Resultater skal skabe tillid til EU

EUs ombudsmand har slået alarm over europæernes manglende tillid til EU-institutionerne. Skal der skabes øget tillid, kræver det resultater, siger den danske statsminister

EU's ombudsmand har slået alarm over europæernes manglende tillid til EU-institutionerne. Skal der skabes øget tillid, kræver det resultater, siger den danske statsminister.
EU's ombudsmand har slået alarm over europæernes manglende tillid til EU-institutionerne. Skal der skabes øget tillid, kræver det resultater, siger den danske statsminister. Foto: HECKLER PierrePHOTOPQRLE REPUBLICAIN LORRAIN.

En støt faldende kurve pryder de såkaldte Eurobarometer-undersøgelser, der hvert halve år spørger borgerne i de 27 EU-lande om, hvorvidt de stoler på deres politiske institutioner, herunder også dem i Bruxelles. Og der er ikke noget, der tyder på, at bunden er nået endnu.

Og selvom man i EU-apparatet kan trøste sig med, at de nationale regeringer og parlamenter er endnu mindre i kridthuset hos de europæiske befolkninger lige nu, så er det stadig problematisk, at kun omkring en tredjedel af de 500 millioner EU-borgere faktisk har tillid til projektet.

LÆS OGSÅ: Millioner af unge arbejdsløse i EU

Men den danske statsminister og siddende EU-råds-formand, Helle Thorning-Schmidt (S), advarer imod at tro, at det er noget, der kan vendes ved en charmeoffensiv fra Bruxelles.

Jeg er overbevist om, at der ikke findes noget institutionelt svar. I stedet har vi brug for konkrete resultater, der kan gøre en forskel i borgernes daglige liv, sagde hun, da hun i sin egenskab af EU-formand sammen med andre EU-toppolitikere i går var indkaldt af den europæiske ombudsmand til en høring om manglen på tillid mellem borgere og unionen.

Vi har et større problem, og det er, at krisen har gjort, at folk har mistet tillid til politikerne generelt, sagde hun og understregede, at først når den tillid er vundet tilbage, kan det forplante sig til EU-niveauet.

Til gengæld gør hun klart, at EUs pressede borgere, der har mistet job og økonomisk sikkerhed, har minimal tålmodighed med langsommelige politiske processer.

Kravet om at præstere vokser dramatisk i økonomiske krisetider, sagde statsministeren.

Ifølge Julie Hassing Nielsen, der forsker i tilliden til EUs institutioner ved Det Europæiske Universitetsinstitut i Firenze, har Thorning-Schmidt ret i, at det ikke nytter noget at trække op i EU-strømperne og kippe med de blågule flag, hvis europæerne skal vindes tilbage.

Der er meget, der tyder på, at folk ikke er så interesserede i idealismen, men de vil gerne have nogle konkrete resultater, siger Julie Hassing Nielsen.

Hun gør også klart, at det ikke har været særligt nemt at levere resultater. Tværtimod har EUs store problem været den manglende evne til at vise sig som handlekraftig under krisen.

De har skullet krisestyre, samtidig med at de har skullet skabe nye institutioner til at svare på de udfordringer, vi står i, siger hun.