live hedder en ny 560 sider stor digtsamling af Klaus Høeck. Der er som altid hos denne digter tale om, at en række systemer sættes op som en ramme for et gigantisk og labyrintisk poetisk projekt. I dette tilfælde har Høeck som afsæt for sine poetiske tekster brugt to ting, nemlig dels de 100 mest anvendte substantiver i hele sin digteriske produktion, dels en rejse rundt til alverdens afkroge af kongeriget Danmark.
LÆS OGSÅ: 1035 digte om alt
Hvad angår det sidste forhold, er hver eneste af værkets 300 digtserier, der hver består af tre digte, således knyttet til en bestemt lokalitet, således at Borris, Nørre Lyndelse, Ejby, Padborg, Bagenkop, Hvidsten, Gammel Estrup og Harboøre og et utal af andre steder nu for første gang er kommet med i den danske litteraturhistorie.
Til systemnørden Klaus Høecks kendetegn hører endvidere, at alle de 900 digte er opsat på samme vis med 12 ens udseende verslinjer. De enkelte digte udgør en prototype bestående af diverse variable i sproget, forklarer Høeck vanen tro i ens appendix, som man skal være datalog for at forstå en lyd af.
Vægten på den grafiske og systemiske side ved poesien gør karakteristisk nok Høecks digte meget lidt egnede til oplæsning og performance, som jo er en af tidens store trends. Til gengæld er hans skrevne poesi i en klasse for sig sammenlignet med, hvad der ellers udkommer i disse år.
Et typisk af de mange blændende gode digte fra live lyder: der er lang vej til / nørre nebel selv i au / gust hvor de lyse / nætter ender mel / lem rejnfan og cikorie / lang vej til para / dis og syndefal / det som det er lovet os / på www kalkmale / rier dk der er / lang vej selv i en nyvas / ket fiat punto.
Vi ser Høecks unikke evne til at forbinde områder, der normalt holdes adskilt, såsom natur, kunst, historie, teknik og religion. Eksempelvis har ingen dansk digter vel nogensinde som Høeck sammenkædet elementer som syndefaldet og en nyvasket fiat punto i et digt, og skiftene mellem de mest dagligdags og de højeste emner i Høecks odyssé rundt i det danske land er i det hele taget fascinerende, idet der i overgangene mellem de enkelte emner er tale om associationsspring, der på én gang er selvfølgelige og forunderligt overraskende.
Skønt gamle kirker er et af de mest yndede mål for digterens strejftog i det danske land, er der imidlertid også adskillige andre lokaliteter. Her er et effektfuldt og satanisk digt om motorvejen mellem Ejby og Nørre Aaby, hvor en kobling mellem den trivielle modernitet og Dantes Inferno lanceres:
hvad så om efter / året når solen ikke / længere blænder / og nødsporet er / fedtet af ahornblade / hvorfor fører det / te stykke vej mel / lem afkørslerne seks og / syvoghalvtreds så / lukt ned i helvedes / trettende sang til alle / poltergejsterne?.
Skifter motiverne, er der imidlertid også som altid hos Høeck en vældig palet af stilarter og stemninger i aktion. Vi møder rasende satirer over kapitalismen og moderniteten, smertefulde erindringsdigte, patosladede religiøse bekendelser, finurlige poetologiske overvejelser i live, og ofte er kendetegnet netop de overraskende kombinationer af vidt forskellige holdninger, emner og vokabularer i det samme digt. Her er for eksempel et smukt og hudløst kærlighedsdigt, der ikke kunne være skrevet af nogen anden digter end Høeck: efterlad sladde / ren bag dig og skidtsnakken / sluk for mobilte / lefonen ikke / mere vrøvl det er valborg / aften du har din / elskede med dig / anemonerne lyser / i skovbrynet som / en skærsild der svi / der dit hjerte rent for pok / ker mand det er nu.
Sidst, men ikke mindst vil jeg nævne et af de træk, der også gør live til en usædvanlig charmerende digtsamling, nemlig humoren. En af mine favoritter, der også viser Høecks evne til at anvende det talte sprogs potentialer i sin lyrik, lyder: kan jeg få en hof? / en hvad? Smælder det så ru / der og glas klirrer / krokonen ser hvast / på mig hun ved selvfølge / lig godt hvad en hof / er men her i nør / re snede skaber man / sig ikke er du med på / dén fister løgsovs. Høecks live er et højdepunkt i disse års danske poesi.