Kampen for kvindernes ligestilling er glemt i det arabiske forår

Det forgangne års arabiske revolutioner har ikke just gavnet kvindernes ligestilling, skriver Rachel Adelberg Johansen

Kvindernes laverer status i islam, uligheden, er indlejret i islams rygrad, den islamiske lov, shariaen, mener Rachel Adelsberg Johansen.
Kvindernes laverer status i islam, uligheden, er indlejret i islams rygrad, den islamiske lov, shariaen, mener Rachel Adelsberg Johansen. Foto: Abid Bhat.

Kvinder som Souhayr Belhassen, formand for Den Internationale Menneskeretsliga, har min største sympati for deres indædte kamp mod den åbenlyse undertrykkelse af kvinder i de arabiske lande.

Det er svært op ad bakke, og det forgangne års arabiske revolutioner har ikke just gavnet kvindernes stilling, som også Belhassen giver udtryk for i sit interview med Kristeligt Dagblad den 11. april. Islamisternes magtovertagelse efter flere diktatorers fald har ikke gavnet bestræbelserne på at skabe en retsorden, hvor kvinder er sikret lighed for loven, som vi kender det i Vesten. Belhassen udtaler: Det er ikke islam som religion, der i sig selv står i vejen for demokrati. Det, der er afgørende, er den politiske vilje.

LÆS INTERVIEW: "Jeg tror ikke på islamisk demokrati"

Belhassen viger dog uden om selve kerneproblemet som i sin enkelhed går ud på, at religion og politik ikke er adskilt i islam. Der eksisterer ikke noget giv kejseren, hvad kejserens er, og giv Gud, hvad Guds er, som man kender det i kristendommen. I Tyrkiet har man ganske rigtigt adskilt religion og politik, men det er netop ikke på grund af, men på trods af islam og med et stærkt militær som en slags sekulær tovholder.

Derudover er den helt afgørende forskel, at kvindens lavere status i islam, uligheden, er indlejret i islams rygrad, den islamiske lov, shariaen. Det er beskrevet detaljeret adskillige steder i litteraturen, og flere modige kvinder fra den islamiske verden som for eksempel den syrisk-amerikanske psykiater Wafa Sultan refererer direkte til de skriftsteder i islams kanoniske skrifter, hvor det er at finde sort på hvidt.

Belhassen og andre arabiske kvinderetsforkæmpere kommer nok ikke udenom på et tidspunkt at skulle erkende, at de må tage et farefuldt og kritisk opgør med uligheden mod kvinder rodfæstet i shariaen, hvis de på sigt vil forsøge at opnå bedre resultater for arabiske kvinders emancipation og ligestilling med mænd i arabiske og muslimske lande.

Det er i sandhed hårde odds at skulle tørne op imod muslimske mørkemænd ved magten, som historisk set med doktrinær islam og sharia i baghånden i store dele af den arabiske verden har diskrimineret et helt køn, nemlig kvinderne, med halv arveret, polygami, lavere status som vidner, social kontrol, tilbagestående straffemetoder for påstået utroskab, delvis maskering af kvinder med hijab/niqab og så videre.

Jeg håber inderligt, at de arabiske kvinder vil lykkes med deres kamp.