I morgen er Norges nationaldag, og over hele landet fejres landets uafhængighed fra Danmark i landets kirker, som traditionelt holder gudstjenester på denne dag.
Det bliver sidste gang som statskirke, for den 21. maj vedtager Stortinget en grundlovsændring, der ændrer 500 års norsk kirkehistorie og gør den evangelisk-lutherske norske kirke til folkekirke i stedet for statskirke.
LÆS OGSÅ: Norge vil afskaffe statskirken
Ændringen har været på vej siden 2008, da samtlige partier i Stortinget enedes om at påbegynde arbejdet for at løsne båndene mellem kirke og stat. Undervejs har der været mange diskussioner om indholdet i kirkeloven, og dr.theol. og rektor på Menighedsfakultetet i Oslo Vidar Leif Haanes siger, at resultatet er et kompromis, der giver kirken en historisk selvstændighed.
Fra den 21. maj har Norge ikke længere en statskirke, men værdigrundlaget i samfundet forbliver vor kristne og humanistiske arv. Man har været forsigtig med at kræve for store forandringer, men faktisk har majoriteten i kirken ønsket endnu mere omfattende ændringer. Nogle har frygtet en udhuling, men langt de fleste har ønsket en kirke, der fungerer uden statslig indblanding, og det får de med den nye kirkelov. Stortinget og regeringen skal ikke længere udnævne den kirkelige ledelse eller blande sig i interne forhold, siger Vidar Leif Haanes.
Andre trossamfund i Norge har været skeptiske, fordi den evangelisk-lutherske kirke beholder nogle privilegier, idet præsterne også fremover er ansat som statslige tjenestemænd, mens andre mener, det er positivt, at den norske kirke og alle andre registrerede trossamfund får medlemsstøtte via finansloven.
Hvis staten havde valgt at bryde alle bånd til den norske kirke, ville det også have rystet fundamentet under andre religioner. Der har været bred politisk enighed om at fremhæve kirkens historiske rolle i Norge, og det bidrager til et religiøst fundament for fremtiden. Norge er ikke sekulariseret, blot fordi kirken ikke længere er en statskirke, fremhæver Vidar Leif Haanes.
Den første norske debat om adskillelse af kirke og stat kom i 1840, men det er først nu, at politikerne er nået til enighed.
Vidar Leif Haanes anfører, at det er fornuftigt at gå gradvist frem, for kirken skal vænne sig til de nye tider. Han mener, at kirkens selvstændighed er en naturlig og nødvendig udvikling, men forudser, at konservative grupperinger i den norske kirke kommer til at fylde mere.
Den betragtning er professor på det teologiske fakultet ved universitetet i Oslo Aud Valborg Tønnessen enig i. Hun har forsket i forholdet mellem kirke og stat og mener, at kirkeloven sætter skub i en interessant udvikling.
I den lokale kirke tror jeg ikke, at medlemmerne vil mærke nogen stor ændring, men jeg kan godt være betænkelig ved, hvilke grupper der vil præge kirkens officielle holdninger. Det gælder for eksempel et stridsspørgsmål som homoseksuelle ægteskaber, hvor Stortinget ikke længere har nogen indflydelse. Det er godt, at kirken selv bestemmer, men den mister sin relevans, hvis den bliver for indadvendt og konservativ, siger hun.