Erik Veistrup er pensioneret lærer, men han har aldrig ejet en bil. Han har heller ingen mobiltelefon eller noget internet. Og det er tydeligvis længe siden, at hans hus i Kastrup er blevet malet. Hullerne får lov at sidde i væggen, og køkkenet virker lige så gammelt som de slidte møbler.
Til gengæld har han i løbet af de seneste 45 år samlet på kunst og keramik i en klasse, som kun rigtig rige mennesker ellers har råd til.
LÆS OGSÅ: Hjemegnen bor i dagligstuen
En anden forklaring på, at en almindelig, men sparsommelig skolelærer kan ende med en kunstsamling, der er flere millioner kroner værd, skal man nok finde i, at Erik Veistrup har haft en unik næse for god kunst. Han har ofte købt kunsten billigt, mens de store kunstnere endnu var ukendte.
Det gælder blandt andet værker af Tal R, Kurt Trampedach og Arne Haugen Sørensen og ikke mindst de mange keramikere, der har fundet en hengiven køber i Erik Veistrup.
Den store kunstsamler fylder 75 år i dag. Men modsat mange andre kunstsamlere har han ikke købt kunst med et lille skjult håb om at sælge den videre, når den blev noget værd i penge.
Han er ikke kunstkøbmand, men kunstelsker. Og de få gange, han alligevel er blevet fristet til at frasælge et værk, der er steget eksplosivt i værdi, har han købt ny kunst for alle pengene. For materielle goder interesser ham tilsyneladende ikke. Derfor har han i sin modne alder besluttet at forære store dele af sin samling væk til museer, så andre kan få glæde af at kigge på den kunst, der selv har fanget hans øje.
Nogle mennesker farer gennem et museum og tror, at de har set det hele efter et kvarter. Men jeg er selv typen, der kan komme fem gange for at se den samme udstilling, og det er også baggrunden for, at jeg har købt kunst. For jeg måtte bare se værket, igen og igen, for-klarer Erik Veistrup, da han inviterer inden for i sit hus på Amager ved København i anledning af, at Danmarks Keramikmuseum Grimmerhus i Middelfart i dag åbner en udstilling med over 500 keramiske værker, som han har skænket museet. Heraf hører 200 værker med til en helt ny donation af markante værker, der er skabt af nogle af landets største keramikere gennem tiden.
Erik Veistrup er stadig en energisk mand, der sætter hurtige sætningskæder med en tydelig københavnsk accent ud over hvert eneste værk, mens han viser rundt. Selvom han altså netop har foræret 200 keramiske værker væk, ligesom han tidligere rundhåndet har forsynet nordjyske kunstmuseer med værker af for eksempel Kurt Trampedach og Tal R, så er hans hus stadig fyldt med kunst. Og det viser sig oven i købet, at en del af kunsten er hans egen. For på loftet har han indrettet et galleri med egen fotokunst fra rejser i Yemen og Italien.
Fotografierne har han blandt andet udstillet i Venedig, hvor han er kommet i mange år, og han kan fortælle historier om mange af de mennesker, der hænger på væggene som stemningsmættede fotoportrætter:
Jeg er jo kun en amatørfotograf, men jeg er passioneret omkring det, siger han selv, mens han fortæller om sine italienske venner på billederne.
Interessen for kunst fik han med hjemmefra, hvor hans mor både selv vævede og tog på hyppige museumsbesøg sammen med sønnen. Dertil havde han en ung kreativ lærer, da han i sin tid gik på La Courvejens Skole på Frederiksberg i København.
Jeg ved ikke, om det har spillet ind, men jeg havde altså Jørgen Clevin som lærer, og han inviterede mig og en kammerat hjem til sig, hvor vi fik lov til at lege med hans elektriske tog under bordene. Sammen med den klassekammerat vandt jeg senere en kunstkonkurrence i skoleregi, hvor vores fælles værk blev udvalgt til at hænge på Københavns Rådhus, siger Erik Veistrup, mens et smil overtager ansigtet:
Min far var kontorchef og aktiv radikal politiker, så han morede sig lidt over, at billedet af hans søns værk var blevet trykt i den kommunistiske avis Land og Folk, som ikke lige var hans kop te. Men han var en rummelig mand, der sådan set også var kunstinteresseret.
Erik Veistrup fandt dog hurtigt ud af, at han ikke selv skulle være kunstner, og selvom han altså alligevel er blevet amatørfotokunstner, synes han, at man skal passe på med at udråbe sig selv som kunstner:
Det er fint, at man kan lide at tegne og male, men derfor behøver man jo ikke at blive anerkendt som en stor kunstner kort tid efter. Men den tendens ligger lidt i tiden. Og jeg synes især, at jeg ser det omkring kvinder, der maler. For selvfølgelig roser deres mænd dem, ligesom andre næsten bliver presset til at rose dem, når de bliver præsenteret for deres ting. Selv plejer jeg at klare mig med at sige. Det er klart bedre end sidste gang og den slags, men den store kunst er en anden ting.
Hvad er god kunst for dig?
Det er ikke så nemt at forklare, men det siger pling oppe i hjernen, når jeg ser et godt værk, hvad enten det er et maleri, en skulptur eller keramik. Jeg begyndte for eksempel tidligt at købe ting af Gute Eriksen, der ofte gav sine keramiske værker en meget flot, næsten vulkanisk overflade.
Erik Veistrups øjne lyser op, idet han tilføjer:
Hvis det er muligt, vil jeg gerne købe det straks, når jeg ser noget, der virkelig fanger mig. Og jeg vil gerne købe mange ting. Man kan jo sige, at jeg ikke havde behøvet at købe syv malerier af Trampedach, men når jeg først bliver grebet af en kunstner, har jeg svært ved at holde mig tilbage. Men jeg vil kun købe gode ting. Jeg kunne ikke drømme om at købe et maleri, fordi det var malet af en bestemt kunstner. Jeg vil ikke have et billede af Kurt Trampedach. Jeg vil have et godt billede af Kurt Trampedach. For jeg betragter ikke kunst som aktier, der måske kan blive mere værd senere. Og jeg køber kunst, fordi jeg vil have den. Kurt Trampedach og Tal R måtte jeg endda købe på afbetaling for at få råd til.
Er det så ikke svært at have givet det væk?
Jo, men så kan jeg jo komme og se på det på museerne, ligesom der er blevet lavet en flot bog med gengivelse af de keramiske værker, jeg har givet til Grimmerhus. Museet har blandt andet fået nogle bibelske motiver af Jais Nielsen, der blev inspireret af Job og Samson i to af sine værker. Og det fylder mig da med en stolthed, når jeg bladrer bogen igennem. Det er jo en form for livsværk at kunne give det videre.
Men når folk kommer og siger, at kunstværkerne er ligesom mine børn, får jeg det altid ned på jorden igen. For et knus fra min søn eller mine børnebørn betyder da mere, og det vigtigste billede i mit hjem er da billedet af mine børnebørn. Kunst er mere en fest for øjet på linje med birketræet ude i haven, som jeg også nyder at se springe ud i øjeblikket.