En lille kirke med en glemt historie

Det var 13 bønder, der byggede Drejø Kirke i 1535 – året før den officielle reformation i Danmark. De byggede den første protestantiske kirkebygning i Danmark – og i verden

Der er mange legender om, hvordan det gik til, da 13 bønder på Drejø i 1535 besluttede at bygge deres egen kirke. Både om årsag og placering.

Drejøboerne sejlede i kirke i Ærøskøbing indtil 1534, og det var i den forbindelse, at et dåbsselskab druknede på vej til kirke. Det var årsagen til, at de 13 bønder besluttede at bygge deres egen kirke.

”Den fortælling er der givet en kerne af sandhed i,” siger kirkehistoriker, dr.theol.­ Martin Schwarz Lausten, selvom han tilføjer, at århundreders mundtlige overleveringer altid forandrer fortællinger.

LÆS OGSÅ: Sydfynsk ø har landets ældste protestantiske kirkebygning

Der er ingen beretning om begivenheden i Ærø-kirkernes arkiver, men også her kendes historien.

Fortællingen om Drejø-kirkens placering er lidt mystisk.

Alt byggematerialet var klar på en fremtrædende og synlig plads i øens lille, stråtækte by. Men over natten blev alt materialet flyttet ned til et mosehul. Tilbage igen blev det båret. Men det samme skete natten efter og natten efter igen, indtil en af gårdmændene havde drømt, at der nede ved mosen var begravet et sort kors.

Det var samme gårdmand, der ville blive nabo til kirken oppe i byen, og som ikke var overmåde begejstret ved tanken om en kirkegård som nabo.

Så nu ligger kirken nede i et hul, og måske, mener en kirkehistoriker fra 1800-tallet, kan der være noget om snakken om de mystiske hændelser:

”Saa underligt dette end lyder, saa er der dog den Sandhed heri, at det virkelig ikke lader sig forklare paa nogen som helst naturlig eller fornuftig Maade, hvorfor man har lagt Kirkebygningen paa et saa lavt og fugtigt sted, hvor den kan omskylles af Højvande, tager sig meget uanseelig ud og ligger unødvendig bortfjærnet fra Byen,” skriver Adam Fabricius (1822-1902), der ud over at være kirkehistoriker også var præst på Drejø fra 1864 til 1874.

På Drejø nyder den teori fremme, at kirken ligger, hvor den ligger, fordi man dengang kunne sejle til den. Øerne Skarø, Birkholm og Hjortø blev i 1555 lagt til sognet, så præsten Niels Hansen kunne få mere tiende ind til livets opretholdelse. For de to sidstnævnte øer giver teorien om sejl-tilgang mening på grund af øernes beliggenhed. Datidens hovedtransportmiddel mellem de sydfynske øer var ”øhavets folkevogne”, smakkejollerne. Det er fladbundede joller med en eller to master.

I 1964 blev Birkholm lagt under Ærø, mens Skarø og Hjortø stadig er en del af Drejø Sogn.

Christian III var ikke kendt for at rutte med pengene til hverken præster eller biskopper. Johann Bugenhagen (1485-1558), en af reformatoren Martin Luthers (1483-1546) håndgangne mænd, lagde et godt ord ind for lønforhøjelser til præsterne, da han var i København i 1537 for at skrive Kirkeordinansen. Det var dog først 20 år senere, at kongen to år før sin død rent faktisk indfriede løfterne om mere i løn. Så Niels Hansen var måske derfor en af de første, der fik fordele af Bugenhagens protester mod det gejstlige lønniveau.

Der er ingen dokumenter, som helt nøjagtigt daterer Drejø Kirke. Og ingen ydre rester af den ældste del af kirken. Døbefonten, som er kirkens ældste inventar, er romansk og sandsynligvis et lån fra en anden kirke.

Men det vigtigste for dateringen er et dokument, der fortæller, at Christian III (1503-1559) kaldte en præst af den evangeliske tro til Drejø i juli i 1535. Det står i en protokol udfærdiget på Nyborg Slot, som Drejø dengang hørte under.

Og en præst betyder, at der er en kirkebygning at prædike i. Kirken nævnes også i kaldsbrevet: at præsten skal lære sognebørnene det hellige evangelium og det rene Guds ord ... Og gøre det gennem tilbørlig tjeneste, både i kirken og uden for.

Derudover er der en række danmarkshistoriske indicier for, at kirken faktisk har ligget der i næsten 500 år.

Kirkehistoriker Adam Fabricius leger med tanken om, at Drejø Kirke kan være Danmarks ældste protestantiske kirkebygning.

Martin Schwarz Lausten, der er reformationsekspert, er helt sikker.

Og det skyldes den tidlige danske reformationshistorie. For da Christian III den 30. oktober 1536 erklærede Reformationen for gennemført i hele riget – det vil også sige Norge og en række hertugdømmer – var det en konstatering af en allerede indtruffen begivenhed.

Christian III’s far, Frederik I (1471-1533), havde givet lutheranerne religionsfrihed i slutningen af 1520’erne.

