Beslutningen om at droppe en aftale med den danske forfatter Carsten Jensen kom til at ændre Jan Kjærstads liv.
Jeg tror, at ethvert menneske har en række grundfortællinger. Og det her er en af mit livs grundfortællinger, siger Jan Kjærstad og læner sig hen over bordet på kunstmuseet Louisianas cafe nord for København.
LÆS OGSÅ: Parforholdet skal klare meget
Det er et af den slags sjældne , der kommer til at vare i fire timer, fordi kilden bliver ved med at dele gavmildt ud af sig selv. Næsten som solen over Øresund udenfor. For en af Norges største forfattere er fuld af gode historier:
Mange tror, at mennesket kun har én kerne. Men jeg tror, at vi har flere, der ligger i os som løg eller grundfortællinger, der former vores personlighed, og historien om, hvordan jeg fandt sammen med min nuværende kone, er altså en af mine grundfortællinger, fortsætter Jan Kjærstad.
Den dag for over 10 år siden var Jan Kjærstad inviteret til en finkulturel middag for Carsten Jensen på en af Oslos dyreste restauranter. Det var en driftig norsk forlægger, der havde arrangeret middagen med en lille skare af landets kulturpersonligheder i anledning af deres danske kollegas besøg.
Jan Kjærstad var smigret over at blive spurgt, og han så frem til den gode mad i det gode selskab. Men på vej til restauranten fik han et tilbud om en kop kaffe, han hellere ville have. For invitationen stod i en sms fra en kvinde, han længe havde haft et godt øje til.
Jeg havde gået rundt og troet, at hun var blevet gift. For jeg havde bemærket, at hun havde ændret navn. Det viste sig imidlertid, at hun kun havde ændret efternavn, fordi hendes mor var død, og hun gerne ville bevare moderens pigenavn, så jeg takkede ja til kaffen og efterlod i stedet en besked til restauranten om, at jeg var blevet ramt af en tyfon og derfor var blevet forhindret i at komme, siger Jan Kjærstad.Et smil vokser sig stort i ansigtet på den norske forfatter.
Efterfølgende har jeg fået at vide, at Carsten Jensen og resten af selskabet havde brugt hele aftenen på at snakke om, hvilken slags tyfon jeg mon var blevet ramt af. Men det var virkelig en tyfon. For jeg blev hos hende i mange timer den aften, og i dag er vi gift og har to børn sammen.
Smilet bliver længe siddende i ansigtet på forfatteren, som om han ikke selv kan forstå, at historien er sand. Og først tre timer senere skal han fortælle en mere ulykkelig historie om sit første ægteskab. For det er en helt anden kvinde, der har ført ham til Louisiana hovedpersonen i den roman, han skriver på i øjeblikket.
Kjærstad er først lige gået i gang med romanen, men det bliver en slags alternativ slægtsroman om det 20. århundrede, fortæller han. Og han har bestemt sig for, at den kvindelige hovedperson skal være velbevandret i samtidens kunst i 1930erne.
Louisianas aktuelle udstilling om Avantgardens kvinder ville han derfor se, når han nu alligevel var i København i denne uge for at deltage i litteraturfestivalen CPH:Litt. Men nu gælder det altså kvinderne. Og han virker fornøjet over udstillingen, der allerede har givet ham flere ideer til den nye roman, fortæller han:
Jeg kender de feministiske tanker fra min egen tid, men når det handler om første halvdel af det 20. århundrede, er jeg helt blank, så det skal jeg havde læst op på. Og det er vældig sjældent at se en udstilling, der fokuserer så klart på kvinder. Datidens kvinder i de kunstneriske kredse måtte jo ofte træde tilbage i rollen som muser eller elskerinder, siger Jan Kjærstad, der alligevel mener, at en del af dem var betydeligt bedre kunstnere end deres mandlige kollegaer.
