Bag modstanden mod vielse af homoseksuelle ligger der en præmis, der er teologisk uholdbar: den, at kristendommen skulle rumme en eviggyldig opskrift på, hvordan den menneskelige seksualitet konkret må udfolde sig.
For det er jo det, der sker, når man udnævner det heteroseksuelle ægteskab til en uforanderlig skabelsesordning og stejler over, at det lille ægteskabsstiftende ord ægtefolk skal omfatte homoseksuelle par. Som om kirken på magisk vis besudles af, at dette ord indgår i ritualet. Hvad i alverden er det for et kirkesyn, sagt i forbigående?
Kristendommen rummer ingen konkrete, til alle tider gældende, etiske anvisninger på noget som helst.
LÆS OGSÅ: Kristendom er ingen lovreligion
De, som findes i Bibelen, er allesammen datidens normer, som i tidens løb er blevet afløst af andre. Der er da heller ingen i dag, end ikke de mest bibel- og bekendelsestro newspeak for fundamentalister eller de mest forbenede tidehvervsfolk, der hylder Det Nye Testamentes kvindesyn, tampetugter deres børn (forhåbentlig da ikke) eller ønsker enevælden genindført. Akkurat at standse op ved praktiseret homoseksualitet er ren og sker vilkårlighed!
For netop disse træk er helt fundamentale elementer i den såkaldte lutherske skabelsesordningsteologi. Den opstod i det 19. århundrede, men havde sin storhedstid i Hitlers Tyskland. Den var ekstremt patriarkalsk og fanatisk antidemokratisk, ofte direkte nazistisk. Den drømmer sig tilbage til samfundstilstanden på Det Nye Testamentes og på Luthers tid, hvor alt var struktureret som over-underordnings-forhold fyrste over undersåtter, herremand over bønder, husbond over karle og piger, mester over svende og lærlinge, mand over hustru, fader over børn. Den underordnede var under befaling og havde at adlyde blindt.
Skabelsesordningsteologien forveksler skabte grundforhold med ordningen af dem. Mennesker drages seksuelt mod hinanden. Hvis det er to af forskelligt køn, kommer der ofte børn ud af det, og de skal opfostres. Mennesker slår sig sammen i fællesskaber. Og mennesker arbejder for at overleve. Dette er helt basale biologiske skabte grundforhold. De findes ikke i en ren udgave. De er altid formet eller ordnet. Men ikke én gang for alle. Sengekantsliv, familieliv, samfundsliv, arbejdsliv og erhvervsliv falder forskelligt ud fra epoke til epoke som enhver vil vide.
Skabelsesordningsteologien fryser så at sige én tilfældig tidsepokes ordninger og udnævner dem til at være eviggyldige og det er fatalt, som nazitidens teologi var ét eksempel på.
Teologisk holder argumenterne mod homoseksuelles vielse ikke. Og i realiteten er det da slet heller ikke teologiske, men kulturkonservative argumenter, der fremføres. At argumentere kulturkonservativt er der ikke noget galt i. Men det er galt, når argumenterne camoufleres teologisk.
Det er da på sin plads at spørge, om homoseksuelle par skal kunne adoptere. Det er på sin plads at fremføre glidebaneargumentet: Hvad bliver det næste? Skal en mand kunne gifte sig med to kvinder? Og så videre? Det er på sin plads at sige: Skal vi ikke lige vende skråen en gang til, inden vi går så vidt? Og så videre.
Dette er gyldige argumenter i almen etisk-politisk debat i det demokratiske samfund. Men de kan ikke påkalde sig teologisk legitimitet. Og kirken kan ikke ryste op med en mening om dem vi har ingen pave, Gud ske lov, selvom det gør, at vi protestanter som alle andre er på Herrens mark, når det gælder ordningen af kærlighedslivet, børneopdragelsen, samfundsformen, økonomi og erhvervsliv. Som aktuelt eksempel kan nævnes klimaspørgsmålet, hvor de nu så højtråbende er meget spage i mælet, til trods for at det er et noget mere påtrængende problem, end hvem folk går i seng med.
At stable kristelige normer og ordninger op som hokuspokus-løsninger er at postulere en falsk sikkerhed og en falsk tryghed, den kadaverlydige undersåts sikkerhed og tryghed.
Kristendommen er ikke en lovreligion! Jeg mindes at have hørt et par tidehvervsfolk sige det samme. Men hvordan kan de så nu pludselig sammen med de missionske og et par biskopper gå ind for en slags kristen sharia?
Kristendommen er en få lov-religion. Den rummer ét altafgørende etisk udsagn. Og det er helt overordnet og ukonkret. Den siger: Du skal elske din næste. Men den fortæller dig ikke hvordan. Det må du selv finde ud af, sammen med andre, med skønsom hensyntagen til gældende normer, tradition og andet. Den kræver ikke blind lydighed mod konkrete bud eller regler. Ikke så sært, for en sådan lydighed indebærer, at man ophører med at tænke, vise medfølelse og tage ansvar for sine handlinger.