Fabler med alskens livsvisdom

Carsten Weber-Nielsen har oversat 600 fabler fra to årtusinder i en mestendels vellykket udgivelse

Carsten Weber-Nielsen har oversat 600 fabler fra to årtusinder i en mestendels vellykket udgivelse.
Carsten Weber-Nielsen har oversat 600 fabler fra to årtusinder i en mestendels vellykket udgivelse.

Vi taler som regel om Æsops fabler. Men den titel er meningsløs. For lige så lidt som der var en Homer i oldtiden, levede der nogensinde en Æsop. Han er en mytisk figur, der udlægges som de fleste fablers forfatter. Fabelgenren er derimod en genre med mange forfattere og et langt liv, og også i dag er udtryk som Ulven kommer eller Sporene skræmmer en del af vores fælles tankeforråd.

LÆS OGSÅ: Kærlighed i oldtiden

Dette forhold udnytter og behandler Carsten Weber-Nielsen elegant: Han har samlet en mængde fabler, fra oldtiden til nyere tid, og ordnet dem efter tema uden at skele til, hvem der har skrevet dem. Derfor kan læseren selv vælge temaet for sin læsning: fabler om venskab, diskussioner mellem planter, fabler om falske læger (dem kendte man åbenbart også i oldtiden), fabler om at opdrage børn osv. Det virker rigtig godt.

Fablerne skaber et underligt univers, hvor mennesker, dyr og planter taler, og hvor der hele tiden moraliseres. Som regel udpensles moralen også til sidst, og disse forklaringer af fablens morale kan virke lidt upræcise eller enfoldige indimellem. F.eks. her i fablen om hyrden og hunden: En hyrde havde en kæmpestor hund, som han plejede at fodre med lammefostre og døende får. Da flokken engang kom ind, fik hyrden øje på hunden, der nærmede sig fårene og logrede for dem, og sagde: Kære ven, dét, du ønsker, måtte det komme over dit eget hoved!. Fablen passer på en mand, der smigrer.

Carsten Weber-Nielsen diskuterer desværre ikke sammenhængen mellem fabler og moraler. Jeg tror ellers, der her gemmer sig en mulighed for at undersøge et spændende litteraturhistorisk problem, nemlig hvordan forskellige epoker finder forskellige pointer i en tekst. Man ser det samme ved vittigheder, som lader til at være historisk meget specifikke, så andre tiders vittigheder tit forekommer os umorsomme.

Eksemplet viser også, at Carsten Weber-Nielsen ikke har noget letløbende pen. Det præger desværre en, særligt i fablerne på vers. De er filologisk vældig rigtigt oversat, men det lyder ikke altid rigtigt.

Af disse grunde egner en sig ikke til at blive læst i ét stræk. Men den er rigtig sjov, hvis man udvælger et bestemt afsnit. Og fyldige registre gør den også meget nyttig for dem, der vil bruge den til at finde ud af, hvorfra en fabel stammer.