For et par uger siden var der her i avisen en artikel om, hvordan patos var vendt tilbage i kunst og litteratur. Ironiens årti var forbi. For i ironi er der intet liv!
Det har børn altid vidst. Børn tænder på store følelser, ikke mindst smerte. Åh, det forfærdelige, den tunge, tunge skæbne har sådan en magisk kraft. Man drages som i Matador, livet bliver tæt og intenst, himlen høj, og de spandevis af tårer, der falder, er en kanal, man kan sejle på, lige ind til sjælens midte.
LÆS OGSÅ: Kort nyt om gamle børnebøger
Sådan var jeg selv som barn. Til højt op i alderen. Ja, faktisk skulle jeg være granvoksen, før jeg opdagede, at der er lige så meget intensitet i lykken. Men det er en anden historie!
For nu skal der grædes. Grædes, som da væggene i børneværelset var fyldt med figurer fra H.C. Andersens eventyr, og lampen over sengen var en gul halvmåne med stjerner på.
En af de bedste grædebøger, jeg kender (og her går jeg med vilje uden om Brødrene Løvehjerte, tårernes tårn, det er en bog af en helt anden kaliber), er fortællingen om den lille, forældreløse dreng, der i fattigdom, nød og ensomhed vandrer rundt i 1800-tallets Frankrig med en gøglertrup. Sans famille hedder den på originalsproget og er skrevet i 1878 af den franske journalist Hector Malot. Allerede året efter udkom den herhjemme. Og her er titlen endnu mere genial. Netop så dunkelt fremmedartet og uimodståeligt indsugende som bogen selv: Frændeløs!
Min mor var en spreder og ikke en samler. Så jeg måtte på biblioteket for at finde min barndoms fortabte bog i en udgave fra 1987 med de tuschskraverede tegninger af Robert Jensen og i Poul Steenstrups allerede dengang altmodische, men også bløde og prunkløse sprog. Det viser i øvrigt noget om bogens popularitet, at den i 2006 blev nyoversat af Arne Herløv Petersen med Lilian Brøggers tegninger til. Og solgt.
Men tilbage til rødderne. Og tilbage til den stilfærdigt vuggende, moltonede fortælling om drengen Remi, der i en alder af ni år finder ud af, at han er hittebarn, og at hans kærlige mor ikke er hans rigtige mor. Det sker, da den onde plejefar, Barberin, vender hjem og ikke længere vil bekoste ungen. Remi bliver solgt til gøgleren Vitalis. Solgt!
Nu starter den store rejse mellem ude, ude og endnu mere ude. Sammen med Vitalis, der heldigvis er en rar mand, aben hr. Janko og tre små hunde, hvoraf pudlen Brio er nummer et og alt, drager Remi fra by til by for at tjene til livets ophold. Han får fint tøj, og i et stykke tid går det ganske godt. Men Vitalis kommer i fængsel, da han vil forsvare drengen mod en politibetjent, og så er Remi alene i verden. Igen.
Herefter kastes den stakkels dreng, der selv fortæller historien, ud i et konstant følelsesmæssigt stormvejr. Og med ham læseren. På samfundets bund møder Remi den sort-hvide virkelighed. Bedrageri, vold, sult og død. Endda en kulminekatastrofe er vi vidner til. Men også godhed strømmer ind over siderne, venskaber, kærlighed og retsindighed.
Overalt gennemtrænges historien af en ægte indignation over uretfærdigheden, tilsat en moralsk pegefinger så stor som barneøjne. Det ender selvfølgelig godt. Og i tilgift får vi maleriske landskaber og uforglemmelige sandheder som denne: Den, der aldrig har levet på landet, aner ikke, hvilken sorg det er at skulle sælge koen.
Er det teatralsk? Ja!! Det er patos med tredobbelt skrue. Men overalt er der også en tone af ufortyndet oprigtighed og respekt for historien. Man skal mene det, siger forfatteren Lene Kaaberbøl, der netop har vundet børnenes Orla-pris. Det gør Hector Malot.
Og hånden på hjertet: Hvem af os er ikke et hittebarn sådan allerinderst inde?
I klummen Genlæst skriver et fast panel hver tirsdag om klassikere fra litteraturens verden. Hvis du har en idé til en klassiker, som panelet kan genlæse, så skriv til kultur@k.dk