NÅR MAN IAGTTAGER de seneste 20 år, hvor Danmark for alvor har været i krig – og ikke mindst de seneste 10 år, hvor vi har været indsat i Afghanistan og Irak – bør man kunne se, at dette livssyns tågeslør er begyndt at lette. For det letter hos den enkelte, der har forholdt sig ansvarligt til den ondskab, den fjende og den modstand, som den vestlige verdens fred og frihed er blevet truet af. Og derfor er mulighederne ikke mindst store for, at tågesløret ikke længere generer udsynet hos dem, der har haft krigen inde på kroppen, enten helt konkret eller som pårørende, ven eller slægtning.

Man skal dog være varsom med at foretage sådanne analyser, lige så vel som man bør afholde sig fra at analysere sin egen og andres tro. For én ting er at betragte og dermed distancere sig fra virkeligheden, noget helt andet er nemlig at handle og gøre det, der falder sig for.

For godt 10 år siden gjorde et flertal i Folketinget det, der faldt sig for. De vejede ikke deres ansvar og tænkte ikke på konsekvenserne af deres beslutning. De gjorde det eneste rigtige i nuet. Og selvom de færreste af dem sikkert vil bryde sig om formuleringen, så lagde de fremtiden i Guds hånd. De lagde også et stort ansvar over på befolkningen, på de generationer, som skulle vokse op og modent melde sig til kampen, såvel som de ældre generationer, der har måttet bære bekymringens byrde og måske har haft den store sorg at få en lemlæstet søn hjem eller måske endda mistet en søn eller datter.

Bekymrede forældre, ægtefæller, børn, bedsteforældre, kærester, venner og slægtninge kan igennem årene tælles i hundredtusinder. Bekymringerne hos pårørende såvel som soldaterne har ført til besindighed og ydmyghed. Det samme har de alvorlige etiske dilemmaer, som de er blevet stillet i.

Her har man skullet træffe valg. Her har man skullet acceptere andres beslutning, bakke den op og være loyal. Her har man oplevet sorg, ængstelse og frygt. Ensomhed og følelsen af at svigte eller at blive svigtet har ramt mange. Tålmodigheden er blevet prøvet, sådan som mange har udvist et stille, beskedent mod.

DET HAR FØRT TIL refleksion, selvkritik og selverkendelse, hvor skel i verden ikke sættes i tiden mellem dagligliv og soldaterliv, men mellem tid og ånd. Her er livsmod og kampmod det samme. For her er et livssyn, der egentlig slet ikke er et syn på livet, men et møde med livet, hvor livet kræver, at man skal se ud over sig selv og hen på det menneske, man er forpligtet over for. Og tage den forpligtelse op i kamp.

Det er ikke spor anderledes end det, som vi alle kan gennemleve, når vi bliver syge, har en syg pårørende, mister et menneske, vi holder af, eller i det hele taget møder ondskab, fjender og modstand i livet. Situationen gør, at vi ser mere klart på livet, tager vores ansvar på os og måske endda finder en styrke frem, vi ikke troede mulig. Sådan er det situationen, der har fået velfærdspacifismens livssyn til at fordampe hos mange, så der er fundet mening i det, der for velfærdspacifismen er meningsløst.

Hvad angår krigen i Afghanistan, står det dermed også klart, at ofrene ikke kan måles i politiske resultater. Store politiske forandringer er sket, som vi kan være stolte over, men ideologisk set vil det aldrig være godt nok og nytte noget. Men fordi der er mænd og kvinder, der har mødt Folketingets tillid til befolkningen med ansvarlighed, er det dét værd. Fordi der er mænd og kvinder, der har vist døden foragt i kærlighed til livet, er det dét værd. Fordi der kæmpes for fred, frihed, familie og land er det dét værd. I ånden giver det mening.

Velfærdspacifismens livssyn vil dog altid forveksle ånd med ideologi og kommer ofte med politiske anklager, ligesom det finder det langt mere troværdigt og rigtigt, at man skulle drage i krig for sin egen skyld, for pengenes, for eventyrets, for oplevelsens skyld, end hvis man gør det for sit land, for fred og frihed og de værdier, som Danmark er bygget på.

Vi ser her en konfrontation, der er blevet tydelig igennem de seneste 10 år. Det er ikke kun en konfrontation i samfundet. Det er i lige så høj grad en indre kamp, der blandt andet kan friste soldaten til at give det nemme og omkostningsfrie svar, selvom baggrunden for at gå i krig var af ånd. På spørgsmålet, hvorfor soldaten meldte sig til krigen, er det bedste svar derfor, at det ikke kommer nogen ved, sådan som det også er det bedste svar på, om soldaten er blevet mere troende.

Lige så skjult troen er, lige så skjult for videnskabelig analyse er det naturligvis også, om de seneste mange års krig har medført en større ansvarlighed. Men det står dog til troende, at Danmark er blevet ændret af at være blevet krigsførende, selvom man med lige så stor ret kan sige, at fordi Danmark ændrede sig, blev vi krigsførende. Bedre er det derfor at sige, at situationen ændrede sig og satte os i et valg, som meget store dele af befolkningen ydmygt har måttet tage alvorligt stilling til, mens det for andre har været en intellektuel øvelse eller blot noget fjernt og perifert.

Det kan ikke undgå at ændre på vores selvforståelse, der ikke mindst bør være præget af stolthed, sådan som de pårørendes bekymringer igennem årene er blevet afløst af stolthed. Det bør den ikke kun være, fordi danske soldater har gjort et fagligt godt stykke arbejde og udført en barmhjertighedsgerning, men også fordi mange har udvist hæderlighed og ansvarlighed og ikke er taget af sted, fordi de søgte hæder, ære, penge eller eventyr, men fordi det var deres pligt.

Derfor er der også tændt et håb om, at der efter flere generationer med et forkælet velfærdspacifistisk livssyn nu er skabt generationer, der finder mening i at gøre det, der falder sig for. Ikke mindst at danne familier, hvor børn vil vokse op i sunde og gode rammer og få en ansvarlig opdragelse, der vil danne et godt fundament for et fremtidigt Danmark.