I min egen generation af forfattere skulle alle læse James Joyces, der også er god, men efter min mening er Virginia Woolf en større forfatter. For mig er hun faktisk det 20. århundredes største forfatter, fordi hun på en overlegen vis kan fange et helt liv i sine store beretninger. Hvis man tager en bog som Mrs. Dollaway, så kan hun både beskrive hverdagen med køb af blomster og madlavning og de store dramaer som Første Verdenskrig. Og jeg kender ingen som er så god til at skildre bevidstheden som hende.
Et hovedspor i Jan Kjærstads eget forfatterskab er dog netop også en undersøgelse af, hvad bevidstheden er for en størrelse. Hans seneste roman, der endnu ikke er udkommet på dansk, handler for eksempel om, hvad det gør ved bevidstheden at læse eller at hænge foran en skærm hele dagen som en anden avatar.
Jeg har spekuleret en del over, hvad det gør ved menneskers bevidsthed at blive en del af en virtuel virkelighed. Da folk begyndte at læse, var det jo første gang, at de kunne blive del af en virtuel virkelighed, og det kom sikkert også til at påvirke vores bevidsthed, men i dag bruger mange jo de fleste af deres vågne timer foran skærmen, hvor ens egen bevidsthed bliver blandet med en slags kollektiv bevidsthed, som man måske også tager med sig, når man forlader internettet. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad det for eksempel har gjort ved Breivik at sidde så meget foran internettet og spille voldlige computerspil og chatte med folk fra andre lande. For måske skaber vi en helt ny type mennesker på den måde.
Mener du på den måde, at internettet har skabt Breivik?
Nej, det ville være en forsimpling at sige. Men når psykiaterne ikke kan blive enige om at bestemme Breiviks personlighed, er det måske, fordi han ikke passer ind i de psykologiske teorier, der er opfundet i en tid før internettet, siger Jan Kjærstad, der i det hele taget mener, at personligheden er svær at indfange.
Det er for eksempel tydeligt i Kjærstads seneste roman på dansk, med den skizofrene titel Jeg er brødrene Walker, når den 14-årige fortæller skal beskrive sin far:
Jeg har mange fædre. En der står med ryggen til. En der skriver på maskine. En der forsvinder mandag aften. En der kører i verdens mest idiotiske bil. En der drikker. En der lytter til jazz. En der går til universitetet. En der beskytter sig i en lænestol, står der i romanen, der i øvrigt vist sig at være uhyggelig profetisk, fordi den blandt andet beskriver et attentat på regeringsbygningen i Oslo.
Herhjemme er Jan Kjærstad dog stadig mest kendt for sin trilogi om journalisten Jonas Wergeland Forføreren, Erobreren og Opdageren - som han både vandt stor udbredelse og Nordisk Råds litteraturpris for i 1999.
Salgssuccesen var især usædvanlig, fordi bøgerne litterært set som alle Kjærstads bøger - er eksperimenterende.
Godt nok indeholder bøgerne mildt sagt en del saftige erotiske passager, men den teologuddannede forfatters trilogi er samtidig spækket med bibelske referencer, ligesom fortællingerne hele tiden springer i tid. Og som læser mærker man tydeligt, at romanerne er skrevet af en forfatter, der kredser om livets store spørgsmål.
Som ung førte Jan Kjærstads eksistentielle længsel ham endda ind på teologistudiet, efter han var blevet overbevist kristen i den lokale statskirkes ungdomsarbejde.
Jeg ville blive præst, fordi jeg havde fået en stærk tro. Men jeg kom fra et ikke-kristent hjem, der ikke havde nogen som helst kultur for at komme i kirke eller at læse i Bibelen, fortæller han.
Som teenager gik Jan Kjærstads tid også mere med at dyrke motion og spille guitar, men en ihærdig ungdomspræst i den lokale statskirke, opsøgte de unge i idrætsklubberne og fik også lokket den unge Kjærstad ind i kirken ved at tilbyde ham en plads som orkesterleder i det lokale ungdomskirkekor, når han nu kunne spille guitar.
