EU vil give knap to milliarder kroner til langsigtet udvikling i den sultplagede region
Selvom hungersnøden i det østlige Afrika officielt er erklæret overstået, er der stadig behov for en langsigtet hjælp til at forebygge kommende kriser i regionen. Sådan lød det i går fra EU-Kommissionen, der præsenterede et nyt initiativ i forbindelse med Danidas 50-års jubilæum i Bella Center på Amager.
LÆS OGSÅ: Etiopiske børn fordummes af sultInitiativets formål er at bryde den onde cirkel af kriser på Afrikas Horn, og til det vil EU-Kommissionen afsætte knap to milliarder kroner. Dermed skal landene blive bedre til at klare sig gennem tørker fremover, forklarede EU’s kommissær for humanitær bistand og krisestyring, Kristalina Georgieva, efter konferencen.
”Vi vil bygge bro mellem den humanitære kriseindsats og den længere udviklingsbistand. Det er en helt ny og meget nødvendig måde at tænke de to ting sammen på,” sagde hun.
Konkret skal pengene, som EU’s medlemslande til maj skal sige ja til, blandt andet bruges til bedre adgang til rent drikkevand og sanitære faciliteter samt støtte til husdyravl.
Den danske udviklingsminister, Christian Friis Bach (R), var vært ved konferencen:
”Det her initiativ er helt unikt og giver et glimt af håb for regionen. Nu er det sådan, at når der er en katastrofe, så rykker vi hurtigt ind med nødhjælp. Men så glemmer vi ofte at linke det til en mere langsigtet udvikling. Nødhjælpen skal også gives på en måde, så det bygger udviklingen op. For eksempel hvis man giver de fattige i en nødhjælpssituation penge i stedet for mad, så får de mulighed for at købe såsæd, dyrke afgrøder, købe kogegrej og så videre, og så bliver det mere holdbart.”
Hos nødhjælpsorganisationen Caritas glæder generalsekretær Jann Sjursen sig over EU-Kommissionens fokus på det længere perspektiv.
”Det er utrolig positivt, at der kommer fokus på den forebyggende indsats. Ellers risikerer vi let at stå i samme katastrofesituation igen. Fødevaresikkerhed og modstandsdygtighed er områder, der hidtil har været underprioriteret,” siger Jann Sjursen, der også deltog i konferencen.