Teologi er under pres på universitetet. Lektor Hans Hauge beskriver i dagens Kristeligt Dagblad, hvordan faget latterliggøres af humanister på Århus Universitet, mens det i Universitetsavisen diskuteres, om det teologiske studium er videnskabeligt nok til at bedrives ved at universitet. Argumenterne begrænser sig ofte til vittigheder om nisser og fordomme om, at teologi-studiet hviler på gudstro.
LÆS OGSÅ: Strid om faget teologis videnskabelighed
Men under overfladen udkæmpes der vigtige kampe. Dels handler striden om videnskab. En naturvidenskabelig tilgang spreder sig på humaniora og samfundsvidenskaberne. Denne ny positivisme forsker i religion ved at måle nervecentre og bedriver filosofi uden eksistentielle aspekter.
Heroverfor står en tradition for litterær, filosofisk og teologisk forskning, som på et mere abstrakt niveau vil sige noget om, hvad det er at være menneske. Ifølge denne tradition kan man ikke forstå Shakespeares menneskesyn ved at måle ham.
Under den videnskabelige strid ligger en ideologisk strid. Den nye sekularisme vil det religiøse til livs, og den kan kendes på, at den udkæmpes under et neutralitets-banner. Kravet om neutralitet er ofte et krav om fravær af religion. I akademiske kredse allierer ideologien sig af og til med den håndgribelige målbarhed, der holder tankerne nede på jorden og modvirker trangen til at stille de rigtigt svære spørgsmål.
Den ideologiske strid peger på en kultur, der ikke vil tage sin egen fortid på sig. For er man villig til at smide teologien ud, fordi den beskæftiger sig med Gud, blandt meget andet, vil den største del af vores åndshistorie heller ikke have hjemstedsret ved universiteterne. Man kan lægge ud med at kassere det meste af filosofihistorien op til 1800-tallet. Dengang europæisk filosofi var førende i verden, fandt Kant og Hegel plads til Gud i deres tankebygning. Den tænkning ville nok møde forbehold, hvis de søgte et professorat på Københavns Universitet i dag. Også mange naturvidenskabsfolk ville forsvinde fra pensum, som Isaac Newton, der forstod sin forskning af fysikkens love som en udforskning af Guds hensigt med verden. Noget lignende gælder matematikerne Blaise Pascal og Rene Descartes, der også havde en religiøs videnskabsteori.
Mon oplysningsfilofferne ville bestå prøven? De toneangivende tænkere fra Kant til Voltaire var ikke antireligiøse, men kirkekritiske. Gud var en del af deres univers. De ville næppe kunne forstå den allergi over for religion, som får nutidens religionskritikere til at kræve ret til at gå igennem livet uden at møde personlig religiøsitet. Teologiens kritikere burde se på oplysningstænkerne og besinde sig på, at Gud har været del af mange store videnskabsmænds verden og af deres værker.