Jeg sagde mest ja, fordi der kom mange smukke piger i kirken, og kirken rådede også over godt lydudstyr. Med tiden blev jeg dog også interesseret i troen, og jeg begyndte at komme med i en bibelgruppe, hvor min tro voksede sig stærkere, indtil jeg til sidst besluttede at læse til præst. Jeg havde ellers tænkt mig at blive arkitekt, men da jeg var færdig med gymnasiet, optog troen mig mere, siger Jan Kjærstad og sætter brillerne op i panden, inden han fortsætter:
Som teenager er man jo også meget søgende og åben. Og kirken appellerede til mig. Jeg syntes, at den havde mange gode svar, selvom jeg for eksempel aldrig fik svar på ondskabens problem. Og det påvirkede mig meget at blive en del af et miljø, hvor man læste i Bibelen og bad sammen. Jeg kom aldrig selv til at besidde nogle af de karismatiske nådegaver, men der var da folk i min bønnegruppe, der kunne tale i tunger, og når de lagde hænderne på en og bad, kunne det også mærkes. Det var stærke sager. Og det kan jeg stadig ikke forklare, ligesom jeg ikke kan bortforklare, at jeg selv har været stærkt troende i nogle år. Men derfra gik det meget langsomt tilbage. Jeg kan ikke forklare, hvorfor min tro forsvandt, ligesom jeg ikke kan forklare, hvorfor den opstod. Men da jeg nærmede mig afslutningen af mit teologistudium kunne jeg ikke finde troen til at blive præst, så jeg tog i stedet springet ud på de 70.000 favne i et sekulært forsøg på at blive forfatter.
Jan Kjærstad ryster på hovedet, da jeg spørger, omw det er af intellektuelle årsager, at han ikke længere tror:
Nej, men sidste gang jeg var i Paris var jeg inde på et antropologisk museum, hvor de havde indsamlet hellige genstande fra hele verden. Og når man går rundt mellem alle de hellige genstande, der stammer helt tilbage til for 10.000 år siden fra forskellige religioner, kan det godt være en svær tanke at skulle tro på, at den kristne gud er den eneste sande.
Men vidner det trods alt ikke om en urmenneskelig længsel efter Gud?
Jo, og den kan darwinismen jo heller ikke forklare, hvorfor folk bliver ved med at tro. Den kan højst sige, at det er gavnligt for mennesker at tro. For ellers ville religionen være uddød. Men i dag står jeg altså alligevel selv på afstand af al religion og nøjes med at se på den med interesse, fordi den indeholder mange gode historier. Og teologistudiet var en fantastisk berigende uddannelse. Men må jeg sige, at jeg smerteligt nok er kommet til den erkendelse, at jeg dybest set er en tilfældighed.
Hvordan hænger det sammen med at skabe mening som forfatter?
I mange år havde jeg et citat af Camus hængende over mit arbejdsbord, hvor der stod: `Jeg kæmper, selvom jeg ved, at det ikke nytter´. Det er mit livssyn. Det ville være befriende at tro, så man ikke skulle nærme sig døden med så meget skræk og angst. Men jeg tror alligevel godt, at man kan skabe mening uden meningen indenfor den ramme, man er i. Jeg tror, at man kan gøre en forskel, selvom man dybest set er en tilfældighed.
Da vi nærmer os Københavns Hovedbanegård på vej hjem i toget, begynder Jan Kjærstad pludselig at fortælle om sin skilsmisse med sin første kone:
Det var egentlig småting, der gjorde udfaldet. Vi var bare to voksne, der var begyndt at kede os sammen. Og så tog vi beslutningen. Ironisk nok skete det, mens jeg skrev Erobreren. Det var et stort nederlag. I dag er jeg jo lykkeligt gift igen med en kvinde, der er endnu bedre for mig. Men når jeg tænker tilbage på, hvordan børnene sad og græd, kan jeg ikke lade være med at tænke, at det ikke var sket for vores forældres generation. Det er næsten blevet for nemt at blive skilt. Og folk skulle tage og kæmpe mere for det.