Til kamp for almindelig husmoderviden

Hvad tidligere generationer anså for almindelig husmoderviden, er på vej til at gå tabt, mener den 30-årige husholdningslærer Julie Skals

Julie Skals, 30 år, har altid set op til sin mormor. Sammen med morfaderen drev hun et savværk i Skærbæk ved Herning. Det var morfaderen, som drev savværket, og mormoderen sørgede til gengæld for, at hjemmet og virksomhedens kontor blev holdt rent. Men når mormoderen tog rengøringshandskerne af, havde hun bløde, velholdte hænder og manicurerede negle, nød at gå i høje hæle og bar gerne pels.

LÆS OGSÅ: Arven fra Bibelens kvinder

Hendes mormor forstod at holde hus, konkluderer Julie Skals. I dag er det hende, som holder hus, og sammen med veninden Ann-Alicia Thumbo Ilskov har hun skrevet bogen ”Hold da helt hus”, som hun har dedikeret til sin mormor. Bogen er en opslagsbog, hvor læseren kan hente råd om alt fra afkalkning af vaser til glatte lagner.

”Jeg nåede at fortælle min mormor om bogen, tre timer før hun døde. Jeg tror ikke, min mormor havde tænkt, at det, hun gjorde, var noget særligt, som hun skulle give videre. Det, hun gjorde, var lidt af en kunst, men hun tog det for givet. På den måde er megen viden, som vi har anset for helt almindelig, gået tabt fra generation til generation, fordi min mormor og hendes generation ikke tænkte, at de skulle give deres viden videre,” siger Julie Skals.

Hun voksede op på et nedlagt landbrug ved Varde, hvor både voksne og børn hjalp til med det praktiske. Som barn var hun ikke synderlig begejstret, når hendes forældre bad hende tage støvsugeren, men i dag er hun glad for den praktiske viden og erfaring, hun fik med fra hjemmet. For 10 år siden fik hun sin ilddåb som husholderske. I halvandet år var hun ansat i kongehuset, hvor hun sammen med medforfatteren stod for husholdningen på Schackenborg Slot i Sønderjylland. Hun passede børn, pudsede sølvtøj i lange baner og klarede, hvad der ellers var af opgaver på slottet i Møgeltønder.

”Her lærte jeg at gøre tingene fra grunden, og vi fik indarbejdet mange gode, grundrutiner, som jeg har været glad for siden,” siger Julie Skals, som siden uddannede sig til husholdningslærer og i dag er ansat på ungdomshøjskolen Skolen for Gastronomi, Musik og Design i Vejle som gastronomilærer. Sideløbende driver hun isbutikken Ismageren i Skagen.

Gennem sit arbejde på skolen i Vejle, hvor hun underviser elever i alderen 16 til 20 år, er det gået op for hende, hvor mange spørgsmål unge har omkring husholdning. Mange af de små udfordringer er belyst i den nye bog.

”Når man har et problem, så vil man i dag google det. Det gælder også spørgsmål om rengøring, men de artikler, som er øverst i Google, er ofte sponsoreret af firmaer, som vil forsøge at sælge et eller andet dyrt produkt til rengøring. Det er imidlertid utrolig få remedier, man har brug for. Man kan komme virkelig langt med lagereddike, opvaskemiddel og skurecreme,” siger hun.

Selv er hun alene med sønnen Johannes på fire år, og når der skal gøres rent i lejligheden i Aarhus, så får han tilbudt en klud og en sprayflaske med vand. Ofte tager han del i arbejdet, og når Johannes får lov at styre støvsugeren, er han i sit es.

”I dag anses et rengjort hjem som et udtryk for en virkelig luksus, for det at gøre grundigt rent kommer langt nede på prioriteringslisten i min generation, hvor man ikke synes, man har tid. I stedet for at gøre rengøring til en sjælden lukusus, så synes jeg, at man skal sætte en ære i at gøre rent og overveje, om der er tips, som kan gøre arbejdet lettere,” siger Julie Skals, som godt ved, at nogle vil kalde hende en utrættelig arbejdsbi, fordi hun som enemor både underviser, driver ismageri og laver mad i lange baner hjemme i lejligheden.

Er det ikke meget forståeligt, at man hellere vil smække benene op og lade støv være støv, når man endelig kommer hjem?

”Det skal ikke være en stressfaktor at gøre rent, men noget, man integrerer i familiens rytme, uanset om man er en lille familie på 3. sal eller har stort hus på landet. Alle er nødt til at tage del. Man bliver glad af at kunne smække fødderne op og se ud i en stue, hvor der er gjort rent. Jeg mener, det er et spørgsmål om livskvalitet. At kunne holde hus er samtidig et udtryk for, at man passer på sine ting. Efter finanskrisen er der kommet en ny eftertænksomhed, hvor folk ikke bare køber for at smide væk, men det kræver viden at passe på sine ting og holde dem. Den viden er desværre ikke så udbredt, som man kunne tro.”