»Høstbillede« er den meget præcise titel på fynbomaleren Peter Hansens billede fra 1910, og idyllisk ser det ud.
På den gyldne, bølgende rugmark går mændene med stråhat og vest og svinger leen, mens kvinder med kyser går bagved og bundter negene. De går i en lang række, som forsvinder op over bakken.
- Der er en evighed i det arbejdsfællesskab, som Peter Hansen har villet skildre. Det er forbindelsen mellem arbejdets glæde og naturens overskud, det drejer sig om. Arbejdet gøres til en hellig handling. Det er ikke muskler og sved, men skønhedens balance og landskabets naturlighed, der er fastholdt, siger Johs. Nørregaard Frandsen, lektor i moderne kulturhistorie ved Syddansk Universitet.
- Mændene laver skåret i en les bredde, og de høster med en »spjarve«, et mejetøj, som lægger kornet den sammen vej, så det ikke folder. Bagefter kommer kvinderne og binder neg. Jeg tror, det er rug. Dengang var der grøn bevoksning i bunden af marken, som man kan se på billedet. I dag sprøjter man og sår grønt om vinteren.
- At bruge bondearbejdet som et studie og realistisk motiv var noget helt nyt, som fynbomalerne tog fat på. Førhen var der tale om en idyllisering, men Peter Hansen ville udtrykke bøndernes egen erfaringsverden, deres hverdag og markens korrekthed.
Selv om maleren har billedmanipuleret, kan det lade sig gøre at finde det sted, hvor han har stået med sine pensler og sit lærred. Hvis man tager til landsbyen Diernæs lidt vest for Faaborg og stiller sig foran kirken, kigger man ud over et landskab, der ender med vandet i horisonten og Bjørnø. Det ligner meget det på Peter Hansens billede, hvor der er nogle bittesmå fjerntliggende gårde og en mølle på en ø til højre i baggrunden. Møllen er der ikke mere her, og der er andre forskelle, hvis man sammenholder maleriet med et nutidigt foto.
Landskabet er ikke længere gult, men grønt, fordi kornmarkerne er væk og erstattet af frugtplantager. I virkeligheden er der mere guldalderlandskab i dag, end dengang Peter Hansen malede sit billede, mener Johs. Nørregaard Frandsen.
- Det, vi ser her, er et turismelandskab, hvor de få gårde er fritidslandbrug, og sådan er det på hele Sydfyn. Før var alt marker, men i dag er jorden omlagt til frugtplantage. Det er landliggerne, en ny befolkningsgruppe, som er flyttet herud, fordi der er rart på landet. De arbejder i byerne og pendler frem og tilbage. De to heste, der går og hygger sig lige til venstre i billedet ved den lille ejendom, hvor Dannebrog flagrer, er ikke arbejdsheste, men rideheste til børnene, konkluderer Johs. Nørre- gaard Frandsen.
For en umiddelbar betragtning har landet altså udviklet sig stik modsat forventningen om det højeffektive landbrug. Det idylliske landskab, man i dag kigger ud på, er mindre produktivt end det på Peter Hansens tid, hvor Danmark stadig var et landbrugsland, men allerede dengang under kraftig forvandling, fortæller Johs. Nørregaard Frandsen.
- Andelslandbruget havde allerede i 1880'erne vundet indpas, og fremavlingen var godt i gang, så da Peter Hansen maler sit billede, har vi et ganske effektivt landbrug. Men fritidslandbrugene er ikke hele sandheden om udviklingen fra dengang og til i dag. Ved siden af dem er der det højeffektive, industrialiserede landbrug med store gårde, som i dag drives med kun et formål: svineavl eller korndyrkning. De to forskellige landskaber, dyrkningslandskabet og det rekreative landskab, støder sammen.
- Men det tidligere familielandbrug, hvor man havde køer og grise på 50 tønder land, er forsvundet. Derfor er det traditionelle mosaik-landskab, som er præget af sædskifte - korn, roer og græs - forvandlet til større flader af kornmarker og ens afgrøder, der drives rationelt. Selv om det stadig er et kurvet landskab, så består forskellen i, at det er læhegnene, der skal skærme for frugttræerne, som danner mosaikkerne.
