Kvinders fornemmelse for Gud

Det underbygges af cand.mag. Peter Lüchau, afdeling for religionshistorie på Københavns Universitet, der i bogen har undersøgt danskernes gudstro siden 1940. Antallet af kvinder, der tror på en personlig Gud eller på en særlig åndelig kraft, er markant højere end antallet af mænd. Og forskellen mellem kønnene i synet på religion bliver større i slutningen af 1990'erne. Den største forskel på de to køn finder man i gruppen af danskere, som ikke tror på nogen Gud. Her er mændene i klart overtal.

Også den anerkendte amerikanske religionssociolog Rodney Stark har undersøgt mænds og kvinders forhold til religion i sin bog "Exploring Religious Life" fra 2004. Han har indsamlet data fra 57 lande, og i samtlige lande siger flere kvinder end mænd, at de er religiøse.

Spørgsmålet er, hvorfor kvinder er mere religiøse end mænd? Skal årsagerne hentes i kultur, opdragelse eller biologi? Har religionens plads i samfundet en betydning for forskellen? Eller er det religion i sig selv, der gør forskellen?

Psykolog og forskningsadjunkt Peter la Cour henviser til en engelsk undersøgelse fra 1967, som viste, at mænds billeder af Gud blev forbundet med planlægning, kontrol og styring – én, der har det store overblik – mens kvindernes billede handlede om omsorg og nærvær.

– Når man ser på gudstro i Danmark, er de faste forestillinger omkring, hvad man lægger i begrebet "gud", blevet mere og mere diffuse. Det er sådan "en slags ånd" og mindre og mindre en herre med skæg. Og den "slags ånd" er måske sværere at knytte til de maskuline gudsbilleder som planlægning og overblik, men er tættere på det evige nærvær og det moderlige, det kvindelige. Det taler måske mere til følelserne. Man kan godt sige, at kvinder forstår følelser som argument mere, end mændene gør. Følelsen af en gudstro vil være et gyldigt argument for kvinder og ikke for mænd, siger Peter la Cour.

Else Marie Kjerkegaard, der er forfatter til interviewbogen "Vejen vi går" om kvinder og tro, underviser i kristen meditation i Helligåndskirken i København og er retræteleder. Hun kalder kvinder for bærere af spiritualiteten i dagens samfund.

– Man kan godt sige, at det er kvinderne, der sikrer, at spiritualitet og religiøsitet ikke trænges helt ud af det moderne samfund. Det er ikke, fordi kvinderne er mere åndelige end mænd, men fordi kvinderne som gennemsnit har bedre kontakt med den dybere del af sindet, hvor længslen efter Gud findes, og frøene til en åndelig udviklingsproces ligger i kim, siger Else Marie Kjerke- gaard.

Også hun mener, at en skelnen mellem kvinders tiltrækning af væren og mænds af handlen har stor betydning.

– Det er i værenstilstanden, man opdager sin længsel efter noget højere end det, der drejer sig om at manifestere sit ego. Det er også her, vi erfarer, at Gud findes, og hvor vi kan høre, hvad Gud vil sige til os. Det sker sjældent, når vi er i fuld aktivitet, siger Else Marie Kjerkegaard.

Ph.d. i religionsvidenskab René Dybdahl Pedersen, Aarhus Universitet, beskæftiger sig overvejende med nye religioner, som han definerer bredt ved at inddrage sekter, kulter og new age. Her er 60 procent af medlemmerne kvinder. Han ser en klar fordeling mellem mænd og kvinder alt efter, hvor konkret en tilgang det enkelte trossamfund har til religionen.

– I grupper som Scientology, hvor teknik og naturvidenskab er i højsædet, og hvor man har en klar hierarkisk kultur, er der flest mænd. Scientology har en uddannelsesstruktur, hvor de for eksempel benytter sig af et elektropsykometer til at måle, præcis hvor i sit udviklingsforløb man befinder sig. Elektropsykometeret slår ud i tilfælde af, at der er sket noget tidligere i ens liv, som har efterladt affald på ens tidsspor. Det affald skal man så have fjernet for at kunne udvikle sig videre – for til sidst at komme over "Broen til den fuldkomne frihed", fortæller René Dybdahl Pedersen.

