Finger i jorden

Der er en rigdom af faste vendinger i sproget, som bidrager til udtryksmulighederne. Det kan være morsomt eller pinligt, når sprogbrugere roder rundt i vendingerne.

I vore dage kan man også få fingeren, når en person viser foragt ved at vise skråt op-tegnet, så gælder det vel om at få fingeren ud, hvis det ikke klør så meget i fingrene, at man vil have fingre i vedkommende.
I vore dage kan man også få fingeren, når en person viser foragt ved at vise skråt op-tegnet, så gælder det vel om at få fingeren ud, hvis det ikke klør så meget i fingrene, at man vil have fingre i vedkommende. Foto: Kudrin Ruslan.

Forleden sagde en tidligere bankchef i forbindelse med skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møllers død, at man vanskeligt kunne undervurdere Mc-Kinney Møllers indsats og betydning for dansk erhvervsliv. Mon ikke bankdirektøren ville have sagt det modsatte, nemlig at hr. Møllers indsats var vanskelig at overvurdere? Det første er i hvert fald ikke passende karakteristik, og man bør ikke undervurdere hr. Møllers indsats.

LÆS OGSÅ: Bag om Wordfeud: Danskerne har kastet sig over ordspil

Sådan kan man kløjes i vendingerne. Det er ikke ualmindeligt, som når én på tv talte om at få klejnerne op af vandfadet. Jeg har også hørt den skævtrukne vending, at man skulle stikke hånden op af jorden, hvilket ærlig talt forekommer mig lidt morbidt.

Der er en vending, som hedder stikke fingeren i jorden, der betyder, at man søger at få et realistisk indtryk af den fremherskende stemning et sted, før man handler, eller man gør sig klart, hvordan omstændighederne er. Vendingen er en forkortelse af at stikke fingeren i jorden og lugte, hvor man er, som den hed i 1700- og 1800-tallet. I Holbergs Peder Paars hedder det: I rette eder nu maa efter Landets Moder, I Fingren sticke maa i Tiden, lukte til, Hvad Tid i Lever i (anm: At sticke Fingeren i Jorden er ellers beqvemmere talt). Så Holberg lader sine personer lugte til tiden eller jorden. Det gør Ingemann også i: stik Fingeren kjønt i Jorden og lugt, hvor I er!

Det interessante i vendingen er altså, at man skulle bruge sin lugtesans, snuse til stedet og derved undersøge det, så fingeren skulle i jorden for at skaffe lugteprøver af stedet. Når den del af vendingen forsvinder, hvor lugtesansen indgår, står den anden del sært tilbage. Hvorfor skal man egentlig stikke fingeren i jorden?

Vendingen som landet ligger har samme udgangspunkt. Man kunne også sige stik nu fingeren i jorden og lugt, hvad land I er i. Det er ud af den formulering den moderne vending, der hedder som landet ligger, er udsprunget

Der er oceaner af gamle og nye vendinger med fingre, hvilket ikke er mærkeligt, for dem har man lige ved hånden, og de er højst nyttige. Det kan man ikke sætte en finger på. Man kan brænde fingrene, når man kommer galt af sted, og man skulle have holdt fingrene for sig selv eller have haft dem på pulsen, for offentligheden lægger ikke fingrene imellem.

I vore dage kan man også få fingeren, når en person viser foragt ved at vise skråt op-tegnet, så gælder det vel om at få fingeren ud, hvis det ikke klør så meget i fingrene, at man vil have fingre i vedkommende.

En herlig gammel formulering var at lægge fingeren på øjet og bede Fanden slå til. Den var ment som en bedyrelse af, at man talte sandhed. Sætte fingeren på øjet kunne betyde at tvinge én til bekendelse, det samme som at gå nogen på klingen. En anden nu forældet vending er at have begede fingre, hvilket betød at være tyvagtig, for tingene hang tilsyneladende ved fingrene. En vending hed at tage det med blodige fingre, som oprindeligt betød, man skulle kæmpe for noget, men som efterhånden kom til at betyde, at man havde gjort noget forkert. Det er i øvrigt ud af vendingen om de begede fingre, at udtrykket have lange fingre om de tyvagtige gror. Men nu vil jeg holde fingrene ved mig selv.