Trods finanskrise, klimaforandringer og øget problematisering af grupper som de arbejdsløse fortsætter danskernes tillid til hinanden med at stige
Danskernes tro på, at andre danskere er til at stole på, er større end nogensinde. Og den har været konstant stigende de seneste 30 år, viser en ny, stor undersøgelse. Det er helt unikt på verdensplan, hvor det de fleste steder går lige modsat.
Og det er overraskende i forhold til, hvad særligt de seneste fem-ti år har budt danskerne af kriser og politisk mistænkeliggørelse, mener en af forskerne bag undersøgelsen, adjunkt Kim Mannemar Sønderskov fra Aarhus Universitet.
LÆS OGSÅ: Det tillidsfulde folk”Flere samfundsforskere har talt om, hvordan den borgerlige regering førte en frygtens politik ved at bruge pisk og kontrol over for dem, de mente snød eller udnyttede det offentlige system. Vi kan bare konstatere, at det i hvert fald ikke har medført øget mistro i befolkningen, måske tværtimod,” siger han.
Cirka 75 procent af danskerne svarer i dag, at de generelt stoler på andre. På verdensplan svarer kun omtrent 30 procent det samme. Det har forskerne vidst i flere år, men det nye er, at tallet er stigende og har været det siden 1981. Den nye forskning går også imod den typiske forklaring på, hvorfor Danmark har verdens højeste tillidsniveau, nemlig en særlig skandinavisk kulturhistorie præget af folkelige bevægelser og frivillige foreninger. For det forklarer jo ikke den fortsatte tillidsstigning i en tid, hvor både bevægelser og foreninger er i tilbagegang, påpeger Kim Mannemar Sønderskov.
En af landets førende forskere i tillid er professor Gunnar Lind Haase Svendsen fra Syddansk Universitet. Han er også overrasket over de nye tal. For anden forskning har vist, at den øgede indvandring har betydet mere utryghed. Også politireformen og de mange historier om, at politiet ikke længere har ressourcer til at rykke ud til borgere i nød, burde have mindsket tilliden. Det samme gælder det stigende antal personlige skandalesager i politik og den generelle økonomiske krise.
”Danskernes tillid er åbenbart mere robust, end vi troede,” siger han.
Årsagen til den stigende tillid er først og fremmest en konsekvens af den øgede tillid til statens institutioner. Vi tror på, at folk bliver behandlet retfærdigt. Samtidig er uddannelsesniveauet steget, og det har også en klar, positiv vækst, konkluderer undersøgelsen.
Konsekvensen er ikke bare, at folk føler sig mere trygge og lykkelige, de gør også flere gode gerninger og opfører sig mere miljøbevidst, fordi de har tillid til, at andre gør det samme. Og så producerer vi som samfund mere, fordi vi ikke behøver bruge så mange ressourcer på at kontrollere hinanden.
Netop den mindre kontrol bør være noget af det, vi udnytter den høje grad af tillid til, mener Gunnar Lind Haase Svendsen.
”Danskernes tillid er åbenbart meget robust. Det er en stor værdi, vi skal huske at værne om, eksempelvis når vi diskuterer kontrol på psykiatriske sygehuse, blandt hjemmehjælpere og offentligt ansatte generelt. Vi kan med fordel fokusere kontrollen meget mere på de steder, hvor vi ved, at folk snyder, ikke mindst på sort arbejde. Og samtidig minimere den alle andre steder, hvor den både er unødvendig og ødelæggende for motivationen,” siger han.