”Og der, hvor Christian III – indtil 1534 var han hertug – erobrede land i krigen om kongemagten og religionen i Grevens fejde i årene 1533-1536, afskaffede han katolicismen til fordel for den evangeliske tro. I 1536 var danske købstæder for længst gået over til den evangeliske tro, og det gælder formentlig også hele det sydfynske område,” siger Martin Schwarz Lausten.

Af købsteder gælder det blandt andet Assens fra 1527, hvor de danske reformatorer Peder Lavrensen og senere også Christian Skrok, som muligvis blev præsteuddannet i Wittenberg, opholdt sig. Skrok kom først til Svendborg som præst, men var tilbage i Assens fra 1529.

Han var den første danske præst, der skriftligt foreslog, at præster skulle kunne gifte sig.

Og i Faaborg, som de fleste sydfynske øer regnede som hovedbyen på grund af beliggenheden for nogenlunde sikker sejlads, opgav katolikkerne at bygge en basilika-kirke til Helligåndsklosteret på grund af ”den sig nærmende reformation”. Den sidste prior i klosteret blev Faaborgs første lutherske sognepræst.

Den kirke, drejøboerne byggede, blev overgivet til kongen efter Reformationens indførelse – og det gjaldt langtfra alene Drejø Kirke. Det vil sige, at kongen også ejede den tiende, der kom ind. I Drejøs tilfælde tillod kongen, at denne tiende gik til kirken, og han overlod det til lensmanden i Nyborg at bestyre indtægterne.

Angiveligt afgav sognebørnene kirken til kongen, fordi de ikke selv kunne fuldføre den med tårn og kor og ej heller magtede den fremtidige vedligeholdelse. Den oprindelige kirke bestod alene af kirkeskibet.

Præstens løn bestod hovedsagelig af naturalier og jord, der blev tillagt præstegården.

Der kom gennem årene en del stridigheder mellem præst og bønder på øen om tiendet og præstegårdsjordens bonitet.

Efter kaldelsen af Niels Hansen i 1535 gik der ifølge kirkens præstetavle over 40 år, før der kom ny præst. Denne gang kunne menigheden selv vælge.

Det havde Christian III dikteret for alle sogne i riget i Fundatsbrevet fra 1555.

”I hen ved halvandet hundrede Aar havde Menigheden Kaldsret, og Sagnet om de tre Kandidater, der prædikede paa Valg, den ene efter den anden, paa en og samme Dag og søgte at overgaa hverandre, levede endnu i dette Aarhundredes (19. århundrede, red.) Begyndelse i Øboernes Erindring,” skriver Adam Fabricius.

Det eneste kaldsbrev, der er bevaret – ud over afskriften af brevet, hvor kongen kaldte Niels Hansen til Drejø – er Niels Christoffersens. Han kom til Drejø fra en stilling som kapellan i Svendborg i 1632.

Det frie præstevalg sluttede med enevældens indførelse i 1660. Fra 1660 til 1667 var Drejø pantsat til Otto Krag på Egeskov Slot, og derfra bestemte forskellige slotsejere valget af præst frem til Grundloven af 1849.

I nyere tid, hvilket i historikerjargon er efter Reformationen, var det ikke mindst salmerne, der var en kilde til oplæring i den evangeliske tro. Hæfterne med lutherske salmer havde cirkuleret i hele landet år før Reformationen.

Nadveren udgjorde dog et problem. Før Reformationen var det kun de katolske præster, der drak af vinen, ikke menigheden. Drejøboerne kendte den skik fra Ærøskøbing. Og måske har de som mange andre danskere været bange for at drikke vinen. Efter et par år med dispensation blev det pålagt alle at drikke vinen ved nadveren. Straffen for ikke at gøre det var bandlysning.

Det var også nyt, at prædiken foregik på dansk.

Under enevælden vendte de alenlange prædikener tilbage til kirkerne. Også på Drejø. Efter Reformationen blev prædikenens længde sat til en time, men med enevælden (1660-1849) sluttede den skik. Mange kirkegængere klagede, og det betød på Drejø, at – vistnok – Christian V (1646-1699) donerede kirken to timeglas, så prædikenerne ikke tog hele søndagen.

På Lyø, som hører under Faaborg, hedder det, at præsten låste menigheden inde, så den ikke stak af.

Timeglassene på Drejø skulle sikre, at prædikenen ikke blev for lang. Men historierne går stadig om, at flere præster efter timeglassenes udløb skulle have sagt, at ”menigheden plejer at kunne lide et glas mere”.

Det er svært at vide, hvor hurtigt Reformationens tanker satte sig helt igennem, siger Martin Schwarz Lausten. ”Kommandovejen” var, at kongen informerede biskopperne, biskopperne provsterne og provsterne præsterne om nye kirkelove og teologi.

”Men man kan indirekte se, at der var forskellige problemer. Blandt andet som nævnt nadveren. Og Peder Palladius, Sjællands første evangeliske biskop, måtte også i 1555 give en opsang over katolsk praksis i kirkerne,” siger han.

Måske ikke underligt, da for eksempel Faaborgs første præst var den katolske prior i Helligåndsklosteret. Og mange katolske præster gik direkte fra katolicismen til den lutherske præstegerning.

Drejø Kirke havde fuldtidspræst indtil 2008, og i dag er den nyrenoverede kirke bemandet med en halvtidspræst.