Når samtalen må give fortabt

TV & radioanmeldelse af Sørine Gotfredsen. foto: Colourbox.

Læs også

flexblock

Annonce flexblock

flexblock

Tema

Mediekommentar

Ekstremisme

flexblock

Emneord

flexblock

Forstør Send Print

Sørine Gotfredsen | 31. marts 2012

Man skal naturligvis analysere begrebet ekstremisme, men det giver ingen særlig mening at lade en ekstremistisk person optræde. For hvad får seerne ud af det?

AF DE FLESTE opfattes dette land som et sted med mange milde, midtsøgende og ikke-militante mennesker. Ekstremerne er små, og der hersker en vis kollektiv stræben efter balance og enighed på fælles grund.

Derfor har det naturligvis vakt en del opmærksomhed, at et yderligtgående venstrefløjsparti som Enhedslisten med militante elementer i baglandet og forhistorien omsider har fået betydning i dansk politik.

LÆS OGSÅ: Kampen mod humaniteten

Men hvad man end mener om dette parti i dag, blegner det en del i sammenligning med den mand, der torsdag aften var inviteret ind i ”Deadline”-studiet. Venstrefløjsaktivisten Christian Zwettler har udgivet sin selvbiografi, ”Jeg revolutionær”, hvori han beretter om sin barndom i en dysfunktionel familie og en karriere som bz’er og venstrefløjsaktivist med væbnet røveri, besættelse af Folketinget og meget andet voldsomt på cv’et. Samt fire års fængsel.

Annonce

At være militant betyder ifølge ordbogen at være et ”krigerisk kæmpende” menneske, og denne nådesløse mentalitet kom da også klart til udtryk, da Zwettler blandt andet bemærkede, at det ikke kunne ”bringe hans pis i kog”, at en betjent blev skudt og dræbt under Blekingegadebandens postkontorrøveri i 1988. For betjenten havde jo selv bedt om det.

Zwettler går ind for vold i revolutionens tjeneste, og spørgsmålet er jo, hvorfor denne kyniske repræsentant for de yderligtgående kræfter skal interviewes i ”Deadline”. Hvorfor skal den begavede Adam Holm sidde og interviewe en mand, der tænker så vildt, at meningsfuld argumentation reelt ikke synes mulig? Og hvis indlysende konklusion lyder: Jeg er den mest moralske.

Vi befinder os på grænsen til et freakshow, for når et menneske optræder så fanatisk og ureflekteret, vil det som oftest resultere i en slags upåvirkelig talestrøm. Det gjorde det også her, hvor Adam Holm på sin vis blev sat til vægs, idet han pludselig ikke kunne gøre brug af sine sædvanlige kritisk konsekvente spørgsmål.

Han sagde egentlig alt det rigtige, men det førte ikke rigtig til noget, for Zwettler kunne ikke lytte og respondere, men her blot fremvise sig selv. Man skal naturligvis analysere begrebet ekstremisme, hvilket også blev forsøgt senere i programmet, men det giver ingen særlig mening at lade en ekstremistisk person optræde. For hvad får seerne ud af det?

Man sidder og betragter dette besynderlige væsen og konstaterer endnu en gang, hvor frygteligt det er, når et menneske ikke kan tvivle. Man oplever, hvordan alt omkring os kan falde, når det hæmningsløse individ opløser de kendte spilleregler og spolerer samtalen, der jo kun giver mening, hvis man kan give en lille smule køb på overbevisningen om egen moralske suverænitet.

”Deadline” er et program, hvor samtalen og refleksionen sættes meget højt, og derfor holder vi så meget af det. En mand som Christian Zwettler repræsenterer det stik modsatte, og på uhyggelig vis fik han forleden aften demonstreret, hvordan det militante sind kan feje enhver samtale til side. Og således er alt sagt.

Sørine Gotfredsen er journalist og præst

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad