Kristian Østergaard |
22. februar 2012
I fremragende samtalebog fortæller fire franske forfattere om deres tro
Olivier Abel: Paul Ricoeur, Jacques Ellul, Jean Carbon-nier, Pierre Chaunu: Dialogues. 144 sider. 16 euro. Éditions Labor et Fides.
De er alle fire døde nu. Filosoffen Paul Ricoeur, idéhistorikeren Jacques Ellul, juristen Jean Carbonnier og historikeren Pierre Chaunu. Men når man læser de interview, som professor i protestantisk teologi Olivier Abel netop har udgivet med bemeldte herrer, bliver de på forunderlig måde atter levende.
Interviewene rummer summen af mange års velerhvervet faglig indsigt, der ubesværet og levende sammenflettes med forfatternes egne livsfortællinger. Alle fire gjorde hovedparten af det 20. århundrede med. Det prægede dem, og de prægede århundredets åndsliv inden for filosofi, teologi, jura og historie.
Alle fire var protestanter i en overvejende katolsk kultur, og de beskriver det at være et mindretal som noget, der også har en positivside – nemlig indlevelsen i andres vilkår og den ufanatiske reaktion på fornærmelser.
Paul Ricoeur fortæller således om, hvordan han under ungdomsoprøret kom ind i undervisningslokalet, hvor en af eleverne med udsøgt elskværdighed havde skrevet: ”Ricoeur, din gamle nar!” på tavlen.
Stemningen var anspændt og dirrende, men Ricoeur bevarede roen og lod karakteristikken stå. Som han forklarer Olivier Abel, så kan man jo bare tænke på Shakespeares dramaer, hvor det er narren, der siger sandheden, ligesom det taler til narrens fordel, at han ikke tager sig selv højtideligt. Ricoeur er nok den meste kendte af de fire protestanter, og især er han kendt for sin understregning af, at fortællingen skaber vores identitet. Ricoeur siger om Bibelen, at den kender os bedre, end vi kender os selv. Derfor er det ikke så meget os, der læser Bibelen, som det er Bibelen, der læser os og gør os klogere på os selv.
Et lignende resultat nåede Jacques Ellul også frem til:
”Det er ikke dig, der har troen, men det er troen, der har dig”.
Derfor pointerer Ellul, at det er rigeligt at dyrke én Gud. Der er såvist ingen grund til at dyrke afguder i form af penge, teknologi eller sport. Ellul er i øvrigt på linje med Johannes Værge, der i sin nye bog ”Det betroede menneske” plæderer for, at prædikenen skal tale mennesket op og ikke ned. Det er i strid med kristendommen at gøre os til krumbøjede og glædesløse væsner, for i salme 8 i Det gamle Testamente hedder det om mennesket:
”Du har gjort det kun lidt ringere end Gud”.
Historikeren Pierre Chaunu blev protestant, da han læste Luthers 95 teser, for her indså han, at vore gerninger ikke tæller i forhold til Gud, hvor ”jeg jo er som det lille barn, der plukker blomster til sin mor, der takker for blomsterne, selv om de er grimme og ikke nogen nytte til. Her er man i kærlighedsforholdet, eller her gælder nåden. Og netop det var reformationen en understregning af”, konkluderer Chaunu.
Juristen Pierre Carbonnier bemærker, at det er misforholdet mellem det, vi siger, og det vi gør, der er kunstens raison d’être:
”Hvis der ikke var utroskab, så ville der blive skrevet langt færre romaner. Utroskab er et juridisk fænomen: Hvis der ikke var nogen ægteskaber, så ville der heller ikke være nogen utroskab. Det er altså på grund af juraen, at der er så mange romaner!”
Det er blevet sagt, at visdommen kommer med alderen, men at alderen somme tider kommer alene. Olivier Abels samtalebog er imidlertid et frugtbart eksempel på, at visdommen kan blomstre i de sene år.
Hver onsdag skriver vi på denne plads om , der handler om tro og værdidebat.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad