Fortsat fremgang for Kristeligt Dagblad

Selvom forholdene for at drive dagblad er under stærk forandring, blev 2011 endnu et tilfredsstillende år, konstaterede formanden for Kristeligt Dagblads bestyrelse, Hans Skov Christensen, på generalforsamlingen i går

Årets resultat for moderselskabet blev et lille overskud på 264.000 kroner på baggrund af en samlet omsætning på godt 106 mio. kr.
Årets resultat for moderselskabet blev et lille overskud på 264.000 kroner på baggrund af en samlet omsætning på godt 106 mio. kr.

Da Kristeligt Dagblad i efteråret 2011 gennemførte en af de mest omfattende læserundersøgelser nogensinde, lød tre svar fra abonnenter sådan her: Go avis. I må ikke udvande den i et forsøg på at sælge til flere.

Jeg har ingen idéer til forbedringer. Jeg er glad for avisen, som den er.

Og: Jeg har ingen idéer til en bedre avis. Den er allerede blevet bedre, ellers var der vel heller ikke kommet så mange ny abonnenter til.

LÆS OGSÅ: Vækst for Kristeligt Dagblad i 2011

Det var dejlige svar at få, men langtfra de eneste. Flere end 2500 abonnenter deltog i de omfattende undersøgelser, og mange havde idéer til, hvordan avisen kunne forny sig. Men gennemgående lød det, at abonnenterne er tilfredse.

Ja, ifølge Gallups undersøgelse har ingen andre aviser så tilfredse abonnenter som Kristeligt Dagblad. Det er vi glade for, men det har ikke gjort arbejdet med at udvikle og forbedre avisen mindre udfordrende i et mediemarked, der bliver stadig mere krævende.

Selvom forholdene for at drive dagblad og medievirksomhed er under stærk forandring, så kan vi fra bestyrelsens og den daglige ledelses side konstatere, at 2011 blev endnu et tilfredsstillende år. Avisoplaget voksede, og der er god fremdrift i selskabets mange aktiviteter.

Årets resultat for moderselskabet blev et lille overskud på 264.000 kroner på baggrund af en samlet omsætning på godt 106 mio. kr.

Det er umiddelbart ikke tilfredsstillende. Men flytningen af domicilet fra Rosengården til Vimmelskaftet i København præger 2011-regnskabet. Det er også påvirket af den stærke konkurrence på dagbladsmarkedet og det fortsat svækkede annoncemarked. Og så har selskabet lidt betydelige urealiserede kurstab på værdipapirbeholdningen på grund af den store turbulens på verdens børser i det forgangne år. Det påvirker alt sammen det endelige resultat.

Avissalg og oplagsudvikling

Det danske avismarked var også i 2011 præget af tilbagegang. Det samlede oplag for betalingsaviser faldt med 4,0 procent. Dermed følger udviklingen i Danmark den strukturelle forandring i mediemarkedet, der også kendes fra USA og det øvrige Europa. De digitale medier tiltrækker stadigt flere brugere. Det er især de mobile medier smartphones og tablets (iPad o.l.) der oplever en vækst i trafik og besøgstal. Kristeligt Dagblad har i det forgangne år udviklet mobile internetsites tilpasset mobile enheder, men endnu ikke egentlige apps. Ledelsen følger udviklingen tæt, og der er udarbejdet planer for, hvordan avisen gøres tilgængelig på alle digitale platforme.

Kristeligt Dagblads oplag steg i årets løb med 0,9 procent til 26.631. Avisen er således fortsat det danske dagblad, der i længst tid har fastholdt en voksende oplagskurve. Også antallet af læsere voksede. Avisens læsertal gik frem med knap 10 procent til 115.000 daglige læsere i 2. halvår 2011.

Annoncesalg

Dagbladenes annoncesalg blev samlet set præget af tilbagegang i 2011 på grund af den fortsatte økonomiske krise. Der sælges færre annoncer, fordi der er afmatning i detailhandlen, telebranchen og finanssektoren. Stilstanden i nyansættelser, den manglende mobilitet på jobmarkedet og et deraf afledt marked med markant færre stillingsannoncer prægede også årets indtjening. Alligevel blev 2011 et godt annonceår for Kristeligt Dagblad, hvis samlede annonce- og indstiksomsætning steg med 0,4 procent fra 2010 til 2011 målt i kroner. Det er en tilfredsstillende udvikling i et meget presset marked. Omsætningen for Kristeligt Dagblads digitale medier udviklede sig også positivt.

