Denne billed er et supplement til Tom Buk-Swientys to meget læste bøger om 1864, Slagtebænk Dybbøl fra 2008 og Dommedag Als fra 2010. Den er en veltilrettelagt samling af billeder, tematisk ordnet i små kapitler, hvor forfatteren giver en kortfattet introduktion til hvert tema.
LÆS OGSÅ: Kongen af 1864-formidling
De handler om krigens forskellige begivenheder, tilbagetrækningen fra Dannevirke, slaget ved Sankelmark, belejringen af Dybbøl skanser, erobringen af Als, slaget ved Helgoland, men også om mange andre emner, som Buk-Swientys læsere vil kende fra hans bøger: soldaternes hverdag, feltkirurgi, venskaber og familiebånd på tværs af krigens fjendskab for at nævne et par stykker.
Bogen kan sagtens læses uafhængigt af Buk-Swientys foregående bøger. De fleste af pointerne og nogle af billederne er faktisk gentagelser herfra, men enkelte historier er dog nye, som for eksempel den om ophavet til udtrykket røven af 4. division. Det handler ikke, som mange i dag tror, om fodbold, men om general Baglæns, som man uelskværdigt kaldte chefen for den mobile 4. di-vision, general Hegermann-Lindencrone, der bandt mange af fjendens styrker ved at trække dem efter sig uden at indlade sig i kamp. Denne anerkendte militærtaktik blev imidlertid af offentligheden opfattet som fej og uværdig, og derfor blev 4. division til et skældsord.
Reportagefotos var stadig sjældne i 1864. Eksponeringstiden var for lang til at det kunne lade sig gøre at tage fotografier af selve kamphandlingerne.
Kun hvis det var muligt at foretage opstillinger, så motivet kunne holdes i ro tilstrækkeligt længe, kunne fotografen tage sit billede. Derfor findes der mange fotografiske portrætter af soldater og officerer og også nogle spændende gruppebilleder. Ruinerne efter de svære bombardementer af Sønderborg findes også i fotografisk gengivelse. Slagscenerne derimod er gengivet på baggrund af tegnede skitser taget på stedet. Flere kunstnere var selv med i krigen, for eksempel malerne Vilhelm Rosen-stand og Otto Bache, og mange officerer var dygtige tegnere.
Tidens illustrerede magasiner, i Danmark var det Illustreret Tidende, gengav i deres reportager fra krigen tegningerne som xylografier, meget fint udarbejdede træsnit, der kunne mangfoldiggøres i store oplag. Mest kendt er dog de malede slag-scener fra krigen, komplicerede kompositioner, som ofte blev udført i store formater af de såkaldte bataljemalere. De var ikke objektive iagttagere af begivenhederne, men havde som deres fornemste opgave at fremstille historien i overensstemmelse med den selvforståelse, som de krigsførende parter hver især havde. Mange af billederne hænger endnu i dag på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot eller tilsvarende museer i Tyskland og Østrig.
Mens de tyske bataljemalere kunne skildre rækken af egne sejre med samme ublandede triumf, hvormed danske malere havde skildret Første Slesvigske Krig 1848-1850, var det straks vanskeligere for danskerne at fremstille nederlaget i 1864 i overensstemmelse med genrens konventioner. Undtagelsen var søslaget ved Helgoland, som danskerne vandt. Christian Mølsteds flotte skildring af det øjeblik, da østrigernes flagskib blev skudt i brand, er klassisk.
Men landkrigens gru var for påtrængende, når man ikke på samme måde kunne overtrække den med den nationale selvtilfredsheds tykke lag fernis. Bataljemaleriet som genre måtte genopfindes, så det rummede både den fortvivlelse, der lå på den åbne hånd, og det hengemte håb om, at der af nederlaget kunne skabes en beboelig fremtid. Nogle forsøgte sig med at fremstille heroiske enkeltepisoder fra krigen, som for eksempel dragonen Niels Kjeldsens tapre modstand mod en fjendtlig overmagt syd for Vejle i februar 1864. Frants Henningsen malede situationen, da den tapre dragon blev skudt i ryggen af en fej prøjsisk husar. Nøjere granskning af træfningen viste imidlertid, at dragonen var faldet i ærlig kamp, så Henningsens billede måtte overflyttes fra historiens til mytologiens kategori.
Niels Simonsens maleri af en gruppe infanterister, der bjærger en kanon under tilbagetoget fra Dannevirke, er antagelig det mest sigende af billederne fra 1864, for det viser soldaternes styrke og vilje i ydmygelsens stund. Episoden er oven i købet sand. Billedet er udført som grisaille, det vil sige med anvendelse af næsten udelukkende gråtoner, så det er helt uden de store slagsceners farvepragt og drama, men det er af generationer af danskere blevet set som sindbilledet på det arbejde, der var nødvendigt for at trække Danmark ud af nederlagets sump.