Ane skal bæres ud af Skovparken

To tredjedele af de godt 1500 beboere er indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande. Hovedparten har kurdisk, somalisk og palæstinensisk oprindelse. 40 procent af de voksne er på kontanthjælp, dagpenge eller førtidspension.

De sociale problemer er ikke blevet mindre det seneste år, forklarer Bente Gin-nerskov Hansen, der er en af områdets tre beboerråd-givere. Når arbejdsløsheden vokser, er beboerne i Skovparken de første, der bliver ramt.

”Arbejdsløsheden er høj, fordi der bor mange ufaglærte. Det er ikke, fordi folk ikke vil arbejde. De fleste har et brændende ønske om at kunne klare sig selv, men for mange er situationen den, at der simpelthen ikke er noget job at få på grund af krisen,” siger Bente Ginnerskov Hansen.

Hun forklarer, at mange af beboerne føler, at Skovparkens stempel som ghetto er uretfærdigt.

Da Ane Isaksen og hendes mand flyttede ind i den dengang splinternye lejlighed for 40 år siden, var naboerne næsten udelukkende danske børnefamilier. I dag er Ane og andre danskere blevet en etnisk minoritet i bebyggelsen, men den stadig mere kulørte beboersammensætning har ikke påvirket hendes lyst til at bo i kvarteret. Hun føler ikke nogen kløft mellem de danske, kurdiske, afghanske, somaliske og palæstinensiske naboer.

”Da indvandrerne begyndte at komme, var der nogle, som talte vældigt meget om ’dem’. Men jeg har det sådan, at livskvalitet og sammenhold ikke hænger sammen med hudfarve. De skriver for eksempel i avisen, at indvandrerbørn kaster med sten. Men det gjorde de danske børn også i 1970’erne,” fortæller Ane Isaksen, der mener, at kløften mellem danskere og indvandrere i høj grad næres af en lokalpresse, som slår områdets kriminalitet stort op.

For nogle år siden skrev hun et brev til den lokale avisredaktør om den problematik. Men hun fik aldrig noget svar. Ane Isaksen forklarer dog også, at det gjorde dækningen af Skovparken mere afbalanceret, da Jydske Vestkysten for nogle år siden sendte to journalister ud for at bo i området.

”Jeg er da ikke blåøjet. Selvfølgelig er der problemer. Sådan må det være, når et område skal rumme flygt-ninge og psykisk syge. Men personligt har jeg altid sagt, at jeg skal bæres herfra. Lejlighederne er pragtfulde, og jeg har lært meget af at møde mennesker fra andre kulturer. Da jeg i sin tid var beboerformand, kæmpede jeg for, at klubberne herude skulle være åbne for alle na-tionaliteter. Beboerarbejdet skulle ikke finansiere særlige palæstinensiske eller kurdiske klubber,” siger Ane Isaksen.

Der har da været perioder, hvor Ane overvejede, om hun måske alligevel skulle bestille flyttefolk.

For eksempel den dag, hun stod ved køkkenvinduet og vaskede op, mens en børnerig somalisk familie slæbte møbler ud af en flyttebil. Kort forinden var hendes danske overbo gennem mange år rykket ud. Men mødet den børnerige somaliske familie blev en positiv overraskelse.

”Nogle gange har jeg tænkt, hvordan kan det være, jeg hører dem så lidt. De har jo trods alt 10 børn. I dag er børnene store, og de har klaret sig godt. Flere har studentereksamen og er i gang med uddannelser,” siger Ane Isaksen, som pointerer, at den fredelige sameksistens hænger sammen med, at konflikter tages i opløbet.

På et tidspunkt udløste det et sandt regnvejr i Anes køkken, når den somaliske børnefamilie afrimede deres fryser. Ane opsøgte familien og viste dem, hvordan de skulle afrime, og siden har der ikke været problemer.

”Vi er blevet gode venner. Det har været spændende at lære kurdere, palæstinensere og somaliere at kende og høre om deres lande. Mange af familierne har oplevet forfærdelige ting som krig og flugt,” siger Ane Isaksen, der aldrig har følt det som et problem, at hendes naboer faster under ramadanen, og at rigtig mange af kvinderne i området bærer tørklæde.

”Det eneste, jeg ikke bryder mig om, er, at et par enkelte kvinder herude går med tildækket ansigt. Det generer mig, at de har en maske på, så man ikke kan få kontakt,” siger Ane Isaksen.

Ane Isaksen understreger, at naboerne i opgangen er meget hjælpsomme. Den somaliske familie har tilbudt at pudse hendes vinduer, og en bosnisk nabo begyndte helt uopfordret at slå hendes græsplæne, efter at hendes mand døde.

