Arbejdsløshed er i sagens natur et stigende problem. For der er efterhånden længe mellem nyhedsudsendelser i fjernsynet, der ikke handler om krisen på den ene eller anden måde. Ungdomsarbejdsløshed er igen blevet et ord, som selv Lars Løkke Rasmussens søn efterhånden må have lært, selvom den tidligere statsminister ellers i en tale sagde, at sønnen ikke kendte ordet og heller ikke skulle komme til det.
LÆS OGSÅ: Aktivering af syge duer ikke
Der er trængsel om de få job. Og nyhedsmedierne er også fulde af historier om arbejdsløse akademikere, som beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) har opfordret til at søge job i Netto, hvis det skulle knibe med at finde arbejde inden for deres eget felt.
Ledige bliver mødt med mistænkeliggørelse. De fleste a-kasser kræver også, at man som ledig skal søge to job om ugen for at få dagpenge, hvad enten de relevante job findes eller ej, og det skaber samtidig et system, hvor virksomhederne overdynges med ansøgninger. Og som ledig kan man hurtigt få indtryk af, at man selv bærer ansvaret for, at der ikke findes job nok, siger skuespilleren Ole Boisen, der i øjeblikket er kendt som Ken i DR 2s satireserie A-klassen.
Serien, der for tiden bliver sendt hver onsdag, foregår på et jobcenter, hvor de ledige mildest talt bliver talt ned til og udsat for den ene tåbelige aktivitet efter den anden.
Vi formidler helt klart en følelse af, hvordan det er at ende i en ufrivillig voksenparkering af et system, der umyndiggør voksne mennesker ved at tvinge dem til kurser i at give hånd og skrive ansøgninger. Det er selvfølgelig fint, at ledige, der gerne vil lære det, får mulighed for at lære det, men de fleste voksne mennesker ved jo godt, hvordan man giver hånd. Og selvom nogle mener, at vi overspiller i serien, behøver man bare klikke sig ind på DRs hjemmeside under A-klassen for at se på brugerkommentarerne, at det altså ikke er grebet ud af den blå luft. For der er mange seere, der kan fortælle langt mere skræmmende oplevelser om dagpengesystemet, siger Ole Boisen, der selv har været med til at udvikle serien.
Der er ingen nedskrevne replikker i serien, der bygger på improvisation over den dramaturgi, som instruktørerne har skrevet. Og Ole Boisen fik hovedrollen, fordi han selv har en lang baggrund med improvisation, som han også har undervist studieværter og erhvervsfolk i, fortæller han.
Jeg mødte seriens instruktører på en højskole, hvor vi alle tre skulle undervise, og sådan begyndte samarbejdet, inden vi sammen fandt resten af holdet til serien, forklarer Ole Boisen, der håber, at serien vil skabe debat.
Jeg er stolt af at være med til at lave politisk satire, som det ellers er længe siden, at nogen har lavet på dansk fjernsyn. Jeg synes, at emnet er vigtigt at tage fat i, og selvom vi selvfølgelig laver et underholdningsprogram, synes jeg også, at vi viser sagen fra flere sider.
Ole Boisen peger blandt andet på, at en af seriens figurer, Mogens, er en komisk kunstnertype, der i 20 år ikke har kunnet leve af at være filminstruktør, men alligevel helst vil undgå alt andet arbejde end sin kunst. I et tidligere afsnit af serien tisser Mogens endda med vilje i bukserne for at gøre et bevidst dårligt indtryk til en tvungen jobsamtale.
Jeg mener jo ikke, at systemet skal give livslang ydelse til folk, der ikke gider arbejde. Men de allerfleste mennesker håber jo også at komme tilbage i arbejde så hurtigt så muligt. Og jeg savner altså at høre historien om folk, der er blevet helt vildt godt hjulpet af systemet. Jeg kender tværtimod selv fiaskofølelsen af at være ledig, og det er altså svært at holde fast i sit eget selvværd, hvis systemet kun bekræfter ens egen følelse af fiasko og spildt uddannelse. Derfor synes jeg også, at man skal tænke meget over, hvad man får for de milliarder af kroner, det koster at tvangsaktivere ledige. Men jeg synes selvfølgelig, at det er fint og meningsfyldt, når dygtige jobkonsulenter kan hjælpe folk med at finde deres kompetencer, siger Ole Boisen, der i øjeblikket selv er ledig efter optagelserne til A-klassen. Og med sin 19-årige erfaring med korte projektansættelser som skuespiller ved han en del om, hvad man byder ledige i Danmark.
I mit eget tilfælde accepterer systemet for eksempel ikke, at der ikke bliver opslået en eneste stilling som skuespiller, så man må søge job gennem sit netværk i stedet for. Jeg skal stadig skrive jobansøgninger. Men jeg tror ikke, at man hjælper nogen ved at være for formynderisk. Jeg opfatter dagpengesystemet som en forsikring, som jeg betaler til. Og jeg vil gerne behandles som en voksen, der ikke behøver at lære at give hånd til andre.