Ene kvinde i felten

Karen Frifelt kom første gang med på udgravningerne i 1959. Hun var da arkæologistuderende med Glob som lærer, efter at hun nogle år havde arbejdet som bibliotekar på Statsbiblioteket. Men hendes interesse for arkæologi og en opfordring fra en overbibliotekar til at læse videre fik hende til at kaste sig ud i studiet. Hun havde rejst meget på egen hånd, blandt andet i Tyrkiet og Mexico, og Glob så, at hun var gjort af det rette stof til at kunne klare sig som ene kvinde under de barske forhold.

– Hvad skulle jeg være nervøs for? spørger Karen Frifelt, der i dag er 80 år og sidste år tog turen endnu en gang til Bahrain for at fejre 50-året for udgravningerne. I sin stue er hun omgivet af bøger, malerier og vævede tæpper med motiver fra Bahrain skabt af danske kunstnere, som også deltog i ekspeditionerne. Igennem syv år tilbragte hun vintermånederne i ørkenstaten og fik senere som den første arkæolog adgang til at grave i Oman, hvor hun skabte sig et internationalt ry som førende kender af området.

– Når man gerne vil rejse vidt omkring, kan det ikke nytte, man er bange for det ene og det andet. Det var ikke noget, jeg spekulerede over. Jeg var aldrig udsat for ubehageligheder eller fjendtlighed. Men jeg tror nok, mine forældre havde visse spekulationer, siger Karen Frifelt.

En lille episode antyder dog, at hun også havde snarrådighed til at klare sig ud af en situation, der måske kunne have gjort en mindre stålsat sjæl lidt utryg. Engang, da hun om aftenen var blevet sat af en bus med sin kuffert i ørkenen og gik ud ad en øde vej, hørte hun skridt bag sig. En mand nærmede sig og nåede efterhånden op på siden af hende. Hun rakte resolut sin kuffert ud mod ham med ordene: "Ja, den er lidt tung. Vil De være så venlig at bære den!" Hvorefter de fulgtes ad videre.

Inden sin ankomst til lejren i Bahrain havde Karen Frifelt hørt rygter om, at nogle ikke ønskede at få en kvinde med i det gode arkæologiske selskab.

– "Øv, skal vi nu have en kvinde herned," lød det. Så jeg besluttede at holde lav profil den første tid, fortæller hun.

Men hun kom godt ud af det med både danskerne i lejren og de lokale, der mødte op hver morgen for at deltage i gravearbejdet og tjene en kontant skilling som supplement til fiskeri og landbrug. Og de havde tilsyneladende ikke noget imod at arbejde med en kvinde som leder.

– Man kunne ikke se på araberne, hvad de tænkte. De var meget diskrete. Jeg holdt på, at hvor andre skulle arbejde, skulle jeg også selv gå med. For eksempel i den dybeste udgravning, vi havde, som var otte meter dyb. Men de ville ikke have, jeg lavede hårdt arbejde. De var prægtige mennesker. Jeg kunne en smule arabisk, men man kommer også langt med fagter. Og vi kunne le sammen. Man skal ikke le ad, men sammen med mennesker, tilføjer hun.

De lokale havde ikke fra starten noget forhold til de tidligere tiders efterladenskaber, der dukkede frem af ørkensandet.

– De troede, vi gravede efter guld. De kunne ikke begribe, vi slæbte af sted med læssevis af potteskår. Men efterhånden lærte de at værdsætte den hedenske kultur, fortæller Karen Frifelt.

Glob og Bibby, som hun betegner som et godt makkerpar, lagde vægt på, at danskerne skulle bo blandt de lokale og ikke afsondre sig på et komfortabelt hotel i byen. Derfor fik Glob nogle bahrainere til at opføre en række traditionelle palmehytter til indkvartering oven på ruinerne af et portugisisk fort.

– Det var nu ikke så romantisk, som det lyder. Men det var godt set af Glob og Bibby, at vi skulle bo på stedet.

I det hele taget havde Glob sans for at falde i med de lokale og tilpasse sig stedets skikke. Blandt andet iførte han sig en lang kjortel og hovedklæde, når han ankom til Bahrain i januar måned.

– Han holdt meget af at være der og var virkelig god til at komme ind på livet af de lokale. Han talte kun lidt arabisk og var meget tunghør, men det betød ikke noget, for han havde en meget veludviklet intuition. Han var et prægtigt menneske at arbejde sammen med.

Ekspeditionerne til Bahrain og efterhånden også andre Golfstater som Kuwait, Qatar og Oman, var ikke kun forbeholdt arkæologer. Med på holdet var også kunstnere – forfattere, malere, filmfolk, rejsejournalister og fotografer – som Glob inviterede med, for at de kunne hente inspiration under de eksotiske himmelstrøg. "Det er dem, man vil huske, når vi andre er glemt," sagde han – selv søn af maleren Johannes Glob og også indimellem udøvende maler. Forfattere som Peter Seeberg og Thorkild Hansen og maleren Karl Bovin var nogle af de navne, der nød godt af inspirationen fra "Det lykkelige Arabien" (som Thorkild Hansen skrev efter et ophold i Kuwait i 1960).