”Vi har et virkelig godt naboskab. Men rigtig tætte venner bliver vi ikke. Jeg ville nok have flere tætte venner her, hvis der boede flere danskere på min egen alder,” lyder det fra Ane Isaksen.

I den modsatte ende af Skovparken sidder den 29-årige Mohammed Ajjawi i en brun veloursofa foran et veldækket kagebord under de store skriftsteder fra Koranen. Ikke fordi Mohammed er særlig religiøs. Han forklarer, at han er kulturel muslim.

Den unge pædagogmedhjælper, der er gift med en dansk kvinde, har en søn på otte år og en datter på seks år. Han kom til Danmark i 1992 sammen med sine forældre og fire af sine seks søskende. Familien er palæstinensere, og de flygtede fra krigen i flygtningelejrene.

Hans forældre bor også i kvarteret. Selvom de kun er i midten af 50’erne, kommer de nok aldrig i arbejde, for oplevelserne under krigen i flygtningelejrene i Libanon har sat deres spor.

”Min far var oprindelig revisor i Libanon. I Danmark har han arbejdet som tømrer, men i dag er han arbejdsløs. Min mor er syg. Hun har mange smerter og traumer fra krigen i Libanon og kan ikke arbejde,” fortæller Mohammed Ajjawi, der forklarer, at Skovparken er en del af hans identitet.

Mohammed Ajjawi har i mange år været aktiv i beboerarbejdet, og han synes, det er lykkedes at samle naboer på tværs af nationa-liteter.

”Du skulle være her en sommerdag, hvor bænkene er sat op på græsplænerne, og der bliver grillet og snakket. Det gode ved at bo her er, at man møder alle slags mennesker. Jeg arbejder for, at vi skal blande os på tværs,” siger Mohammed Ajjawi, der dog samtidig er frustreret over omverdenens fordomme om Skovparken.

”Det er sørgeligt, at der bor så få danskere. Man skulle tro, det var et farligt slumkvarter, når folk i Kolding taler om os. Realiteten er, at der er stille og fredeligt, men det er ærgerligt, at der bor så få danskere,” siger Mohammed Ajjawi.

I en stor femværelses lejlighed i Skovparken 105 sidder den 30-årige tekniske tegner Hamdi Ahmed Mohamed og hendes mand, den ingeniørstuderende 31-årige Mahamed T. Sabriye, ved siden af hinanden i sofahjørnet, mens deres fem børn i alderen fra 1 til 13 år leger fredeligt i rummet ved siden af.

De er begge flygtninge fra Somalia. Hamdi er traditionelt klædt med tørklæde. Hun smiler meget – og har en perlerække af hvide tænder.Hamdi har boet i Danmark med sine forældre, siden hun var 10 år. Mahamed kom til Danmark som uledsaget flygtningebarn.

Mahamed fortæller om naboernes velkomst, da han for fire år siden kørte ind i Skovparken med et flyttelæs. En gruppe halvstore drenge kom ilende for at hjælpe, og i løbet af næsten ingen tid var møblerne båret op. Det var midt i ramadanen, og senere kom en afghansk nabo med aftensmad.

”Den hjælpsomhed var vi slet ikke vant til i det stille kvarter, vi kom fra,” siger han.

Men Mahamed T. Sabriye har dog også mærket bagsiden ved at bo i Skovparken. Da han på tidspunkt var arbejdsløs og søgte job, følte han, at arbejdsgiverne så skævt til hans adresse.

Hamdi Ahmed Mohamed mistede sidste år sit arbejde som teknisk tegner. Men siden har hun udnyttet mulighederne for at engagere sig i Skovparkens beboerarbejde. Hun er blevet uddannet som såkaldt bydelsmor og miljøambassadør og besøger andre kvinder i kvarteret for at tale med dem om for eksempel børneopdragelse, og hvordan de kan spare på vand og varme.

”Jeg elsker kvarterets sammenhold. Men det er en ulempe, at der er så få danskere. Vi har sendt vores børn i skole i et andet kvarter i byen, hvor der bor flere danskere. Alligevel er over halvdelen af børnene udlændinge, og mange af de danske familier har sendt deres børn i privatskole. Jeg synes ikke, at danskerne kan kritisere indvandrere for ikke at ville integrere sig og så samtidig fravælge skoler med mange indvandrere. Vi vil helst have, at vores børn går i skole med danskere”, pointerer Hamdi Ahmed Mohamed.

Selvom Skovparken er et godt sted at bo for den somaliske børnefamilie, har Hamdi en drøm.

”Når vores ældste datter bliver student, vil jeg gerne kunne modtage hende og hendes kammerater til en fest i et rigtigt parcelhus.”