Venner under Reformationen

Ny bog fortæller om det nære venskab mellem reformationstidens store portrætmaler Lucas Cranach og Luther

Søren Kierkegaard fortæller et sted i ”Kærlighedens gerninger” en historie om to malere. Den ene maler forklarer, at han har rejst hele verden rundt, men aldrig fundet et ansigt, der var værd at male. Den anden maler bemærker, at han må indrømme, at han aldrig har set et ansigt, ungt eller gammelt, som han ikke fandt noget skønt eller fascinerende i og glædede sig over at male.

LÆS OGSÅ: Kunstneren, forretningsmanden og politikeren Cranach

Reformationstidens store maler, Lucas Cranach, ville tilslutte sig den sidste kunstners synspunkt. I 1533 malede Lucas Cranach kejser Karl V med en hage, der stikker dramatisk frem. Underbiddet hørte til den habsburgske slægts særlige kendetegn. Også tungsindet, som Cranach har fanget glimtet af i kejserens øjne, hørte til familiearven. Karl V’s mor gik under tilnavnet ”Den vanvittige”. Lucas Cranach maler på denne tid også en landlig, robust og viljestærk Martin Luther med Bibelen i hånden, og næsten som en del af karakterskildringen har Cranach udstyret Luther med jord under neglene, som kom han direkte fra markarbejde.

Denne nye bog minder om, at portrættet var en vigtig side af billedkunsten i 1500-tallets begyndelse, men historikeren Steven Ozment har i sin bog om Cranach og Luther også villet skildre 1500-tallet som det store opbruds tid i europæisk historie. Autoriteter stod for fald. Urørlige værdier blev anfægtet, og gamle tabuer blev trampet under fode.

”Der er mennesker,” skrev den tyske aforistiker G.C. Lichtenberg, ”som ikke i så høj grad ejer genialitet som et særligt talent for at opfange en epokes strømninger, førend den selv har gjort det”. Det lader sig i høj grad hævde om Lucas Cranach (1472-1553). Det er nemlig Ozments dristige tese, at Cranach intuitivt havde foregrebet mange af de tanker om en reformation af kristendommen, som den 11 år yngre Martin Luther skulle blive berømt på at afstedkomme.

Da Cranach og Luther traf sammen, var de da også straks blevet gode venner, og siden stod de faddere til hinandens børn. Cranach tolkede og aktualiserede Luthers ærinde i kongeniale billeder, og med Gutenberg og bogtrykkerkunsten var grundlaget skabt for idéernes og illustrationernes hurtige udbredelse i tiden.

Cranach kunne både være besk og vittig og excellere i herlige parodier, hvilket adskillige af bogens reproduktioner vidner om. Men Luther satte især Cranach højt, fordi denne kunstner var sig bevidst, at kunst altid bør have et sigte, der går ud over det æstetiske. Det er ikke nok at være talentfuld. Kunstneren skal også stå til ansvar for, hvordan han forvalter sit talent. Og det gjorde Cranach.

Ikke blot illustrerede han Luthers bibeloversættelser, men han påtog sig også en krævende rolle som med- og modspiller i den sproganalytiske pingpong, der resulterede i oversættelsen af Bibelen til tysk.

Lucas Cranach malede kvinder med ynde og respekt og gerne uden tøj på. Cranach nærede en oprigtig glæde over det smukke køn, som Martin Luther også delte, hvad der fremgår af det lykønskningstelegram, Luther i forbindelse med sit bryllup sender til en ven, der skal giftes samme dag et andet sted. Her foregriber han bryllupsnattens lyksaligheder på en ganske ugenert måde: ”Jeg vil elske med min Katharina/ mens du elsker med din (kone)/ og på den måde vil vi alle være forenet i kærlighed (!)”.

Ozments bog har dog mest fokus på Cranach, der kæmpede med sig selv, føjede sine lidenskaber og forbedrede sig livet igennem. Han havde i sig en social opdrift og et kolossalt ambitionsniveau på sine egne og sine børns vegne.

Lucas Cranach hviler i dag under en gravsten, der bærer den tvetydige kompliment ”Celerrimus pictor” (den hurtigste maler), men Cranach vidste, at inspirationen kom, når man gik i gang. Aldrig i den omvendte rækkefølge.

Så der var ikke noget at vente på og ingen tid at spilde, og da Cranach var en entreprenant herre, indrettede han sit atelier til massefabrikation af portrætter og religiøse malerier. Samtidig fandt han tid til at påtage sig posten som borgmester i Wittenberg og drive ejendomsudlejning – kong Christian II nød faktisk godt af en af Cranachs boliger, da han i 1523 blev midlertidigt fordrevet fra Danmark.

Med Ozments bog foreligger et grundigt arbejde med et fint og velafstemt skøn i forhold til Cranachs betydelige produktion og indflydelse i reformationstiden.

Hver onsdag skriver vi på denne plads om nye , der handler om tro og værdidebat.