Som at begynde alting påny

Niels Bundgaard Kjær kørte som 15-årig på cykel ud foran en bil og fik en hjerneskade. Det var som at blive reduceret til et nyfødt barn, fortæller han. Seks år senere er han ved at have styr på tilværelsen igen, men hjerneskaden har forandret ham for altid

For Niels Bundgaard Kjær var det som mentalt at blive reduceret til et nyfødt barn. I en alder af 15 år måtte han begynde forfra og lære det hele på ny.

LÆS OGSÅ: Livet med en hjerneskade

Fra det ene splitsekund til det andet ændret fra en velfungerende teenager til et menneske frataget sine evner og nu omgivet af en forvirret og uoverskuelig verden, hvor han med undtagelse af få familiemedlemmer ikke længere kunne huske ansigter eller mennesker, hvis de ikke var i samme lokale som han.

Et øjebliks uopmærksomhed ændrede hans liv: Den sommerdag, hvor han var uopmærksom et øjeblik og kørte på sin cykel ud foran en bil, så han hamrede hovedet mod bil og asfalt, og vågnede op med en stor og grim blodansamling i den forreste del af hjernen.

Før sommerferien var han en glad og sprudlende dreng. Da han vendte tilbage til skolen efter ferien, var han indelukket og verdensfjern.

”Jeg tror, mine gamle kammerater syntes, at jeg generelt var blevet lidt mærkelig, og jeg meldte mig ud af det meste sociale samvær det næste års tid. Det var der slet ikke kræfter til. Jeg havde nok at gøre med bare at genoptræne mig selv og holde fast på min hverdag.”

Niels Bundgaard Kjær er nu 21. Seks år efter den skæbnesvangre sommerdag har han som voksen atter fået styr på tilværelsen, men eftervirkningerne af den hjerneskade, han pådrog sig, vil fortsat være en del af hans liv.

”Derfor er det godt, at jeg nu er i gang med at læse filosofi, for her er der meget selvstudium. Det passer mig fint, for en af bivirkningerne ved hjerneskaden er, at jeg hurtigere bliver træt, specielt når jeg er sammen med mange mennesker,” forklarer Niels, der nu er på fjerde semester ved Aarhus Universitet.

De mest konkrete konsekvenser af hans ulykke har været, at hukommelsen og talecentret er skadet, samt et generelt sænket mentalt energiniveau.

”Når jeg bliver træt i hovedet, er det, at min evne til at formulere mig begynder at svigte. Jeg kan måske godt lyde fornuftig og velformuleret. Det har jeg fået at vide af alle mine sproglærere, men sproget er nok min største udfordring. Når jeg er træt, kan ordene blive væk. Så kan jeg inden i mig have den der fornemmelse af, at der er et stort skel mellem det, jeg tænker, og det jeg får sagt.”

Som et lille barn måtte den 15-årige Niels efter ulykken genlære tidligere fysiske færdigheder, som var gået tabt. Det gik forholdsvis hurtigt, ”for jeg havde jo lært dem én gang tidligere i mit liv, og meget af det lå på rygraden”. Mere generende var hukommelsestabet, som var massivt i den første tid.

I bogen”Er du dum eller hva’?”, hvor Niels Bundgaard Kjær fortæller sin historie, forklarer han det ved at sammenligne hukommelsen med et bibliotek, hvor vi har vores erindringer stående i ”bøger” på hylderne. Normalt, når hukommelsen svigter, ved man godt, hvilken ”bog” man skal lede efter, men kan bare ikke helt huske, på hvilken hylde, den stod.

”Mit hukommelsestab betød derimod, at mit bibliotek var brændt, og at hele sektioner var ødelagt og brændt til aske.”

Som han beskriver det i ”Er du dum eller hva’?”:

”Det flyder med halvbrændte sider fra alle mulige bøger, siderne ligger hulter til bulter i bunker over det hele, og alting er rodet. Jeg kan finde en afrevet side og prøve desperat at skabe en mening ud fra det, for det har jeg været vant til at kunne tidligere. Men jeg kan simpelthen ikke længere, fordi alt andet fra den pågældende bog er væk, og derfor kan jeg ikke genskabe noget som helst.”

”Når mine forældre eller andre fortalte mig om ting, jeg tidligere havde foretaget mig og været involveret i, havde jeg ingen grund til at tro, at det ikke var sandt. Jeg kunne bare ingenting huske om det selv,” tilføjer Niels Bundgaard Kjær.

Store klumper af hukommelsen var væk. Efterhånden er mere og mere kommet tilbage, men der er stadig huller, og selv er Niels Kjær ikke i tvivl om, at hukommelsestabet har været med til at ændre hans personlighed.

”De tanker, jeg har haft, og det, jeg tidligere har gået og lavet, har jo været med til at forme mig, for alle vores oplevelser er med til at skabe den person, man er. Når så halvdelen forsvinder, bliver jeg et andet menneske. En del af personen forsvinder simpelthen. At miste minder er at miste en stor del af, hvem man er. Det er svært, men i dag føler jeg mig lettet over, at der trods alt er noget tilbage.”

Selv mener Niels Bund-gaard Kjær, at han har ændret sig til at blive mere eftertænksom, men også mere forsigtig i forhold til før. Det gælder ikke mindst i trafikken, hvor han helst ser sig en ekstra gang over skulderen.

Umiddelbart efter påkørslen, da han vågnede op og skulle i gang med at genfinde sit liv, følte han hverken irritation eller vrede, for også disse komplicerede følelser var forsvundet, og følelsesregistret reduceret til det mest basale som glæde og frygt. Først senere fulgte vreden og frustrationen over at blive ”snydt” for oplevelser og år, mens hans kammerater kunne leve deres teenageliv, og han var henvist til at passe sin genoptræning.

”Det er selvfølgelig træls, når man tænker på, hvad man er gået glip af, men på den anden side er jeg jo en af de heldige. Det kunne være gået forfærdeligt meget værre. Jeg var så heldig, at jeg fra starten fik meget professionel hjælp fra det, man dengang kaldte for ’Hjerneskadesamrådet’ ved Viborg Sygehus. Jeg er overbevist om, at det fik stor betydning for min genoptræning, at der hurtigt og professionelt blev taget hånd om min situation.”

Niels Bundgaard Kjær fik ingen større fysiske skader ved ulykken, som ikke for længst er helet siden da, så man kan ikke se på ham, at han har en hjerneskade. Sådan er det med mange i denne gruppe, og det er en af forklaringerne på, at de let risikerer at blive overset.

”Og når man så er normalt fungerende, tror omgivelserne, at alt er o.k. Man tænker ikke på de bivirkninger, som jeg nok altid bliver nødt til at leve med.”

På den anden side, som han skriver i ”Er du dum eller hva’?”:

”Det er den virkelighed, jeg må forholde mig til, og man må forsøge at få det bedste ud af det. Tid hjælper, for selv om tiden ikke læger alle sår, så hjælper den gevaldigt. Netop med tiden bliver det nemmere at affinde sig med det, der er sket. Det bliver nemmere at acceptere, at det er nye vilkår, der gælder.”