Men hvad var så det arkæologiske udbytte af ekspeditionerne? Hvad var det for fund, der gjorde dem til et enestående kapitel i dansk arkæologihistorie?

Før arkæologerne begyndte at grave, mente man, at Bahrain i oldtiden havde været tyndt befolket og tjent som begravelsesplads for de omkringliggende lande. Men det viste sig snart, at øen havde været tæt befolket gennem flere tusind år. Da Glob og co. fik arbejdet sig ned gennem det ene kulturlag efter det andet, fandt de – dybt nede under den portugisiske fæstning – en civilisation, som de kunne datere tilbage til cirka 2000 f.Kr.

Fra 4000 år gamle mesopotamiske lertavler kendte man til (sagn)landet Dilmun, som man imidlertid ikke havde kunnet lokalisere. Dilmun var også kendt fra helteeposet "Gilgamesh" som udødelighedens land – og som kilde til Bibelens beskrivelse af Edens Have i Første Mosebog. Udgravningerne viste, at her havde ligget et rigt handelscentrum, hovedstaden i et blomstrende rige med masser af ferskvandskilder, der gjorde øen frugtbar. Og fundet af såkaldte seglsten med religiøse motiver og stenskåle med kileskrift, der omtaler Dilmuns skytsgud Inzak, overbeviste arkæologerne om, at det var intet mindre end Dilmun – Paradisets Have – de havde fundet. Og det var Dilmuns beboere, der lå begravet i de utallige gravhøje.

– Når man kommer fra ørkenen og det solsvedne landskab og ser de frodige palmehaver og hører det rislende vand, så må det have virket paradisisk, siger Karen Frifelt.

Fundene blev lidt af en verdenssensation, der gjorde Moesgård Museum kendt uden for landets grænser. I dag er der bygget et nationalmuseum i Bahrain, som huser de fleste fund, og i dag graver bahrainerne selv i området, selvom der stadig eksisterer et nært forhold til museet og arkæologerne i Århus. Og stoltheden over den gamle kultur har for længst indfundet sig. Den mødte Karen Frifelt i Bahrain sidste år hos en gammel mand, som havde fulgt udgravningerne i sin tid. Han holdt nogle potteskår frem til hende og bemærkede: "This is better than gold."

Bahrain er i dag forandret til ukendelighed, men Karen Frifelt hører ikke til dem, der beklager udviklingen, selv om flere af gravhøjene har måttet vige for fremtrængende nybyggeri.

– Vi så det sidste af den levevis, de havde. Det er et helt andet samfund i dag. Men det er godt, landet har udviklet sig, og de har fået skoler, læger og hospitaler.

– Det var dejligt at være inviteret ned at se det hele igen, siger hun.

– Jeg synes ikke, mentaliteten har ændret sig grundlæggende i forhold til dengang. De var meget tolerante og tålmodige – og vi prøvede at komme dem i møde og indrette os på dem. Måske er det det, der mangler i dag: god vilje fra begge sider. De havde ingen mindreværdskomplekser – det var det, der var så godt. De var helt sig selv og havde meget at være stolte af. De havde en tolerant form for islam og kunne godt acceptere, vi var anderledes.

Karen Frifelts arbejde i Bahrain sluttede i 1966, da hun måtte hjem og skrive sin magisterkonferens færdig. Men i begyndelsen af 1970'erne drog hun igen til Golfen, denne gang Oman, hvor hun selv stod for udgravningerne i sultanatet, der for første gang lukkede arkæologer indenfor.

– Det var en stor drøm, der gik i opfyldelse. Alle ville gerne til Oman, siger Karen Frifelt, der her fandt endnu en oldtidskultur, som i 2000-tallet f.Kr. havde drevet kobberminer i bjergene og organiseret eksport af kobbermalm.

Karen Frifelt holder stadig forbindelsen til arkæologien, selvom hun for et halvt år siden opgav sit kontor på Moesgård. Årene i Bahrain og Oman er ikke bare synlige på væggene i hendes hjem – og i form af en lang række videnskabelige artikler og bøger – men har præget hele hendes tilværelse.

– Der er ingen tvivl om, at det var mit livs oplevelse. Det har gennemsyret resten af min tilværelse, både før og nu. Mødet med befolkningen var den største oplevelse. Jeg blev så glad for at træffe de mennesker. Man mødte venlighed, høflighed og hjælpsomhed hos dem. Det har været en oplevelse for alle, der var dernede.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk

Karen Frifelt

Født i Ølgod 1925, datter af forfatter og landmand Salomon Frifelt. Mag.art. i forhistorisk arkæologi fra Aarhus Universitet. Deltog i udgravninger i Bahrain 1959-66, stod derefter for udgravninger i Oman. Ansat ved Moesgård Museum og medarbejder på tidsskriftet Skalk. Forfatter til flere bøger, blandt andet "Islamic Remains in Bahrain" (2001), "Karl Bovin og Arabien" (2000) og "The island of Umm an-Nar" (1991-95).