Lucas Cranach gav reformationen dens enkle billede

Lucas Cranach den Ældre endte med at blive en af Reformationens store malere. Hans venskab med Luther, de reformatoriske billedmotiver og satiriske træsnit imod pavedømmet er blevet kendetegnende for hans virke

Lucas Cranach kom til verden den 4. oktober 1472 i den lille by Kronach i det nordlige Franken. Hans far var maler og lærte kunsten videre til sin søn.

Faderen havde dog næppe forestillet sig, at sønnen skulle ende som livmaler for kurfyrsterne af Sachsen og portrættere Europas kongelige og adel. At han skulle ende særdeles velhavende med et kæmpemæssigt malerværksted i Wittenberg og køre parløb med Martin Luther omkring brugen af billeder i den nye lutheranske tro. At sønnen i eftertiden skulle få ry som en af de mest berømte tyske renæssancemalere på linje med Dürer og Holbein. Men det var den fremtid, der skulle blive sønnens.

LÆS OGSÅ: Venner under Reformationen

Lucas Cranach blev i 1505 ansat som hofmaler hos kurfyrst Frederik den Vise af Sachsen og fik derved base i den nordtyske by Wittenberg, hvor han åbnede værksted og snart blev en velanset borger. Han var flere gange borgmester og drev også både apoteker- og forlagsvirksomhed.

Martin Luther boede også i Wittenberg, og de to jævnaldrende mænd lærte der hinanden at kende. Luthers kone, Katharina von Bora, arbejdede en tid i huset hos Cranach, og Cranach var det ene af tre vidner ved deres bryllup i 1525. De blev også gudfædre til hinandens børn, og Cranach udgav flere af Luthers tekster på sit forlag.

Så de har formodentlig i et eller andet omfang samarbejdet om den billedverden, som Luther ønskede at forme med sin evangeliske tro. For Luthers diskussion og revurdering af brugen af billeder i kirken kom til at ændre den religiøse kunst for altid. Han tog afstand fra den katolske helgendyrkelse og gudebilleder.

Samtidig ønskede han en mere enkel billedverden, hvor de religiøse budskaber fremstod klart og utvetydigt. Hvor et billede blot var et billede, og ikke i sig selv guddommeligt.

Her blev Cranach en frontfigur. Han malede i en ny religiøs billedverden med afsæt i den tidligere kirkekunst, men tilpasset Luthers reformtanker. Det betød færre helgener og flere apostle, og Cranachs motiver bredte sig snart ud i Europa som del af den lutherske lære.

Trods venskabet med Luther havde Cranach fortsat katolske kunder, så man bør ikke tolke hans værker som udtryk for en personlig holdning. Men han lagde navn til en del meget grovkornet billedsatire rettet imod den katolske kirke og med paven fremstillet som satan selv. Den slags vakte dog ikke så megen furore, som for eksempel Muhammed-tegningerne har gjort i vore dage. For i 1500-tallet var den form for saftig satire og billedsprog snarere reglen end undtagelsen, og den katolske kirke holdt sig heller ikke tilbage.

Cranachs værksted hørte imidlertid til byens største og mest anerkendte på det tidspunkt. Så han fik mange kunder, og som den forretningsmand, han var, skelede han ikke til religiøse tilhørsforhold. Han varetog dog ikke hver opgave personligt, men havde som Leonardo da Vinci og Michelangelo en masse ansatte, der malede under mesterens årvågne øje. Alle værker fik dog Cranachs mærke: den bevingede slange fra hans våbenskjold.

Cranach døde i 1553 og efterlod sig enorme mængder af portrætter og malerier, der indgår i museumssamlinger verden over, blandt andet på Statens Museum for Kunst i København. Og værkstedet efterlod han til sin søn, der siden blev kendt som Lucas Cranach den Yngre.

Cranachs fingeraftryk i danske kirker





Den danske forbindelse – Christian II