Unge med de ”forkerte problemer” ender i fattigdom

Pas på med diagnoserne, skriver folkeskolelærer og specialundervisningslærer Pia Legind Larsen, der frygter at unge med autisme, ADHD, OCD og andre problemer ender i fattigdom, hvis kontanthjælpen nedsættes.

Der skal spares penge i Danmark, og alle muligheder er åbne – også muligheden for at lade samfundets svageste betale. Flere fremtrædende politikere overvejer tilsyneladende at nedsætte kontanthjælpssatsen for unge mellem 25 og 30 år til en sats svarende til SU-satsen, altså 5662 kroner før skat.

Det er bekymrende og tankevækkende at være vidne til, at regeringen, som med store ord og visioner afskaffede nogle af fattigdomsydelserne, nu synes på vej til at genindføre andre.

LÆS OGSÅ: EL: Regering på vej mod ny fattigdomsydelse

En eventuel nedsættelse af kontanthjælpen skal formentlig ”kun” gælde de såkaldt stærke unge, men kan regeringen garantere, hvis forslaget vedtages, at de unge, som har andre problemer end arbejdsløshed såsom autisme, ADHD, OCD, misbrugsproblematikker, depression og angst ikke ender i gruppen af ”stærke” unge?

I dag findes SU-satsen allerede for unge under 25 år. De kan, hvis de ikke er ”stærke unge”, søge om behovsbestemt tillæg. Men ovennævnte diagnoser og problematikker berettiger ikke til dette tillæg. En stor gruppe af samfundets svageste unge lever således allerede nu i fattigdom, fordi systemet ikke anerkender deres problemer som værende svære nok.

Hvordan sikres det, at samme fatale fejl ikke begås, hvis forslaget vedtages, og sagsbehandlere rundt omkring i kommunerne skal sidde og vurdere, om en ung er stærk eller det modsatte? I dag er sagsbehandlerne handlingslammede, selvom de vurderer, at en ung er for syg eller svag til at påbegynde en uddannelse eller job. De har ingen muligheder for at søge forhøjet ydelse til denne unge, medmindre der foreligger en diagnose inden for skizofreni, psykotiske tilstande eller borderline. Det er kun de tre diagnoser, som åbner mulighed for forhøjet ydelse. De øvrige ovenfor nævnte diagnoser, som kan være lige så invaliderende, giver ikke mulighed for hjælp.

Arbejdsløse unge med de ”forkerte” diagnoser må hutle sig igennem en tilværelse, hvor fattigdom kæmper side om side med de psykiske problemer. Konsekvenserne er afsavn, et liv i skyggen af det liv, andre lever, forværring af de psykiske problemer og isolation.

Mange mister deres bolig og kan ikke længere passe på sig selv. De har ikke penge til regelmæssig mad og almindelige fornødenheder. Nogle overlever ved hjælp af støtte fra netværk, nogle ved hjælp af kriminalitet, men en stigende gruppe resignerer og ender i fattigdom og isolation på gaden.

Når først de ender på gaden, er muligheden for, at de får et liv, som er værd at leve, minimeret til nærmest ingenting. Nedsat kontanthjælp bliver et puf ud over kanten til en tilværelse i en for danske forhold ubegribelig fattigdom og isolation. Samfundet kan så begynde at bruge penge på misbrugsbehandling, indlæggelser på psykiatriske afdelinger, fængselsophold og så videre.

Udsigtsløst presser man mennesker, der er syge eller på anden måde ikke kan påtage sig eller finde et job, og denne gruppe overvejer man nu tilsyneladende at udvide til også at omfatte unge mellem 25 og 30 år.

Betegnelsen ”unge” snyder endvidere, når det gælder de 25-29 årige. Der er tværtimod tale om en gruppe, som er ude over den normale uddannelsesalder, og som ofte har et eller flere mislykkede uddannelsesforsøg bag sig eller slås med psykiatriske diagnoser eller misbrug, som ikke i dag anerkendes som værende svære nok til at få supplerende hjælp.

For de unge kontanthjælpsmodtagere, som ikke har en psykiatrisk diagnose eller misbrugsproblemer, er der imidlertid et ganske andet problem bag forslaget: Mangel på job! Der er ikke arbejde nok til alle de arbejdsløse. At sende ”velfungerende” unge ud i fattigdom vil med garanti ikke hjælpe på deres fremtidsmuligheder for selvforsørgelse.