Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


Send artiklen Personlige streger fra et plejehjem til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Personlige streger fra et plejehjem

Plejehjemsbeboere, der spiser, danser, ser fjernsyn, nyder hinandens selskab eller ligger hele dagen i deres seng, fordi de er for svage til at stå op. Det er nogle af de mennesker, man kan finde illustreret i 25-årige My Buemanns bog ”Plejehjem”, som hun lavede på grund af sin egen frygt for det sted, hvor de fleste ender, når de bliver gamle. Bogen udviklede hende teknisk, men i den grad også personligt, siger hun. – Illustrationer fra bogen.

-

Emneord for denne artikel

bog | angst | plejehjem | dansk litteratur | debut | My Buemann
flexblock
Kommenter Hold mig opdateret

I december konfronterede 25-årige My Buemann sin angst og flyttede på plejehjem. Resultatet blev en bog, der med tekst og illustrationer giver et ærligt og personligt billede af hendes møde med en ukendt verden

Jeg er bange for plejehjem. Bange for snart at skulle se min mormor flytte ind i et. Bange for selv at skulle havne der en dag.

Sådan indleder My Buemann sin bog ”Plejehjem”. Bogen er et resultat af et bachelorprojekt i illustration på Danmarks Designskole i København, som for den 25-årige studerende kom til at handle om at konfrontere sin angst for stedet, hvor de fleste ender, når de bliver gamle.

LÆS OGSÅ: Øvelser i væren

Som indledningen siger, blev motoren bag projektet hendes mormor. My Buemanns forældre blev skilt, da hun var lille, og hun har ikke haft kontakt med faderen, siden hun var seks. Til gengæld udfyldte hendes mormor tomrummet, og My Buemann har altid set meget op til hende og elsket hendes historier om de syv år, hun boede i Afrika, eller om, da hun vandt sin mands hjerte, fordi hun drak øl direkte fra flasken. Men pludselig begyndte alderen at trænge sig på. Det seneste halve år oplevede My Buemann, at den 87-årige mormor fik problemer med hukommelsen og sloges med en blodprop. Og så begyndte snakken om plejehjem:

”Jeg havde simpelthen så svært ved at forestille mig min egen mormor på plejehjem. Vi ved jo godt, hvad et plejehjem er, og det kan vi godt forlige os med, men så snart det handler om nogle, vi selv kender eller os selv, er det bare så svært at skulle forholde sig til. Tanken om at skulle se hele min mormors kæmpe store hus i Lyngby blive pakket sammen og skulle stuves ind på 12 kvadratmeter for eksempel. Det er altid svært at se folk, man elsker, blive rigtig gamle,” siger My Buemann, som derefter kastede sig ud i, hvad hun selv beskriver som et vanvittigt følsomt og voksent projekt, der til tider indebar gråd og grænseoverskridende oplevelser. Men hun var sikker på, at det var det værd:

Annonce
”Jeg har den tilgang til det, at man skal erstatte sin frygt for det ukendte med nysgerrighed. At turde gå ind i noget, som man egentlig er bange for, og turde være nysgerrig i stedet for at være bange. Det har lidt været en arbejdstitel for mig.”

My Buemann fik derefter kontakt til et plejehjem på Nørrebro, hvor hun opholdt sig 10 dage i træk i op til 10 timer ad gangen. Her mødte hun blandt andet kvinden, der samlede på dukker og glædede sig til at blive gift, selvom hun endnu ikke havde fundet manden, kvinden med den levende tøjhund, hun egentlig godt vidste ikke var levende, og manden med den lille doktorstemme i hovedet, der fortalte ham, at han måtte blive i sengen, når han ikke orkede at stå op.

I starten troede My Buemann, at bogen skulle handle om netop disse historier, som hun havde en idé om, at der måtte gemme sig mange af på plejehjemmet. Men det endte med at blive en helt anden historie, der var vigtig, da hun var derinde. Billederne blev ikke så glade og levende, men mere forsigtige og følsomme. Med en tynd tuschstreg har hun fanget de små detaljer som rynker og smilehuller uden dog at gøre tegningerne virkelighedstro. Hos nogle beboere er hovederne store, hos andre er armene som pinde eller skuldrene brede. Hun har tegnet dem, som hun så dem, og som hun mødte stedet, siger hun.

Og det, hun mødte, kunne ofte være personligt grænseoverskridende. Som for eksempel en dag, hvor en kvinde brød sammen inde i fællesstuen, fordi hun savnede sin søster. De var blevet uvenner og havde ikke set hinanden i lang tid. My Buemann sad selv i stuen og ridsede ned på sin notesblok og kunne ikke finde ud af, hvad hun skulle stille op:

”Jeg tog mig selv i at tænke, om jeg skulle rejse mig og trøste hende, eller om jeg skulle blive siddende eller hente en anden, der kunne trøste hende,” siger den 25-årige, som endte med at gøre det første.

De mange tegninger og historier i bogen er delt op i forskellige temaer: hverdagen på et plejehjem, lugtene og lydene samt menneskene, omsorgen og alderdommen.

Det er især tegningerne af de små uforudsete ting, hun kan lide. For eksempel hjertepiller formet som hjerter eller en tang, der blev brugt som forlænget arm. Eller billedet af en kvinde, der trækker i et håndtag for at åbne en dør.

”Kropsmæssigt tænker man ikke selv på, at man skal have et lille håndtag, så døren åbner automatisk, fordi man er for svag til at gøre det selv. Sådan noget har været svært at sætte sig ind i. Det er tit sådan nogle små ting, der gør, at man forstår større sammenhænge bedre.”

Og med den større sammenhæng skiftede angsten. Det kom ikke kun til at handle om plejehjem, men lige så meget om alderdom, som blev det værste for hende. Som da en mand, hun holdt meget af blev dårlig, mens hun var der. Han var en charmerende mand, som flere af de kvindelige beboere havde et godt øje til, men pludselig var han væk. Der gik et par dage, hvor My Buemann ikke hørte noget, og så fandt hun ud af, at han var endt på hospitalet. Derefter blev der ikke snakket mere om ham, eller hvornår han ville komme tilbage.

”Det, der blev vigtigt at fortælle for mig bagefter, var, at vi alle gerne vil blive gamle, men vi kan ikke forestille os selv at være på et plejehjem. Jeg oplevede, at jeg gerne vil flytte på plejehjem nu. Det var et fantastisk sted at være og omsorgsfuldt. Til gengæld har jeg ikke lyst til at blive gammel. Det er rigtig, rigtig hårdt, og der var mange, der havde ondt i krop og sind. Så måske er det alderdommen, der er uundgåelig, som vi skal være mere bange for, for hvis man skal blive gammel, er et plejehjem ikke det værste sted at være. Det skulle gerne være den følelse, som man sidder tilbage med.”
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock

flexblock
flexblock
splitblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​