En indadvendt entertainer

Forfatteren Benn Q. Holm har fået succes med sine store romaner som Hafnia Punk, Album og senest Byen og øen. I morgen fylder han 50 år

Den enkle og direkte realisme, som Benn Q. Holm skriver, fås ikke meget bedre, mener Kristeligt Dagblads anmelder. –
Den enkle og direkte realisme, som Benn Q. Holm skriver, fås ikke meget bedre, mener Kristeligt Dagblads anmelder. –. Foto: Leif Tuxen.

Succesforfatteren Benn Q. Holm er nået ud til flere læsere, end de fleste danske forfattere drømmer om. Og han er oven i købet selv blevet et brand, der kan sælge bøger på sit glatte ansigt. Som en del af markedsføringen af sin store slægtsroman Album blev han for eksempel fotograferet til bogforsiden, da den skulle sælges. Det lod til at virke. For romanen, der også blev rost af anmelderne, storsolgte og blev siden filmatiseret i fem afsnit på DR 1.

Men hvis man tror, at Benn Q. Holm af den grund elsker at føre sig frem mellem så mange mennesker som muligt, tager man fejl.

Hvis man går rundt med et skuespillergen med et stort behov for altid at blive set og hørt, skal man i hvert fald ikke blive forfatter. Det mærkelige er, at forfattere tit er nogle ekstremt introverte mennesker, der sidder for sig selv i et rum i årevis, inden de pludselig skal ud at sælge sig selv og bogen, sagde Benn Q. Holm sidste år i et interview i Kristeligt Dagblad i anledning af hans roman Byen og øen.

Jeg har ikke skuespillergenet, men jeg tror på mig selv. Og på en måde adskiller jeg mig ikke synderligt fra den selvstændige erhvervsdrivende, der banker en butik op på hjørnet. For man skal jo have til at kunne betale elregningen for at kunne tænde computeren, men enhver forfatter vil jo også gerne overgå sig selv, tilføjede han.

Til gengæld har Benn Q. Holm kun få forfattervenner privat. For han foretrækker at finde fordybelsen for sig selv:

Det er faktisk slet ikke nemt at være forfatter i en overfladisk Facebook-tid. For vendingen om at trække stikket ud for at skrive, giver ikke længere mening, når fastnettelefonen nærmest er forsvundet, mens der til gengæld konstant er andre måder at blive forstyrret på, sagde Benn Q. Holm, inden han tilføjede:

Men på en måde er bøger en slags bolværk mod den overfladiskhed, der dominerer tiden. Romaner er skabt ud af en nærmest gammeldags langsommelighed. Det kræver jo både fordybelse at skrive og læse dem, så hvis man skal svinge sig lidt op, kan man sige, at en roman nærmest kan betragtes som en mursten, man kan sætte ind i dæmningen mod tidens overfladiskhed.

Ifølge Kristeligt Dagblads anmelder Lars Handesten leverer Benn Q. Holm netop også den slags bolværk, man ellers kan savne i en overfladisk Facebook-tid:

Nej, bøger læses ikke i så stort et omfang mere som før hvis det altså ikke lige gælder krimier. Men man skulle nu alligevel gøre forsøget med Benn Q. Holms roman. Netop fordi nogle af mellemregningerne er med her, og fordi den slags enkle og direkte realisme, som han skriver, ikke fås meget bedre, skrev Lars Handesten om Byen og øen, der både lægger sig i forlængelse af Album og Benn Q. Holms anden store romansucces Hafnia Punk.

Som ung drømte Benn Q. Holm om at blive litteraturanmelder, mens han endnu kun havde fyldt fem kladdehæfter med sine egne skriverier. Men Benn Q. Holm slap altså i stedet igennem nåleøjet som forfatter, og han har i dag skrevet mere end 10 bøger. Privat bor han på Østerbro i København sammen med sin kone og parrets yngste datter.