Jesus, Muhammed og demokratiets vilkår

Altså, mens Jesu liv og forkyndelse lægger afstand til det politiske, så gør Muhammeds liv og forkyndelse det modsatte. Og derfor kan man helt principielt slutte, at en religion, der bygger på Jesus, inderst inde har lettere ved at forenes med en sekulær demokratisk orden end en religion, der bygger på Muhammed.

Nu håber jeg, at Khader kan se, hvad Jesus og Muhammed har at gøre i en diskussion om demokratiets vilkår. Hvis han stadig ikke forstår det, tror jeg ikke, at han er den rette mand til at stå i spidsen for et netværk, som vil arbejde for at udvikle en form for islam, som er forenelig med demokrati.

Så forstår han simpelthen ikke opgavens karakter. Kan han ikke se, hvor meget lettere opgaven ville være, hvis Jesus var grundlaget i stedet for Muhammed? I sin kamp for sekulariseringen af det politiske – og for demokratiets primat – ville han ikke møde modstand fra Jesus. Men anderledes, når den religiøse fortælling om Koranen og Muhammed er grundlaget. Så må kampen for sekulariseringen af det politiske også være en kamp mod Muhammed. Khader er en muslim, der vil kæmpe den kamp. Lad os se, hvem der vinder. Skal vi tro, at sejren falder, hvor vi håber?

Der er også et andet vigtigt punkt, hvor Khader og jeg er uenige. Det drejer sig om selve grundlaget for demokratiet. Khader hævder, at "såfremt alle synspunkter ikke i udgangspunktet ligestilles, så er demokratiet allerede berøvet sin vigtigste forudsætning".

Det er ganske enkelt forkert. Hvis alle synspunkter ligestilles, så er demokratiet netop berøvet sit krav om særstilling. Demokratiet kræver, at borgerne som personer skal have politisk ligeværdighed, og at de skal have de dertil knyttede frihedsrettigheder. Derunder, at de har ret til at udtrykke deres synspunkter.

Men det kræver ikke, at disse synspunkter som udgangspunkt skal ligestilles. Et sådant krav ville betyde, at vi i vort eget demokrati som udgangspunkt skulle ligestille vor egen grundlov med sharialoven. Dermed ville demokratiet have ophævet sig selv. Er det, hvad Khader ønsker? Det er jo netop den ligestilling, vor grundlov forudsætter, at vi ikke skal foretage. Og det er jo netop det samme, Khader forudsætter, når han kræver, at demokratiet skal komme før religionen.

Mon ikke Khader blot er forvirret? Men er denne forvirring uskyldig, eller er den farlig for hans politiske dømmekraft?

Kai Sørlander er forfatter og filosof