Danmark beder Israel forklare angreb på dansker

Den israelske oberstløjtnant, der lørdag eftermiddag knaldede sit M-16 gevær i ansigtet af en dansk fredsaktivist er blevet suspenderet. Udenrigsministeriet beder om forklaring fra Israel

Videoen med en israelsk soldat, der slår en dansk aktivist med sit gevær, er gået verden rundt. Nu udtaler også udenrigsminister Villy Søvndal (SF) sig om sagen. -
Videoen med en israelsk soldat, der slår en dansk aktivist med sit gevær, er gået verden rundt. Nu udtaler også udenrigsminister Villy Søvndal (SF) sig om sagen. -.

En øjeblikkelig forklaring Det er, hvad Danmarks udenrigsministerium forlanger af Israel efter lørdagens episode, hvor en 20-årig dansk fredsaktivist fra Aarhus blev slået omkuld med et M-16 gevær af en israelsk befalingsmand under en såkaldt cykel-happening på den israelsk besatte Vestbred.

"Vi kender endnu ikke de nærmere omstændigheder omkring episoden. Den danske ambassadør (Lise-Lotte Plesner red.) har derfor omgående bedt de israelske myndigheder om en redegørelse. Den danske statsborger vil selvsagt også blive tilbudt sædvanlig konsulær bistand i sagen, hvis han ønsker det, siger udenrigsminister, Villy Søvndal i en pressemeddelelse.

Den 20-årige fredsvagt har valgt at udtale sig til medier med det falske navn Andreas Lis for ikke at ende på en af de israelske myndigheders sorte lister, som vil forhindre ham i at rejse ind i landet i fremtiden. I løbet af lørdag tog han del i en cykel-happening mellem byerne Jeriko og Jiftlek på Vestbredden. Undervejs blev de stoppe af israelske soldater fra Hativat ha Bika´a enheden, der opererer i Jordan dalen. Og her kom det til en række sammenstød, hvor især oberstløjtnant, Shalom Eisner, delte slag ud med sit M-16 maskingevær. På en amatørvideo ses han smække geværets underside med magasinet forrest ind i ansigtet på Andreas Lis, der efterfølgende vælter omkuld.

Siden lørdag har dette videoklip skabt heftig debat i de israelske medier og indslaget er blevet vist på samtlige nyhedskanaler. Shalom Eisner er blevet suspenderet og en undersøgelse af episoden er blevet beordret fra hærens kommando. Samtidig har Israels premierminister, Benjamin Netanyahu udtalt sig om sagen til Jerusalem Post.

Denne opførsel er ikke karakteristisk for israelske officerer og soldater, og hører ikke hjemme hverken i det israelske militær eller i Israel.

Men den udlægning af sagen er ikke den hele sandhed mener Yehua Shaul, der er medstifter af Breaking The Silence. En gruppe reservesoldater, der indsamler vidneudsagn fra soldater og reservesoldater om overgreb på den palæstinensiske befolkning.

Det usædvanlige ved denne episode er, at den faktisk blev optaget på video, siger Yehuda Shaul.

Han har set videoklippet flere gange og er ikke overrasket.

Forestil dig alle de lignende situationer, der ikke bliver filmet, siger han og kalder Shalom Eisners opførsel for det resultat man kan forvente efter snart 45 års besættelse af en anden befolkning

Den omtalte video kan ses her