Han peger på, at esoteriske grupper er mere tiltrækkende for kvinder end den tekniske tilgang til det åndelige.

– Det er for eksempel teosofiske foreninger som Den gyldne Cirkel, Siriuscenteret og White Eagel, hvor man tror på reinkarnation og på, at alt udgår fra et oprindeligt guddommeligt ophav. En af de grundlæggende idéer er, at tiden nu bevæger sig fra den materialistiske og selviske til en anden tid, new age, med mere næstekærlighed. Det opfattes som en naturlig udvikling frem mod det guddommelige. Selvet er ikke i fokus her. Man sidder for eksempel ofte i en cirkel og nedkalder lys, som man kanaliserer videre til andre. Her findes ikke systemer, som bringer den enkelte tættere på målet, som der gør hos Scientology, men den enkelte kan få oplevelser med det guddommelige, siger René Dybdahl Pedersen.

Når kvinder søger mod større åndelighed skyldes det ifølge forfatter og meditationsleder Else Marie Kjerkegaard den udbredte materialistiske tankegang, der hersker generelt i samfundet med ensidig fokusering på økonomisk vækst, tempo og konkurrence.

– Kvinderne er mindre tilbøjelige til at lukke øjnene for de negative sider af samfundsudviklingen, for de tænder, qua deres kvindelighed, ikke i samme omfang som mændene på de maskuline værdier i samfundet. De har derfor lettere ved at stå ved, at de lider under den. Hvis et samfund skal udvikle sig på en sund måde, er der behov for balance mellem det mandlige og det kvindelige element, mellem handlen og væren. Den balance findes ikke i dag, siger Else Marie Kjerkegaard.

Religionssocolog Lene Kühle, Aarhus Universitet, peger også på, at kvinder reagerer på de bløde værdier.

– Det er et gennemgående træk de fleste steder i verden, at kvinder er mere religiøse end mænd. I et samfund eller i en sekt, hvor religionen bliver bundet op på politik og det offentlige liv, vil mændene i højere grad engagere sig. Men er religionen derimod bundet op på privatsfæren og de mere bløde ting, vil kvinderne typisk være i overtal. Et eksempel på et sted med flere mænd end kvinder er Moonbevægelsen, som var en meget politisk sekt. I Danmark er religionen bundet op på privatsfæren og den personlige udvikling, som kvinder er bærere af.

– En undersøgelse fra 1990 viser, at kvinder i Danmark i højere grad end mænd har fået en religiøs opdragelse. Kvinder er blevet socialiseret til at være omsorgsbærere, traditionsbærere og til at lægge vægt på følelse og de bløde værdier, som religion står for. Forældre mener altså, at det er vigtigere for pigerne at få den dimension, end det er for drengene, siger Lene Kühle.

Når kvinder rammes af negative følgevirkninger, er de ifølge Else Marie Kjerkegaard mere tilbøjelige end mænd til at søge råd hos psykologer, psykoterapeuter eller alternative behandlere.

– Kvinder har lettere ved at se i øjnene, at noget er galt, og at de ikke selv kan klare det. Når man går ind i en personlig udviklingsproces, handler det om at have mod til at lære sig selv at kende, at få indsigt i sine fortrængte sider og tage dem til sig. Under sådan en proces når man ofte ned i de lag i sindet, hvor man får kontakt med sin åndelige længsel, sin længsel efter at blive elsket ubegrænset og betingelsesløst. Det vækker bevidstheden om længslen efter Gud. I begyndelsen søger man måske Gud i de alternative miljøer, men før eller siden kommer der et behov for at vende tilbage til de kristne rødder. Det er det, vi ser i disse år.

– Mænd ser ikke, at det er igennem erkendelsen af sin svaghed, at man for alvor bliver stærk og udvikler en integreret og hel personlighed. Den største udfordring i en åndelig udviklingsproces er at turde se sandheden om sig selv i øjnene, også når den åbenbarer skrøbeligheden. Der ligger en stor udfordring for kvinderne i at formidle deres religiøsitet til mændene på en sådan måde, at også de kan tage deres åndelige længsel til sig, for sker det ikke, synes samfundet på katastrofekurs. Ser man evangelisk på det, handler det om, at kvinderne skal vise hen til Jesus, ligesom Maria gjorde det under brylluppet i Kana, og som Maria Magdalena gjorde det, da hun som den første havde set den opstandne Jesus og fik besked på at fortælle disciplene det.