Redaktion

Redaktionelt var 2011 præget af en fortsat satsning på udvikling af den daglige avis. I løbet af efteråret gennemførtes to store læserundersøgelser det var fra dem, jeg indledte med at citere den ene som en spørgeskemaundersøgelse i avisen med mere end 2000 læserbesvarelser, den anden som en fuldt repræsentativ Gallup-interviewundersøgelse af 500 abonnenter.

Begge undersøgelser viste samstemmende en meget høj grad af tilfredshed med avisen.

Kristeligt Dagblads læsere bruger i gennemsnit 53 minutter på at læse avisen hver dag. Gratisaviser læses i gennemsnit i 11-13 minutter og omnibusaviser i 30-42 minutter dagligt.

Den længere læsetid for Kristeligt Dagblads abonnenter kan ses som udtryk for stor interesse for avisen og dens emner tro, etik og eksistens.

Ønsket om større fordybelse i den løbende nyhedsdækning, reportage og debat blev ledetråd i den redaktionelle handlingsplan, der blev iværksat i begyndelsen af dette år på baggrund af det omfattende analyse- og idéarbejde, der blev udført i 2011 og begyndelsen af 2012. Avisen relanceredes i begyndelsen af februar 2012 i nyt design og med en række nye redaktionelle stofområder.

Derudover var det forgangne år præget af et vedholdende arbejde med at fastholde og øge den redaktionelle kvalitet, og vi er også i bestyrelsen overbevist om, at avisens eksistensberettigelse ligger i seriøsiteten.

På internettet var det også i det forgangne år den dominerende strategi at kombinere nyhedsdækningen med en betydelig satsning på videns- og baggrundsstof opsamlet i store, indholdsrige temaer. Kristeligt Dagblads tema-univers består nu af flere hundrede temaer om større emner inden for avisens fokusområde.

Distribution

Post Danmark har i 2011 forbedret distributionskvaliteten sammenlignet med 2010 og 2009. Alligevel er der abonnenter, der oplever fortsat ujævn levering af avisen. Det er stærkt utilfredsstillende for den enkelte abonnent, men set fra virksomhedens side er antallet af klager over svigtende levering på et mere tilfredsstillende niveau nu end tidligere.

Kristeligt Dagblad, der udkommer i stort set samtlige postnumre i landet og kun distribueres af Post Danmark, er særligt sårbar over for forringelser i postudbringningen. Det er fortsat afgørende for Kristeligt Dagblads og andre avisers udbredelse, at der dagligt bringes post ud til alle husstande i hele landet, uanset hvor de måtte befinde sig.

Jeg har sagt det før, men vil gerne understrege det: Det vil svække den brede folkeoplysning og dermed også den demokratiske debat, hvis det ikke fremover er muligt at abonnere på et dagblad, uanset hvor i landet man bor. Alternativerne til udbringning med Post Danmark er endnu ikke udbygget til at sikre levering til alle husstande.

Mediestøtte

Kristeligt Dagblads økonomi var også i 2011 helt afhængig af den distributionsstøtte, der tildeles dagbladene fra staten. I løbet af året blev det klart, at distributionsstøtten vil blive afviklet i de kommende år til fordel for en såkaldt platformsneutral mediestøtte, der også sikrer, at digitale medier med en ikke ubetydelig selvstændig redaktionel produktion kan få støtte.

Ledelsen følger den politiske debat om den fremtidige mediestøtteordning tæt. Sammen med dagbladet Information har Kristeligt Dagblad afgivet høringssvar i processen. Begge dagblades langsigtede overlevelse er helt afhængig af, at det samlede støttebeløb ikke reduceres i forbindelse med omlægningen fra distributionsstøtte til indholdsstøtte. Politikerne kan meget let komme til at rive grundlaget væk for udgivelsen af de to dagblade. Og jeg minder om, at selvom regeringen behandler støtten til dagspressen som en erhvervsstøtte, så er det en støtte til demokratiet.

Internet

I 2011 etablerede Kristeligt Dagblad endnu et internetsite, etik.dk, så virksomheden ved afslutningen af året driver 10 forskellige sites med fokus på tro, etik og eksistens.

Etik.dk opnåede mod årets slutning at have månedligt 25.000 unikke brugere og mere end 110.000 sidevisninger. Sitet skal blandt andet imødekomme en efterspørgsel i skolernes kristendomsundervisning efter aktuelt stof om grundlæggende etiske problemstillinger.

Et fremtrædende eksempel på, hvordan internetuniversets forskellige sites arbejder sammen, var dækningen af terrorhandlingerne i Oslo i sommeren 2011.

Nyhedssitet k.dk bidrog med opdatering minut for minut, billedserier, grafik, reportager og debat. Mindet.dk blev et samlingspunkt, hvor mange tændte et lys for ofrene.

