Haarder fejrer Herning med salme-debut

Nyskrevet påskesalme af Bertel Haarder og Bent Fabricius-Bjerre skal markere Hernings 100-års købstadsjubilæum i 2013

Politikeren Bertel Haarder (V) skal skrive en salme i anledningen af Hernings 100 års-købstadsjubilæum. Bent Fabricius-Bjerre skal komponere musikken til. Tegning: Peter M. Jensen
Politikeren Bertel Haarder (V) skal skrive en salme i anledningen af Hernings 100 års-købstadsjubilæum. Bent Fabricius-Bjerre skal komponere musikken til. Tegning: Peter M. Jensen.

Da Bertel Haarder (V) i 2005 blev kirkeminister, satte han sig for, at han ville være salmedigter.

Han ville skrive en ny dansk tekst til Glade jul, fordi B.S. Ingemanns tekst efter hans mening er forfærdelig. Den erfarne politiker og sangskriver gik til pen og papir, men indså at heller ikke hans version fungerede, så den blev kasseret.

Men nu skal det være. Bertel Haarder er i færd med at skrive en påskesalme, som skal fremføres i Herning Kirke anden påskedag i 2013.

LÆS OGSÅ: Bertel Haarder: Når du krydser grænsen, møder du Grundtvig

Den dag fejrer byen nemlig sit 100-års købstadsjubilæum.

Og når nu jubilæet falder i påsken, vil en festhøjmesse og en nyskrevet salme, der måske vil blive kendt i folkemunde som Herning-salmen, være en passende måde at markere det på. Det mener i hvert fald manden, som er sat i spidsen for fejringen, Helge Sander (V), Hernings tidligere borgmester og Bertel Haarders tidligere ministerkollega og tidligere mangeårige sidekammerat i Folketinget.

Helge har mobbet mig i årevis med, at jeg burde skrive en salme. Det er ikke let, men nu ved jeg, at jeg kan, for første vers er skrevet, forklarede Bertel Haarder ved præsentationen af salme-projektet på Christiansborg i går.

Hvordan Herning-salmens første vers lyder er endnu hemmeligt.

Til gengæld vides det, at opgaven med at komponere en melodi er overdraget til 87-årige Bent Fabricius-Bjerre, som ud over at have sat musik til ufattelig meget andet i sin over 70 år lange komponistkarriere allerede har to salmemelodier på samvittigheden.

Hans ambition er at skabe en sangbar og nogenlunde nutidig melodi, men afventer ellers, at Haarder får bakset de planlagte fem vers på plads.

Herning-salmen vil ifølge salmedigteren blive bygget op om let forståelige naturbilleder frem for tung teologi. Jubilæumsbyen vil ikke direkte blive nævnt, men Haarder betoner, at det er oplagt, at naturbillederne skal være flade marker frem for skrænter og klinter, så de passer til Herning-egnen.

Jeg vil prøve at gøre salmen påskeagtig uden at stjæle alt for meget fra Grundtvig, siger Bertel Haarder, og Bent Fabricius-Bjerre tilføjer:

Ja, og inden de sletter påsken helt.