Analyse: Folkekirken skulle have været folkets kirke

Selvom kirkens ledere i dag har et indirekte demokratisk mandat, for eksempel som kirkeminister eller provsti-udvalgsmedlem, fortsætter de i praksis enevældens stil med at ville lave en kirke, der kan få folk til at gøre, som ledelsen har tænkt sig det. For så vidt behandles kirkens medlemmer nu som før som objekter for kirkens indsats snarere end som subjekter i deres egen kirke, sådan som Schleiermacher forestillede sig det, da han ønskede en kirke ved folket. Det er der gode grunde til.

Det er aldrig rigtigt lykkedes at få ledelsen overdraget til medlemmerne. Den adgang til direkte medlemsbeslutninger på menighedsmøder, som især de grundtvigske kæmpede for i første del af det 20. århundrede, er for længst afskaffet. I stedet optræder kirkens ledere som beslutningstagere på medlemmernes vegne, når de søger at lave kirke for folket.

Folkekirken er i ”en underlig skruestik, hvor balancen mellem stat og civilsamfund og mellem gejstlig og læg er fastlåst”. Sådan slutter formanden for det kirkelige budgetudvalg i København, Torben Larsen, sin lille bog om folkekirken, ”Det forjættede land”. I den henseende ligner folkekirken den moderne stat, som efterhånden er blevet så overstyret, at det er svært at gennemskue konsekvenserne af selv den mindste ændring. Og endnu sværere er det at skabe opbakning til noget nyt. Derfor råbes der på stærke ledere, som kan skære igennem.

Den opskrift har vi prøvet på universiteterne i snart 10 år. Får man ledere med magt, kan man være ret sikker på, at de bruger den, så de kan bevise, at de er de lige så stærke, som deres magtbeføjelser tilsiger. Lad mig bruge min egen arbejdsplads som eksempel: Det er ikke blot i Aarhus, teologien skal holde flyttedag. I København skal teologerne i januar 2016 flytte fra Rundetaarns skygge til området ved Det Humanistiske Fakultet på Amager. Vi får langt mindre plads og højere husleje – og skal selv skaffe 4,2 millioner kroner til flytningen. Ikke én ansat eller studerende på fakultetet går ind for denne flytning, men universitetet har stærke ledere, som har besluttet, at sådan skal det være, angiveligt for vores egen skyld.

Meget tyder på, at folkekirken står i en lignende udvikling. Nu må der spares og styres. Hvorfor det? For ellers melder folk sig ud, lyder svaret, selvom intet tyder på, at det er rigtigt. Universiteterne har brug for at genindføre demokrati omkring nogle af de beslutninger, der nu er overladt til de stærke ledere. Har folkekirken også brug for en demokratireform, hvor man indfører den kirke af og ved folket, som grundlovs-fædrene talte om?

Hans Raun Iversen er lektor i teologi på Københavns Universitet.