Var Karen Blixen racist?

Var forfatteren Karen Blixen i virkeligheden den engelske imperialismes forlængede arm? Det strides de lærde om, men en genlæsning af Den afrikanske Farm viser, at spørgsmålet er stillet forkert

Til efteråret kommer en fuldstændig udgave af alle Karen Blixens breve fra Afrika. –
Til efteråret kommer en fuldstændig udgave af alle Karen Blixens breve fra Afrika. –. Foto: .

Hvad er mere passende i 50-året for Karen Blixens død end at tage hendes Den afrikanske farm frem igen? Men i dag læses den anderledes dels i lyset af udgivelsen af hendes breve i 1978 og 1996 og dels i skyggen af den postkoloniale kritik, værket har rejst i Den Tredje Verden fra 1980 og frem.

LÆS OGSÅ: I pagt med Djævelen. Virkeligheden bag Karen Blixens maske

Det præger ens genlæsning, at man sådan set ikke har ret til at begejstres mere, når vi nu kender formuleringerne fra brevene, som skriften i værket er skabt over og når vi ved, hvilke aggressioner beskrivelserne af hvide og sorte i Afrika stadig kan vække i den afviklede imperialismes skygge i de tidligere kolonialiserede lande. Var Karen Blixen i virkeligheden racist og den engelske imperialismes forlængede arm?

Til efteråret kommer en fuldstændig udgave af alle brevene fra Afrika. Det drejer sig om cirka 800 sider mere, som Frans Lasson ikke tog med i sin udgave, da de mest er af rapportkarakter til bestyrelsen for kaffefarmen tilbage i Danmark. Selve værket Den afrikanske Farm fik vi 2007 i en pragtfuld udgave fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med meget oplysende noter og efterskrift ved Lasse Horne Kjældgaard.

Dengang i 1937 kunne Karen Blixen fortælle fra ukendte egne for de fleste, nu derimod er de fleste på tv-kendskab med Afrika, og mange af deres bekendte har været u-landsfrivillige i områderne. Endvidere har den moderne teknologi ændret adskillige horisonter, og de vilde dyr strejfer ikke frit, men er lukket inde i nationalparker og lignende. Så det er en næsten glemt Afrika-verden, vi stifter bekendtskab med i bogen, en verden, der allerede i 1930erne selv vidste, at den var i gang med at forandre sig.

Hvordan holder den sig så, denne klassiker, den bog, alle tidligere sagde var det bedste, Karen Blixen havde skrevet, fordi den så lige ud ad landevejen fortalte om de 17 års ophold på en kaffefarm i Afrika?

Der er blevet gjort meget grin med Karen Blixens magtformuleringer: Jeg havde en Farm i Afrika, når man nu vidste, at den var voldsomt forgældet, og at hun egentlig kun var bestyrer indsat af en bestyrelse. Og egentlig fik man jo heller ikke så meget at vide om hendes biografi, hvor senere brevene har leveret meget mere. Hvordan var forholdet til hendes mand, Bror Blixen, og hvordan klarede hun sig med Denys og den syfilis, hun havde, og så videre?

Intet af dette får man besked om, men til gengæld får man så et menneskes tanker ved mødet med de indfødtes civilisation. Ja, netop civilisation, fordi Karen Blixen var en af de få, som så de indfødte som menneskeligt ligeværdige med de hvide i kolonien.

For langt hen er bogen jo en beretning om, hvordan Europas fortid omkring 1700 åbner sig for en klog europæisk kvinde midt i 1900-tallets Afrika. Hun sammenligner sig frem og ser de indfødte på stadier frem imod vores civilisation og hun får et kritisk blik på netop denne moderne civilisation. Samtidig har hun, hvad man i dag ville kalde en aristokratisk diskurs, der sætter mennesker højt, som kan se sig selv i en tragedie.

Ordet ædel er denne diskurs højeste ord, og ædelheden handler netop om den heroiske evne til at bære nederlag og forvandle dem til betydning, sådan som bogen selv forvandler tabet af farmen til et kunstværk. Og her er det så, man kan få lov at blive begejstret igen for værkets sammenskrivning af denne overvindelse af tabet. For Karen Blixens stil får denne diskursens tale om ædelhed, tragedie og aristokrati til at lyse i litterære og kulturhistoriske citater. Og yderligere gør hun det ved sine fabelagtige koblinger til naturen eller de indfødtes dagligliv: Man kan virkelig sætte sig ind i deres begejstring for denne livsverdens centrum: en ko! En radmager ko præsenteres for forsamlingen: De gamle Mænd greb hinanden i Armen og stødte deres sidste astmatiske Aandedræt ud i Ros eller Fordømmelse af Koen. Deres Kvinders skrigende Stemmer tog fat, hvor de slap () De unge Mænd spyttede dødeligt krænkende Personligheder ud mod hinanden med dybe ru Stemmer.

Her hvor det hele koger som i en Heksegryde, fornemmer man klart en fortæller, der véd, at der er forskellige og helt adskilte livsverdener hos både hvide og sorte og som hun senere tilføjer lige sådan mellem europæiske ægtefæller. Vi kan kun håbe at forstå hinandens verden partielt. Det er ingen racist eller imperialist, der taler sådan!

I klummen Genlæst skriver et fast panel hver tirsdag om klassikere fra litteraturens verden. Hvis du har en idé til en klassiker, som panelet kan genlæse, så skriv til kultur@k.dk