Sidenhen i Rom

Stilling skulle nemlig gennem Europa til Egypten. Hans dagbog herfra blev udgivet allerede i 1869. Dybest set havde det nok været mere spændende at høre hans indtryk fra det unge Belgien eller fra et Tyskland i krig med Danmark, men manden er notorisk politisk uinteresseret. Så måske alligevel ikke.

Havde udgiveren, Gertrud Gamrath, blot fokuseret mere på det tidshistoriske. Havde hun søgt at perspektivere dette skrummel af en dagbog, så kunne der have været en grund til at læse den. Hvem skriver Stilling egentlig til? Hvad er det for en fiktion? Han sender det hele hjem – ironisk nok til Posthuset i Hirschholm, der ellers nok har en plads i dansk guldalder. Der samler postmesteren det hele, så det kan udleveres ved forfatterens hjemkomst. Er det blot egne noter? Hvorfor så camouflere dem i al den stil?

Så han sig allerede som en kommende berømthed – eller hvad? Danske arkitekter rejste på denne tid for at tegne – betalt og belønnet af Akademiet. Vi hører egentlig ikke meget om, hvad og hvorfor han tegner. Andre arkitekter gjorde snart oprør mod dette futile tegneri.

Det blev snart anbefalet at tegne på frihånd og købe fotografier i stedet. Alt var tegnet og målt i hundredvis af gange. Hele uddannelsens strategi, som den havde fungeret i århundreder, var under afvikling. Vi får ikke én arkitekturopmåling at se, men mange skitser, hvor nogle er gode. Akvarellerne er fælt tørre.

Bogen stritter og strutter med spørgsmål til hele projektet. Gertrud Gamrath gør filologisk set sit arbejde fint. Nu står bogen der i den lange række af rejsebeskrivelser. Den er meget flot og stilfuld, men en klassiker har den aldrig været – og vil den heller aldrig blive.