Kristendom.dk bragte vurderinger af terroristens brug af bibelvers, ligesom taler fra mindehøjtidelighederne i kirkerne blev lagt ud her. Religion.dk perspektiverede den religiøst begrundede terror. Etik.dk bragte mange af de etiske problemstillinger, der blev rejst af sagen. Bloguniverset eftertanke.dk gav plads til en stribe meningsdanneres og debattørers kommentarer og analyser af hændelsesforløbet.

I løbet af året lanceredes særlige mobile sites til k.dk, kristendom.dk, religion.dk og etik.dk. De nåede i december næsten 50.000 unikke brugere, og der vil fremadrettet blive satset endnu mere på mobile platforme.

På avisens hovedsite k.dk har der i 2011 været en stigende tendens til køb af digitale abonnementer, og selvom der ikke er tale om meget store beløb, står virksomheden allerede nu med unikke erfaringer i forhold til betalt indhold på nettet. Det er et område, der vil udvikle sig allerede i indeværende år.

Antallet af unikke brugere på Kristeligt Dagblads ti sites holdt samlet set niveauet fra 2010 på knap 350.000 unikke brugere om måneden, mens antallet af sidevisninger steg med to procent til 2,6 millioner om måneden. Dagbladsbranchen som helhed oplevede generelt en større vækst i brugere i 2011 end Kristeligt Dagblad. Derfor har dette område ledelsens særlige bevågenhed i det kommende år.

Læserrejser og læsermøder

Sideløbende med avisudgivelsen fortsatte Kristeligt Dagblad også i 2011 med at tilbyde særlige rejser for sine læsere. Der blev gennemført 27 læserrejser med knap 1000 deltagere mod 26 læserrejser med knap 900 deltagere året før. Læserne udtrykker stor tilfredshed over at rejse med andre læsere af avisen.

Kristeligt Dagblads læserarrangementer var i årets løb meget velbesøgte. Der blev afholdt et rekordstort antal arrangementer i alt 44 med mere end 2000 deltagere mod 37 læsermøder med 1700 deltagere året før. Læsermøderne i det forløbne år blev dels afholdt i avisens nye domicil på Vimmelskaftet i det indre København, dels rundt om i landet, blandt andet i form af foredrag og rundvisninger i forbindelse med særlige kulturelle arrangementer.

Fra Rosengården 14 til Vimmelskaftet 47

En af årets helt store udfordringer var flytningen af domicil. Da medarbejderstaben på grund af avisens fremgang er blevet markant forøget over de seneste 15 år, var det blevet nødvendigt at finde større og mere rummelige lokaler. I marts flyttede virksomheden fra godt 1200 kvadratmeter til mere end 1800 kvadratmeter på Vimmelskaftet. Huslejeudgiften pr. kvadratmeter er lavere i det nye lejemål, men med det øgede antal kvadratmeter er den samlede huslejeomkostning blevet øget.

Den del af udgifterne til flytningen, der ikke blev afholdt i 2010-regnskabet, er afholdt i 2011 og påvirker som allerede nævnt det samlede resultat.

Kristeligt Dagblads Pris

Kristeligt Dagblads Pris uddeles til mennesker, der har ydet en særlig indsats inden for det kirkelige, kulturelle og samfundsmæssige område. Prisen gik i 2011 til den iranske flygtning og nu danske statsborger og præst Massoud Fouroozandeh.

Han modtog prisen for sit arbejde med at bygge bro mellem kristne kulturer både til iranere, afghanere og danskere i frikirken Church of Love og til danskere i folkekirken.

Massoud Fouroozandeh, der er konverteret fra islam til kristendommen, blev som nyordineret indvandrerpræst tillige i 2011 den første præst i den danske folkekirke med muslimsk baggrund.

Kristeligt Dagblads Forlag

Kristeligt Dagblads Forlag A/S, der er 100 procent ejet af Kristeligt Dagblad A/S, blev stiftet i 2008, hvor der blev udgivet seks titler. I 2011 udgav forlaget 20 titler og fik et overskud på 90.000 kroner før skat. Forlaget bidrog således også i 2011 positivt til koncernens samlede resultat. Forlagets regnskab indgår i det samlede koncernregnskab.

Tak

Jeg vil gerne takke bestyrelsen for Kristeligt Dagblads Venner med formand Bjarne Lenau Henriksen i spidsen for deres arbejde, og jeg vil benytte lejligheden til at takke de mange læsere, der støtter opgaven.

Der skal også lyde en tak til medarbejdere og ledelse på avisen for endnu en god indsats i et arbejdsomt og krævende år. Tak til bestyrelsen og repræsentantskabet, men først og sidst tak til de mange læsere og abonnenter, der læser, holder og støtter op om Danmarks mest uundværlige avis.