til. Tanken om at skulle se hele min mormors kæmpe store hus i Lyngby blive pakket sammen og skulle stuves ind på 12 kvadratmeter for eksempel. Det er altid svært at se folk, man elsker, blive rigtig gamle,” siger My Buemann, som derefter kastede sig ud i, hvad hun selv beskriver som et vanvittigt følsomt og voksent projekt, der til tider indebar gråd og grænseoverskridende oplevelser. Men hun var sikker på, at det var det værd:

”Jeg har den tilgang til det, at man skal erstatte sin frygt for det ukendte med nysgerrighed. At turde gå ind i noget, som man egentlig er bange for, og turde være nysgerrig i stedet for at være bange. Det har lidt været en arbejdstitel for mig.”

My Buemann fik derefter kontakt til et plejehjem på Nørrebro, hvor hun opholdt sig 10 dage i træk i op til 10 timer ad gangen. Her mødte hun blandt andet kvinden, der samlede på dukker og glædede sig til at blive gift, selvom hun endnu ikke havde fundet manden, kvinden med den levende tøjhund, hun egentlig godt vidste ikke var levende, og manden med den lille doktorstemme i hovedet, der fortalte ham, at han måtte blive i sengen, når han ikke orkede at stå op.