Familiens opbrud øger krav til forældre

Opbruddet i kernefamilien fortsætter. I den løse familiestruktur er trygge voksenrelationer altafgørende for, at barnet ikke tager skade, siger eksperter

"Det klima, der er mellem de voksne, er altafgørende for, hvordan børnene klarer det," siger Annette Due Madsen, psykolog og leder af Center for Familieudvikling.
"Det klima, der er mellem de voksne, er altafgørende for, hvordan børnene klarer det," siger Annette Due Madsen, psykolog og leder af Center for Familieudvikling. . Modelfoto: .

Gennem historien har mennesket sat lighedstegn mellem kernefamilie og tryghed. Sådan er det ikke længere. I dag er det sorthvide familiefoto blevet farvelagt i utallige nuancer og revet over på kryds og tværs.

Ifølge de nyeste tal fra Danmarks Statistik udgør de børnefamilier, der ikke består af mor og far med fælles børn, nu knap halvdelen, 45 procent, af landets i alt 800.000 børnefamilier. Tallene fra sidste år er stort set identiske.

LÆS OGSÅ: Hvert andet par har kun fælles børn

Børne- og familieforsker Per Schultz Jørgensen noterer sig, at familiens opbrud fortsætter, og at familiestrukturen i dag er løs, flagrende og fleksibel. Det forhold behøver dog ikke nødvendigvis give anledning til bekymring:

Der sker en stille og rolig tilpasning. En stille revolution. Familien ændrer sig, og vores holdning følger med. Vi accepterer det, siger han.

Det afgørende er, hvordan forældrene tackler situationen. Kan forældrene beholde den gode kontakt efter en skilsmisse eller et brud, tager børnene ikke skade.

Moderne familietyper, der ikke falder ind under kategorien kernefamilie, tæller ikke færre end 35 variationer i tallene fra Danmarks Statistik. De mest almindelige former her er mødre med deres børn boende og enlige fædre uden fælles adresse med deres børn.

De ydre forhold er ikke nødvendigvis afgørende. Det afgørende er de tætte bånd mellem børn og forældre, siger Per Schultz Jørgensen og uddyber:

Børn har brug for trygge relationer, og det kan de godt have på tværs af opbruddet. I dag er den tryghed ikke så stærkt knyttet til kernefamilien, men til de sociale relationer. Børnene har tilpasset sig. De skaber netværk og er mere udadvendte.

Psykolog og leder af Center for Familieudvikling Annette Due Madsen lægger ligeledes vægt på forældrenes rolle i den udfordring, som børnene står over for i en tid med opbrud i familiemønstret:

Det er vigtigt, at der er voksne, som tager ansvar og hjælper, når børnene skal navigere mellem forskellige universer. Hvis vi går en eller to generationer tilbage, var der jo også skilsmissebørn, men der boede de ofte i en fast base, siger hun.

Det klima, der er mellem de voksne, er altafgørende for, hvordan børnene klarer det. Børn kan nemt få for stort ansvar, og deres verdener kan bliver for opsplittede.

Gennem interview med børn har man på Center for Familieudvikling blandt andet registreret, at mange føler sig alene med deres udfordringer. Voldsom uenighed mellem forældrene kan over tid fremme en øget sårbarhed hos barnet.

Per Schultz Jørgensen peger i den forbindelse på en særligt udsat gruppe:

Dagens tabere er dem, der mister alt netværk. Uden forældrene og netværket omkring børnene er der næsten ingenting.