- Peter Hansen skildrer landskabet med en bestemt, organisk rytme, som passer til møllen i baggrunden, der maler kornet. Men den rytme er afløst af en anden, som er meget tvetydig. Det er drømmen om have en hest og bo på landet, hvor man kan slappe af fra det højhastige og effektive samfund. De, der bor her, skal ikke leve af jorden, men planter læhegn, så det gamle landskab næsten genopstår.
Fra land til by
Familielandbrugene gav en speciel landskabsstruktur med landsbyer med kirke, skole og forsamlingshus, som blev etableret omkring århundredeskiftet. I 1950 var 25 procent af befolkningen beskæftiget direkte med landbruget, og yderligere 25 procent var knyttet til det som håndværkere og småhandlende og boede i landsbyerne, fortæller Johs. Nørregaard Frandsen.
- Familielandbruget bestod af en far i marken, en mor derhjemme og en stor børneflok, som hjalp til med at få afgrøderne i hus. Det forsvinder gradvist efter Anden Verdenskrig, hvor landbruget mekaniseres, og vi får den kemiske revolution, der gør det muligt at sprøjte ukrudt og skadedyr væk. I 1960'erne og 1970'erne har vi de store strukturforvandlinger, som indebar en endnu stærkere mekanisering og omlæggelsen af de gamle familiebrugs mønstre til et højeffektivt landbrug.
- Denne udvikling har affolket landbrugserhvervet, og i dag har kvinden måske heltidsarbejde i Faaborg på konservesfabrikken, børnene går i skole i Odense, og manden får først halvtid og siden heltid på en industri-virksomhed eller i service-erhverv. Før de ser sig om, er de byboere, selv om de bor på landet.
- Kun to-tre procent af den danske befolkning er landmænd, men det betyder ikke, at landet er affolket. Det er som sagt bare folk med by-agtige erhverv, som nu bor i de tidligere landbrugsgårde, men som oplader det gamle landskab, som Peter Hansen skildrede, siger Johs. Nørregaard Frandsen.
Det landskab, som har været underlagt en voldsom effektivisering, men som nu er ved at vende tilbage til sig selv.
- Langt op i det 20. århundrede var landskabet præget af f.eks. enge, som blev skabt ved, at der gik kreaturer. I dag er der ingen enge og moser tilbage, det er et tørt landskab, og det var det allerede ved at blive på Peter Hansens tid. Der startede de store afvandinger, da Hedeselskabet igangsætter sit enorme dræningsprojekt for at indvinde land. I dag ønsker vi det rekreative landskab tilbage og har f.eks. omlagt Skjern Å, siger Johs. Nørregaard Frandsen.
Og smukt er der stadig, når man kigger ud over det let kurvede grønne sydfynske landskab. Men i forhold til billedet af høstarbejdet er der støjen til forskel. Udviklingen fra det stille arbejde med leen til mejetærskerens og traktorens larmen er markant. Og skulle man male et billede af landmanden i dag, ville det blive et billede, hvor han sidder ved styringspulten i det enorme førerhus i sin traktor, som har indbygget varme og kaffemaskine, og hører P3, mener Johs. Nørregaard Frandsen.
- Peter Hansen skildrer det arbejdende landbomenneske, og derved en kultur, der er ved at forsvinde. I dag kan man ikke tegne et tilsvarende idyllisk billede af landbruget, medmindre man synes, at mejetærskere og gyllespredere er smukke. Vores verden er fuld af teknologiens lyde - maskiner, biler, musik, mobiler og plæneklippere, siger Johs. Nørregaard Frandsen.
livogsjael@kristeligt-dagblad.dk
tema
Danmarksbilleder
Den danske kunstskat er fuld af værker, som siger noget om steder, begivenheder og mennesker. Vi har vist en række kunstkendere et billede hver og talt med dem om, hvad det får dem til at tænke på, og hvad det siger dem om det samfund, vi har fået skabt. I dag er det lektor Johs. Nørregaard Frandsen, der taler om Peter Hansens »Høstbilleder« fra 1910 og om dansk landbrugshistorie.