– Dybest set tror jeg, det er et led i Guds plan for vores frelse, at den åndelige vækkelse i dag i så høj grad sker igennem kvinderne. Vi skal hjælpe mændene med at blive hele mennesker, for det er svært for dem at se deres sårbarhed i øjnene og åbne sig for Gud. Det store spørgsmål er, hvordan vi får mændene i tale, siger Else Marie Kjerkegaard.

At forskellen på mænd og kvinders tilbøjelighed til religiøsitet kommer for dagen i disse år, kan også have en anden forklaring, mener forskningslektor, cand.phil. Hilda Rømer Christensen, Institut for Sociologi, Københavns Universitet, der blandt andet forsker i køn, modernitet og religion.

– Overordnet set mener jeg, at ændringen måske mere ligger i, at forskningen har fået øjnene op for køn og religion mere end, at der er tale om de store ændringer. For mig ser det ud, som om kvinder har brugt religionen som det, der er kaldt en fleksibel ressource gennem hele den moderne periode og i højere grad har forsøgt at bruge religion eller religiøs praksis som en integreret del af det moderne liv.

– Når forskningen i dag har fået øje på denne praksis blandt kvinderne, hænger det også sammen med, at feltet er blevet mere tværfagligt og med en bredere definition af religiøsite end den mere snævre og akademiske definition, som har været fremherskende i den lutherske kristendom. Der, hvor jeg har set på det, er i forhold til religiøse organisationer og institutioner, hvor kvinder har været i overtal i hele det 20. århundrede. For eksempel var KFUK jo indtil efter Anden Verdenskrig den største kvindebevægelse i Danmark, målt på antal medlemmer. Det siger noget om, at kvinder i høj grad har søgt at forbinde det religiøse med det moderne samfunds muligheder.

Ifølge Hilda Rømer Christensen har der generelt været en tendens til berøringsangst og dæmonisering af religion i det moderne samfund og ikke mindst af relationen mellem kvinder og religion.

– Man kan for eksempel se det i forhold til integrationsdebatten i Danmark, hvor køn og ligestilling jo har spillet en væsentlig rolle, men hvor religion – her i form af islam – ses som en barriere for ligestilling både i forskningen og i debatten. I Norge er der for nylig lavet en interessant undersøgelse, som viser, at ud- og indvandring også påvirker forholdet mellem religion og køn på den måde, at kvinder får et større ansvar for at formidle den religiøse, muslimske tro, når påvirkningen fra oprindelseslandets kultur er fraværende.

– Det betyder, at kvinderne ofte som indvandrere får en mere aktiv rolle i forhold til at opretholde og til at socialisere til religiøs identitet. Radikaliseringen af den religiøse identitet blandt indvandrere betyder ikke kun, som det ofte hævdes, at religionen er en barriere og forhindring for forandring, men at religionen ved siden af familie og arbejde er vigtige steder for skabelse, forhandlinger og forandringer af kønsrelationer. De her dimensioner og religionens rolle i forhold til forandring er der efter min mening et stort behov for at få udforsket, også i Danmark. Jeg mener altså, at man kan tale om en stort set religionsblind forskning, for eksempel når det gælder et brændende emne som integration i Danmark.

– Omvendt kan man også tale om vores store etablerede danske folkekirke som kønsblind. Kirken har som bekendt gennemgået et rent talmæssigt kønsskifte over de sidste 10-20 år, både hvad angår præster og menighedsrådenes sammensætning. Hvilke konsekvenser har denne feminisering for kirkens fremtid? Nogle vil mene, at det signalerer tab af prestige og magt, og at vi netop på grund af denne feminisering vil se en adskillelse af kirke og stat i det 21. århundrede. I første del af det 20 århundrede blev der ført en livlig debat for og imod kvinders adgang til præsteembedet, siger Hilda Rømer Christensen og tilføjer:

– Nu hvor kvinderne faktisk er kommet ind, kan man godt undre sig over, at diskussionen helt er forstummet.

remar@kristeligt-dagblad.dk